’Tingbjerg-eksperimentet’: Hvad sker der, når etnisk danske middelklassefamilier sendes ind i ghettoen?
DOKUMENTAR. Der er kommet nye toner i den danske udlændingedebat. I dag handler diskussionerne ikke længere kun om integration, parallelsamfund og ghettoplaner, men i stigende grad om blodlinjer, gener og spørgsmålet om, hvem der overhovedet kan kalde sig dansk.
Man skal blot tænde for ’Deadline’ for at opdage, hvor hurtigt samtalen har flyttet sig.
Men før debatten blev biologisk, var den boligpolitisk. I årevis har Danmark forsøgt at “løse” parallelsamfund gennem nedrivninger, ghettolister og massive omstruktureringer af almene boligområder som Gellerup og Vollsmose.
I Tingbjerg i det nordvestlige København afprøver man imidlertid en anden strategi. Ikke assimilation, men snarere en form for social reintegration forklædt som byudvikling.
I Louise Detlefsens ’Tingbjerg-eksperimentet’ følger vi to ud af de første fire familier, der får mulighed for at købe rækkehuse midt i Tingbjergs almene boligområde til markant under markedspris. Til gengæld forventes familierne at blive boende i minimum fire år og bidrage positivt til lokalområdet. Allerede her er dokumentaren fascinerende, fordi præmissen føles sociologisk konstrueret: Hvad sker der, når ressourcestærke, etnisk danske middelklassefamilier aktivt placeres i et område, som staten i årevis har omtalt som problematisk?
Dokumentaren skildrer udvælgelsesprocessen med en næsten absurd præcision. Et panel vurderer ansøgerne ud fra deres ambitioner, personlighed og potentiale for at skabe »værdi« i lokalområdet, og det hele får til tider karakter af en kommunal version af ’Gift ved første blik’.
Særligt begejstrede er panelet for Maja og Thomas fra Nørrebro, der bringer »kunst og kultur« med sig, samt folkeskolelæreren Klara og hendes partner Claus. Kort efter flytter de ind side om side med hver deres type Wegner-stole og store visioner for kvarteret.
Begge familier virker oprigtigt idealistiske. De drømmer om fællesskab, kulturprojekter, mikrobryggerier og kreative initiativer, der kan skabe nyt liv i området. Men Detlefsen er skarp nok til også at vise den underliggende klasseblindhed i deres ambitioner. For måske står et mikrobryggeri ikke øverst på ønskelisten hos mennesker, der kæmper for at betale huslejen.
Særligt interessant bliver dokumentaren, når den viser, hvordan usikkerheden går begge veje. Maja er bekymret for, om Tingbjerg Skole har et inkluderende nok sprogbrug, og om hun kan gå i bikini i sin have uden at virke provokerende i området.
Få meter derfra sidder Chahira, som har boet i Tingbjerg siden 2004, og frygter det stik modsatte: om hendes nye naboer mon kan rumme, at hun bærer hijab.
Netop her bliver ’Tingbjerg-eksperimentet’ langt mere nuanceret end den integrationsdebat, den udspringer af. Louise Detlefsen opstiller elegant kontrasterne mellem beboerne uden at reducere nogen af dem til karikaturer. De etablerede beboere frygter at blive stemplet som problemet, mens de nye tilflyttere hurtigt opdager, at idealisme også kolliderer med bureaukrati, kommunale regler og lokal modstand.
Serien minder på mange måder om ’Balladen om kolonihaven’, der også brugte et afgrænset fællesskab til at portrættere større generations- og værdikonflikter i Danmark. Men hvor TV 2-succesen først og fremmest var underholdende, er ’Tingbjerg-eksperimentet’ præget af en langt større desperation. For under alle samtalerne om fællesspisning, kulturhuse og naboskab ligger et langt mere ubehageligt spørgsmål, nemlig hvad det egentlig betyder, når løsningen på et boligområde bliver at udtynde den befolkningsgruppe, der allerede bor der?
Det er her, dokumentaren er stærkest, fordi den ikke leverer svar, men lader os blive i ubehaget. For nej, nedrivninger og ghettolister har ikke nødvendigvis skabt mere sammenhængskraft. Men spørgsmålet er også, hvor bæredygtig en strategi det er at indsætte ressourcestærke middelklassefamilier som en slags positiv demografi i områder, hvor gamle beboere kan være mistroiske over for statens intentioner.
Louise Detlefsen formår at gøre den debat konkret og menneskelig uden at miste blikket for de strukturer, der har skabt situationen i første omgang.
Resultatet er en dokumentar, der både er empatisk, småubehagelig og politisk skarp.
Kort sagt:
’Tingbjerg-eksperimentet’ er en nuanceret og tankevækkende dokumentar om integration, klasse og danskhed, som viser, hvor menneskeligt kompliceret det bliver, når boligpolitik begynder at handle om, hvilke mennesker der anses som de “rigtige” for et område.