Olivia Rodrigo har udgivet ‘The Cure’, den anden single fra sit kommende tredje album, ‘You Seem Pretty Sad for a Girl So in Love’, der udkommer 12. juni.
»Det er min yndlingssang på albummet og en af mine yndlingssange, jeg nogensinde har lavet«, skriver Rodrigo på Instagram.
I musikvideoen spiller Rodrigo en sygeplejerske på jagt efter en kur mod knuste hjerter, mens sangen fremstiller kærlighed som noget både helende og destruktivt, skriver Rolling Stone.
Titlen er næppe tilfældig. Rodrigo har længe været erklæret fan af The Cure, og forbindelsen til Robert Smith er efterhånden tæt.
Under hendes Glastonbury-optræden i 2025 gæstede Smith scenen til versioner af ‘Just Like Heaven’ og ‘Friday I’m in Love’, og ifølge et interview med British Vogue har de to desuden tilbragt tid i studiet sammen.
Også førstesinglen ‘Drop Dead’ trak tråde til The Cure med en direkte reference til ‘Just Like Heaven’ fra 1987.
I efteråret sætter Olivia Rodrigo ud på den såkaldte The Unraveled Tour, der strækker sig over 86 datoer i Nordamerika og Europa fra september 2026 til maj 2027.
Lyt til ‘The Cure’ og se musikvideoen herunder.
