FKA Twigs ekstremtestede menneskekroppen og gjorde den til et kunstværk i Falkonersalen

FKA Twigs ekstremtestede menneskekroppen og gjorde den til et kunstværk i Falkonersalen
FKA Twigs i Falkonersalen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

KONCERT. »Jeg vil vise jer mit trick«, bedyrede FKA Twigs.

Luftfugtigheden nærmede sig tropeklima i Falkonersalen, forvandlet til et brutalistisk p-kælderrave. I godt halvanden time havde Twigs pisket os med sin kompromisløse elektroniske altpop, som var vi hendes lydige BDSM-slaver mødt op for vellystigt at modtage vores korporlige afstraffelse.

Men nu var der et pusterum. Polestangen blev sprittet af, så hun kunne vise sit trick, og en af danserne overtog impulsivt mikrofonen, mens Twigs skiftede sko på scenen. Som et barn, der netop har lært at cykle uden hænder, viste hun sig frydefuldt frem, mens hun svingede sig atletisk i stangen, som om tyngdekraften var ophævet.

Det var en scene, der indkapslede hele koncertens dynamik: intens kropskontrol over for total spontanitet. Den samme spænding gennemsyrer »eusexua«, hendes selvopfundne nærværsfilosofi, som også har lagt navn til de to anmelderroste album fra 2025.

FKA Twigs i Falkonersalen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Her bliver stædig disciplin paradoksalt nok vejen til menneskekroppens frigørelse. En asketisk praksis, der står i skarp kontrast til den ubekymrede brat-æstetik, som Charli XCX gjorde til popkulturelt mantra i 2024.

Koncerten var mere formfuldendt end en Beethoven-symfoni, og de muskuløse dansere var skarpere skåret end Michelangelos skulpturer. Men man havde konstant fornemmelsen af, at kontrollen kunne briste hvert øjeblik. Et skønhedsideal, som også prægede Twigs’ vokal. Man blev øjeblikkeligt fanget af hendes hudløse falset i ‘Mirrored Heart’, som flaksede porøst oven på det tunge beat.

Langsomt vågnede Twigs fra sin dvale på den store seng midt på scenen. Alligevel føltes det, som om vi stadig befandt os midt i en drøm. I den PC Music-inspirerede ‘Meta Angel’ krøb danserne frem som monstre under sengen. Der var også noget monstrøst – i ordets bedste forstand – over deres bevægelser, som først for alvor faldt i hak, da trykbølgerne fra ‘Drums of Death’ ramte salen.

FKA Twigs i Falkonersalen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Deres koreografi kanaliserede en rummelig erotik, hvor kejtet gestik var en integreret del af forførelsen. Et højdepunkt opstod, da Twigs og danserne samlede sig i en sekvens med sange fra hovedværket ‘Magdalene’. Her smeltede kroppene sammen som en amøbe, der stritter i alle retninger, men holdes sammen af en organisk kraft. Det var som om Twigs’ elektroniske kompositioner havde fået kød og blod: frodige, vildtvoksende og forbundet af et usynligt rodnet.

Koncerten landede i en intenst nedbarberet udgave af ‘Cellophane’. Udmattet smed Twigs stiletterne og forlod festen. Nu stod hun alene tilbage. Det var et gribende intimt øjeblik, hvor hun tog sig god tid til at forme hver frase, som var den en dybt bevaret hemmelighed. Med lindrende elegance svingede hun sig i polestangen en sidste gang, før hun lagde sig til ro på sengen igen. Var det hele en drøm? Så lad os aldrig vågne.

Kort sagt:
FKA Twigs balancerede mellem atletisk perfektion og følelsesmæssig skrøbelighed under en koncert, der forvandlede Falkonersalen til et p-kælderrave og ekstremtestede menneskekroppen.

FKA Twigs. Koncert. Falkonersalen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af