’Miroirs no. 3: Overrumplende spøgelsesfortælling føles som en rørende kulmination
FILM. Den tyske mesterinstruktør Christian Petzold har over de seneste 30 år skabt en stribe af gådefulde spøgelseshistorier, der har placeret ham i den internationale filmligas absolutte top.
Spøgelserne materialiserer sig både som traumer fra Tysklands politiske fortid (’Phoenix’, ’Barbara’, ’The State I Am In’, ’Transit’) og som de personlige tragedier, der hjemsøger hans karakterer, som næsten altid afsøger nye identiteter, der kan frigøre dem fra fortiden (’Toter Mann’, ’Wolfsburg’, ’Gespenster’, ’Yella’, ’Jerichow’).
I hans seneste to film, ’Undine’ og ’Rød himmel’, har spøgelserne antaget mytiske former med lån fra naturens elementer, som har højnet instruktørens ellers prosaiske hverdagsfortællinger og peget mod et nært forestående økokollaps.
Samtidig hjemsøges instruktørens film altid af selve filmhistorien: Alle hans værker er i konstant dialog med de klassikere, der har formet Petzolds filmsyn, og særligt Alfred Hitchcocks ’Vertigo’ fungerer som et ledemotiv gennem instruktørens faste tema om karakterer, der genforhandler deres identiteter i søgen efter mening.
I Petzolds seneste film, det biografaktuelle Cannes-hit ’Miroirs No. 3’, er det langt fra et tilfælde, at hovedkarakteren hedder Laura efter Otto Premingers noir-klassiker af samme navn om en afdød kvindes fortsatte greb om en række mænds liv.
Også Hitchcocks spøgelsesfilm ’Rebecca’ lurer i kulissen af Petzolds fortælling om den unge klaverstuderende Laura (Petzolds muse Paula Beer), der kommer ud for en alvorlig bilulykke på en landevej i det sommerlige Uckermark. I stedet for at tage på hospitalet bliver hun indlogeret hos den midaldrende kvinde Betty (Barbara Auer), der bor i nærheden af ulykkesstedet, og med hvem hun deler en nærmest magnetisk tiltrækningskraft.
Betty og Laura har brug for hinanden, og umærkeligt indleder de en slags familierutine i det lille hus med selskab fra Bettys fraværende mand (Matthias Brandt) og søn (Enno Trebs), som har haft et anstrengt forhold siden en familietragedie.
Det er svært at forklare, hvor hjertegribende det er at se den umage firkløver nærme sig hinanden og lægge mistroen bag sig over en enkelt middag. Mændene er håndværkere og kan fikse alt i det nedslidte hus, men de kan ikke læge det traume, der stråler ud fra husets vægge og har lagt sig som en mur mellem de tre familiemedlemmer.
I hvert fald ikke uden Lauras hjælp. Men Laura har også brug for den lille familie til at komme væk fra sit eget tungsind.
Som i mange af Petzolds tidligere film udfolder ’Miroirs No. 3’ sig som et spinkelt kammerspil. Denne gang er de politiske understrømme nedtonet til fordel for et mere klassisk melodrama – dog stadig tilsat Petzolds signatur af eventyrlig stilisering.
Alligevel vokser fortællingen sig stor i kraft af filmens tredje spøgelse, som tager form af en stadigt mere kraftfuld akkumulation af motiver og temaer fra Petzolds egen filmografi, der i højere grad end tidligere gør fortællingen uadskillelig fra instruktørens foregående værker.
Som det klassiske musikstykke af Maurice Ravel, som filmen tager sit navn fra, er det nærmest umuligt ikke at se ’Miroirs No. 3’ som en sats i en forbundet suite af instruktørens genkomne motiver af biluheld, cykelstyrt, musikoptrædener, identitetsforskydninger og forliste familierelationer.
Dermed ikke sagt, at filmen ikke kan ses i isolation, det kan den sagtens, men dens emotionelle tyngde bliver kun større gennem associationerne. Der er noget umådeligt rørende i at se Petzold forfine og udbygge variationer over den samme fortælling, uden at det nogensinde føles som en gentagelse.
Man mærker instruktørens tiltro til publikum, når han med nænsom hånd giver karaktererne plads uden behov for store dramatiske udsving. I en særligt magisk scene sidder Laura og Bettys søn Max tavst og lytter til en sang af Frankie Valli and the Four Seasons. Scenen har tilsyneladende ikke det store formål, den er til for karaktererne, for at de kan finde ind til hinanden, og den slags scener består filmen nærmest udelukkende af.
Små hverdagslige handlinger, der åbenbarer sprækker ind bag karakterernes facader.
’Miroirs No. 3’ varer under halvanden time og udspiller sig over ganske få dage, men på den korte tid udfolder Petzold gennem antydninger årevis af den rørende familiehistorie, som har udspillet sig, længe inden kameraet blev tændt, og som fortsætter efter rulleteksterne.
Han skaber en sjælden intimitet og indlevelse, som også må tilskrives hans arbejde med sin fremragende, faste skuespillertrup, der på samme måde som filmens karakterer mødes over få optagedage for at udfolde et helt liv og opbygge en verden.
’Miroirs No. 3’ handler om noget særegent filmisk i Lauras forsøg på at være en anden for at læge sine egne og andres sår – en illusion, som selvfølgelig må briste, ligesom en film må slutte. Men det er en gerning, som instruktøren stadig viser som dybt meningsfuld.
Når Bettys mand og søn på deres lyssky værksted hjælper kunder med at slå de fabriksindstillede GPS-overvågningssystemer i deres biler fra, så de kan færdes frit, er det svært ikke at læse det som instruktørens begrædelse af at leve i en verden, hvor vi fastlåses i små kasser, der gør det svært at navigere uden for vejstriberne, påtage sig nye identiteter og derigennem nærme sig hinanden.
Men som altid hos Petzold er der et smittende håb om, at vi kan finde ind til hinanden, hvis vi prøver, der gør, at man som seer går ud af biografmørket opløftet og med appetit på livet.
Jeg regner ikke med at se en bedre film i år.
Kort sagt:
Den tyske mesterinstruktør Christian Petzold har lavet et rørende sorgdrama, der nænsomt opruller en familietragedie og viser en vej ud af mørket.