‘Undine’: Tysk mester har skabt en fremragende film ud fra havfruemyten
For den tyske instruktør Christian Petzold, der gennem en årrække har været blandt de absolut mest interessante filmskabere i Europa, er fortiden aldrig fraværende.
Æstetisk fornemmer man altid hans filmhistoriske bevidsthed og særligt begejstringen for den elegante mystik, som man kender den fra Hitchcock, tydeligst i hans vel nok kendteste film, ‘Phoenix’ fra 2014.
Helt konkret beskæftiger instruktøren sig også ofte med tysk historie, fra ’Phoenix’ om den umiddelbare efterkrigstid og spørgsmålet om fortrængning af egen skyld, til ‘Barbara’ (2012) om det opdelte Tyskland i start-80’erne og ‘Transit’ (2018) med det nazi-okkuperede Frankrig hevet op i en nutidig kontekst.
Sammenfaldet af tider og virkeligheder finder man også i Petzolds nye film, ‘Undine’, hvor den familiære, næsten prosaiske nutid i det aktuelle Berlin gennemtrænges af et stærkt mytisk nærvær. Titlen, som også er navnet på hovedkarakteren (Paula Beer), er en reference til undinen, et mytisk kvindevæsen, der har vandet som sit element.
Ifølge myten, hvis mest berømte fortolkning er H.C. Andersens ‘Den lille havfrue’, kan undinen frigøre sig fra vandeksistensen og blive et menneske ved at gifte sig, men hvis den elskede ikke er hende tro, må hun omvendt slå ham ihjel og vende tilbage til sit element, en fortælletradition, Petzold er i dialog med, men på egne præmisser.
Undine har således ikke sit udgangspunkt i vandet, men er en moderne kvinde, der arbejder som historiker for By- og Boligplanlægningen, hvor hun holder oplæg for besøgende om byudviklingen i Berlin.
I filmens åbning sidder hun på café med den prinselignende Johannes (Jacob Matschenz), der er ved at slå op med hende, fordi han har fundet en anden. Undine forstår ham ikke og siger, at han jo havde lovet at ville elske hende for altid. Lad nu være, svarer Johannes hende bebrejdende, som for at sige, at den slags udsagn ikke kan forventes at have evig gyldighed, men tilhører kærlighedens almindelige vokabularium.
Det overfladiske og flygtige er karakteristisk for filmens verden. Karaktererne indgår ikke i større sociale fællesskaber, men virker som små isolerede øer. Og når de stærke forbindelser opstår, som da Undine og erhvervsdykkeren Christoph (Franz Rogowski) forelsker sig intenst, har afstanden med at indfinde sig igen.
På en måde, der minder om den japanske filmskaber Yasujiro Ozu, bruger Petzold toget som symbol for, hvordan det moderne menneske er i flygtig bevægelse. Konsekvent danner det ramme for ankomster og afgange. Det genforener Undine og Christoph, men fjerner dem også hurtigt og brutalt fra hinanden igen.
Deres tilhør til fundamentalt forskellige verdener kommer særligt til udtryk i vandmotivet. Hvor Christoph arbejder i vandet, men reelt er uden for sit element og derfor sårbar i det, besidder Undine omvendt en mystisk tilknytning til det – en kraft, som er Christoph fremmed. Fantastiske scener, der ikke forklares, men får lov at dæmre på grænsen mellem virkelighed og drøm, udspiller sig i forbindelse med vandet, hvor den dybe stemme, der flere gange gennem filmen siger Undines navn, synes at kalde hende hjem.
Udover det mytiske lag introducerer Petzold gennem Undines foredrag om den berlinske byudvikling endvidere spørgsmålet om arven fra det delte Tyskland, hvorfor temaet om afstande og forbindelser mellem karaktererne muligvis også spejler sig i et større nationalt perspektiv. De forskellige lag medvirker under alle omstændigheder til, at ‘Undine’ ikke er en nem film at forstå, men til gengæld nem at føle.
Petzolds film er generelt præget af en stor forståelse og respekt for det menneskelige, og forholdet mellem Undine og Christoph er, ikke mindst takket være præstationerne af Paula Beer og Franz Rogowksi, både engagerende og smukt i sin nænsomhed, også selv om det er svøbt i det my(s)tiske.
Det er netop tendensen til at fastholde den mystiske ubestemmelighed og lade verden træde forsigtigt frem som lige dele genkendelig og fremmed, der er med til at gøre Petzold til et konsekvent berigende bekendtskab.
Kort sagt:
Den tyske filmskaber Christian Petzolds nye film gennemspiller myten om det kvindelige vandvæsen i regi af det moderne Berlin. Den er ikke let at begribe, men til gengæld nem at føle takket være kærlighedshistorien, der er filmens kerne.