’Anemone’: Daniel Day-Lewis’ comeback skyldes nok mest faderlig hengivenhed
FILM. Hvad en far ikke vil gøre for sit barn.
Normalt er det Scorsese, Spielberg eller PTA, der sidder på den anden side af kameraet, når en af verdens bedste og mest eksklusive skuespillere endelig siger ja til en filmrolle.
’Anemone’ er Daniel Day-Lewis’ første film i otte år, hans kun syvende film i dette årtusinde. Det er denne gang hans egen søn, debutanten Ronan Day-Lewis, der har instrueret filmen, mens far og søn har skrevet manuskriptet sammen. Man får derfor den oplagte mistanke, at det muligvis er faderlig hengivenhed, der har sat kvalitetskontrollen ud af spil for Daniel Day-Lewis.
’Anemone’ er kun et pluk værd for die-hard fans af den britiske mester.
Han spiller Ray Stoker, der har et sølvglinsende biker-overskæg og bor tilbagetrukket ude i skoven. Han bliver opsøgt af Jem (Sean Bean), og i den første lange færd aner man ikke, hvad der har bragt de to hårdføre mandfolk til dette rendezvous.
I lang tid er der så meget tavshed mellem de to, at det er på nippet til at ligne satire. Langsomt får vi oprullet en trist og voldelig familiehistorie: Ray og Jem er brødre og har erfaring med kamp i den engelske hær mod IRA under konflikten i Nordirland, som i dag går under navnet The Troubles.
Nogle begivenheder fra soldaterlivet har gjort, at Ray Stoker har fravalgt en borgerlig tilværelse og i stedet hengivet sig en tilværelse med at dyrke anemoner, drikke whiskysjusser og observere årstidernes skiften i de nordengelske skove.
Jem er trådt ind og har ageret surrogatfar i et mere traditionelt familieliv sammen med Rays tidligere kæreste Nessa (Samanatha Morton) og Rays søn Brian. Nu har sønnen slået en anden ung mand til plukfisk. Der er brug for en intervention af en slags, og måske kunne et møde med den biologiske far opklare en ting eller to. Derfor er Jem taget ud i skoven og opsøgt Ray.
Men vil Ray med tilbage til civilisationen og møde den familie, han har vendt ryggen til? Er der håb for mænd med svær adgang til tungebåndet og følelserne, men med tilsvarende voldsparathed og aftrækkerkløe?
Referatet lægger op til drama på den høje klinge. Og her er da også flere stærkt spillede scener, når Ray endelig får tungen på gled og beretter om de hændelser, der fik ham til at trække i bakgearet, hvad et almindeligt liv angår (mest mindeværdig er en scene, hvor han beretter om et spektakulært ulækkert hævntogt mod en pædofil præst).
Beretningerne er brutale, unægteligt traumatiske, grafiske og drypper af kropsvæske. Men det er også bare to mænd, der sidder og snakker i en hytte. Hovedparten af filmen er reelt et talky kammerspil, der mest fungerer som en showcase for to dygtige skuespillere. Sean Bean, der spiller Jem, er også virkelig god som sekundant, selvom han mest bare skal nikke på de rigtige tidspunkter, mens Daniel Day-Lewis folder sig ud.
Det er på mange planer – ikke kun skuespillet – at man sidder med fornemmelsen af at rejse på første klasse.’Anenome’ har lækker, naturskøn cinematografi, der får naturen til at virke magt- og gådefuld og mennesket udsat som skovens forårsblomster.
Her er også et knugende score fra Bobby Krlic (også kendt som The Haxan Cloak), hvis musik også var med til at gøre Ari Asters ’Midsommar’ så uforglemmelig.
Men ’Anemone’ kæmper med sit sløve tempo, filmen træder vande, mens den vil sige noget betydningsfuldt om vold, traumer og dårlig barndom. Billedkunstneren Ronan Day-Lewis rækker konstant ud efter skæbnetung patos og store følelser, men formår sjældent at skabe noget, der brænder igennem på trods af de storladne billeder.
Trods de mange gode kræfter involveret er filmen i sidste ende et beskedent melodrama med for høje tanker om sig selv, også når instruktøren indsætter en række symbolladede drømmesekvenser, der desværre lander pandekage-fladt, så man føler, man ser en artsy musikvideo.
De to Day-Lewis’er har også lavet nogle basalt dårlige disponeringer i manuskriptfasen: Filmen slutter akkurat på det tidspunkt, hvor fortællingens centrale rendezvous skal finde sted, og det hele potentielt kunne begynde at blive lidt interessant.
Kort sagt:
Skuespil og fotografering fra øverste skuffe kan ikke redde Day-Lewis-familiens tunge og overambitiøse melodrama om traumer, vold og fraværende fædre.