Lea Romeas Top Tracks: »Jeg kan ikke høre den uden at græde. Den tudbrøler jeg til«

Soundvenue udvælger hver uge de bedste nye sange, men hvad lytter musikerne selv til? Her fortæller ep-aktuelle Lea Romea om sine yndlingssange.
Lea Romeas Top Tracks: »Jeg kan ikke høre den uden at græde. Den tudbrøler jeg til«
Lea Romea. (Foto: Rasmus Luckmann)

MINE TOP TRACKS. Vaskemaskinen centrifugerer på fulde omdrejninger ude fra køkkenet, mens Lea Romea sætter sig til rette i en stol i sin nye lejlighed på Frederiksberg. Den 23-årige sanger er lige flyttet ind med tre andre, blandt dem lillesøsteren Ella Augusta.

Den ene af de mandlige roomies har trukket det korteste strå og overtaget det tidligere tjenerværelse. Heldigvis, som Lea Romea hurtigt bemærker, afspejler huslejen også de beskedne kvadratmeter.

I stuen står en lyserød pladespiller på en lige så lyserød piedestal side om side med flytterod og vasketøj. Ikke mange stjernenykker her.

Lea Romea udgav for nylig ep’en ‘Sweetheart’, der er hendes første i eget navn. Derudover er hun den ene halvdel af søskendeduoen Ora, og tidligere på året imponerede hun til Vegas Udvalgte. Men hvad lytter den danske popspire egentlig selv til? Det har vi taget en snak med hende om.

Vi kommer omkring alt fra tiden som coronapoder og den lidt utraditionelle debut i Parken til Flo Ridas tvivlsomme rapvers, Michael Jacksons svimlende høje toner og den linje fra lillesøsteren Ella Augustas ‘Uduelig’, der gang på gang aktiverer storesøsterinstinktet.

Men først skal vi tale om en sang, hun ville ønske var hendes egen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvad er dit ultimative Top Track?

»Mit ultimative Top Track er ‘Jeg ved det godt’ af Rugsted & Kreutzfeldt. Jeg får nogle gange det med sange, at når jeg hører dem første gang, så tænker jeg: Wow, hvordan er det her muligt? Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet den sang. Jeg ville ønske, den var min. Det er min yndlingssang«.

»Jeg lytter faktisk normalt mest til melodierne først, men lige med den her sang er teksten lige så god for mig. Det er virkelig sjældent. Teksten kommer helt op på niveau med melodien«.

»De er bare virkelig gode til at erkende deres egne fejl på en god og sød måde. Man har stadig meget medfølelse med dem, selvom det er dem, der er galt på den. Det synes jeg er virkelig stærkt, og det prøver jeg også selv at gøre i mine sange. Det er svært i virkeligheden, men det er også svært at gøre i en sang, der kommer ud til en masse mennesker, som ikke kender en«.

»Den minder mig også meget om coronatiden, hvor jeg opdagede den. Min bror Samuel, vores to veninder og jeg arbejdede som podere, og så spurgte vi, om vi måtte spille noget musik. Der var jo ikke nogen koncerter på det tidspunkt, og vi manglede musikken. Og så fik vi lov til det på magisk vis. Det var jo i Parken, så jeg har allerede spillet i Parken, haha. Og der var kø hele vejen ud!«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvilken af dine egne sange er du mest stolt af?

»Af de sange, jeg har udgivet, er det ‘Slut december’, fordi den betyder mest for mig. Da jeg hørte den mixet for første gang, fik jeg tårer i øjnene, og det har jeg aldrig prøvet med nogen af mine sange før. Så det betyder også noget for mig, at jeg reagerede sådan. Jeg tror også, det er historiefortællingen, jeg er mest stolt af«.

Hvilken sang er så god, at den gør dig en smule misundelig?

»Der er mange, men jeg vil sige ‘Leder efter ord’ af Will. Bare hele sangen. Teksten, melodien, alt det, han laver. Den har jeg hørt så mange gange, og jeg gad vildt godt også bare optræde med den på min egen måde«.

Hvilken sang ville man ikke forvente, at du elsker?

»Jeg elsker alt Wickys musik, men især ‘Ende sådan’. Jeg tror, folk vil undre sig over, at jeg kan lide den, fordi den ligger meget langt fra den musik, jeg selv udgiver. Men jeg er også meget inde i det mere autotunede rapunivers«.

Hvilken sang har du forsvaret i flest diskussioner?

»Der har jeg faktisk valgt en sjov én. Den sang, der kan få mig mest op at køre og blive glad, er ‘Club Can’t Handle Me’. Jeg skal faktisk også forsvare den over for mig selv, fordi rappen i den er så dårlig, at jeg altid skipper den. Så det er lidt en diskussion med mig selv, hvorfor jeg så godt kan lide den, når jeg jo ikke engang kan lide halvdelen af sangen. Men den anden halvdel elsker jeg«.

»Hver gang jeg sætter den på, synes jeg, det er lidt pinligt, når vi kommer til Flo Ridas vers. Så siger jeg altid: I skal ikke tænke på det her. I skal bare vente på omkvædet. Det kommer igen«.

Hvilken sang giver dig tårer i øjnene?

»Der har jeg valgt ‘Uduelig’ af Ella Augusta, som er min lillesøster. Den er så personlig for hende, og jeg kan ikke høre den uden at græde. Så den tudbrøler jeg til. Det er både teksten og melodien, og jeg synes virkelig, hun åbner op i den sang«.

»Det er især, når hun synger ’helt uduelig, hvorfor er jeg aldrig ligesom de andre?’. Det er også bare, fordi det er min lillesøster, ikke? Så tror jeg, det rammer ekstra meget. Så er jeg sådan: Nej, det går ikke«.

Lea Romea. (Foto: Rasmus Lückmann)

Hvad er den seneste sang, du er blevet besat af?

»Det er ‘Earth Song’ af Michael Jackson. Jeg har lige været inde og se ‘Michael’, og hans musik er simpelthen så god. Desværre«.

»Når han går op i de toner, hvor der ikke rigtig er nogen ord, men bare toner. Jeg tror, det er omkvædet. Eller måske brostykket, formen er lidt mærkelig. Men der synger han bare helt sindssygt. Det er det, jeg er helt obsessed med«.

Hvad er den mest sexede sang?

»Der har jeg valgt ‘More Than Enough’ med Alina Baraz. Hendes stemme er bare helt soft, og trommerne er også helt bløde. Den er virkelig, virkelig god«.

»Det er også en sang, der betyder meget for mig. Jeg lagde et cover af den op på sociale medier, og det var faktisk på grund af den, at Kesi og Hennedub fandt mig og spurgte, om jeg ville lave en sang med dem. Så det er lidt sådan, mit soloforløb startede«.

Hvad er den bedste kærlighedssang?

»‘The Man Who Can’t Be Moved’ af The Script. Det er virkelig en kærlighedssang, jeg har hørt meget. Også hvis jeg savner et familiemedlem eller sådan noget. Jeg har grædt til den sang mange gange«.

»For mig betyder melodier virkelig meget. Når han synger ‘I’m not moving’, rammer han nogle helt specielle toner. De går helt lyst, og det er lige den perfekte tone, der gør, at mine tårer kommer ud«.

Hvad er den ultimative breakup-sang?

»Det er nok min egen sang, ‘Undskyld’, som ikke er udkommet endnu. Den hjalp mig igennem mit tidligere breakup, da jeg skrev den. Jeg fortæller meget om mine egne fejl i den og prøver at komme videre i forhold til, hvad jeg selv gjorde galt«.

»Jeg tror, jeg synger noget i stil med ‘han siver ned ad mine kinder / du prøver at tørre ham væk’«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af