’Arco’: Utroligt smuk animationsfilm forener Miyazaki og Spielberg
ANIMATIONSFILM. På overfladen ligner franske ’Arco’ måske et naivt og farverigt børneeventyr. Men instruktør Ugo Bienvenus Oscar-nominerede animationsfilm, som nu vises på festivalen Generation i København, er i mindst lige så høj grad rettet mod et voksent publikum.
For det er nok mest de ældre seere, som vil opfatte det tragiske skær, den charmerende sci-fi-films fremtidsverden udstråler.
Størstedelen af spilletiden foregår ‘Arco’ i år 2075, hvor mennesket er nødsaget til at bo i store kupler. Kun sådan kan de modstå det ekstreme vejr, som hærger planeten. Det siges ikke højt, men man kan godt regne ud, at denne dystopi er en konsekvens af klimakrisen og menneskehedens mishandling af Moder Jord.
Her bor pigen Iris sammen med sin lillebror og husrobotten Mikki, der tager sig af børnene og huset, mens forældrene arbejder langt væk og kun viser sig som hologrammer omkring middagsbordet hver aften.
Hun har et brændende ønske om forandring i sit stillestående og ensomme liv. Og det ønske får hun opfyldt, da den jævnaldrende Arco en dag styrter ned i den nærliggende skov.
Arco kommer fra fremtiden, hvor menneskeheden bor på platforme højt over den oversvømmede landjord og lever skånsomt i kontakt med naturen. Desuden kan man rejse gennem tiden ved hjælp af en regnbuefarvet dragt. Sådan en stjal han i trods fra sin storesøster, hvorefter den uerfarne tidsrejsende tilfældigt endte i Iris’ tid.
Nu bliver det svært at finde tilbage, især fordi han har tabt den diamantformede dims, der muliggør tidsrejserne. Heldigvis har han Iris. Hun vil gøre alt, hvad hun kan for at hjælpe ham hjem.
Man kan godt kritisere ’Arco’ for ikke at have voldsomt meget på spil. Det skyldes blandt andet, at der ikke er nogen egentlig skurk. En trio af rumvæsen-interesserede brødre følger i hælene på Arco og Iris, men de er for fjollede og uduelige til at blive en egentlig trussel.
I tredje akt giver filmen desuden forhåbninger om et større tidsrejseeventyr, som ender med at være en fuser. Et lille skår i glæden, selvom slutsekvenserne på Jorden anno 2075 er spændende og flot udført, indhyllet i en altødelæggende skovbrands orange toner.
Til gengæld lader man sig nemt opsluge af de spændende fremtidsscenarier, som er udført med indtagende, retro-futuristiske designs.
Det hele vækkes til live i utroligt smuk og sjælfuld 2D-animation af den slags, vi desværre ser mindre og mindre af i en branche domineret af mindre omkostningstung CGI.
Det ligger lige for at sammenligne tegnestilen med Studio Ghibli, for ligesom i Hayao Miyazakis animefilm er de pastelfarvede billeder en uforbeholden fryd for øjet. Animationen er både detaljerig og flydende. Det ser man eksempelvis, når Arcos mundvig blafrer i vinden under hans flyveture i ekstrem hastighed.
Et andet sted, hvor hovedpersonerne løber gennem forskellige projektionsrum på Iris’ skole, og fornemmelsen af tid og sted ophører, vækker ’Arco’ mindelser om en anden animemester, nemlig afdøde Satoshi Kon og hans sci-fi-drømmefilm ’Paprika’.
Fortællingens grundfølelse læner sig dog først og fremmest op ad Steven Spielbergs science fiction-klassiker ’E.T.’, som den deler åbenlyse ligheder med. Ligesom Elliot og E.T. danner de to unge hovedpersoner fra hver sin verden et stærkt bånd. Samtidig er de bevidste om, at deres fælles mission, hvis den lykkes, vil føre til et smerteligt brud.
’Arco’ handler i høj grad også om de oversete børns længsel efter kontakt og anerkendelse. De føler sig misforstået, og de savner deres fraværende forældre.
Men ligesom Spielberg og Miyazaki tror Bienvenu fuldt og fast på børnenes værdi.
Kort sagt:
Den smukt animerede ’Arco’ ligner måske et børneeventyr på overfladen, men den gemmer på en melankolsk fortælling om klimakrise, ensomhed og længslen efter nærvær.