Fakemink gjorde undergrunden personlig i Store Vega
KONCERT. »Vi ses i merch!«.
Fakemink havde allerede sagt farvel. Lyset var ved at komme på, og de første publikummer var begyndt at bevæge sig mod udgangen. Så kom han pludselig sprintende tilbage på scenen.
Kort efter rungede tonerne fra ‘Blooming Jasmine’ igen gennem Store Vega, og de fans, der netop havde forladt salen, kom løbende tilbage. Det lignede en omvendt brandøvelse.
Øjeblikket opsummerede meget godt, hvad Fakeminks første danske headliner-koncert egentlig handlede om. For selvom den britiske rapper har bygget sin karriere på et univers af pitchede vokaler, internetmystik og produktioner, der til tider lyder som malware installeret direkte i hjernen, føltes han langt mindre utilnærmelig, end han gør i sin musik.
Store Vega var tæt på udsolgt, og publikum kvitterede med moshpits, fællessang og en energi, der sjældent faldt under kogepunktet. Fakemink brugte størstedelen af showet helt nede ved publikum, hvor han konstant rakte hænder ud, forsøgte at kravle ind i crowdet og sendte vagterne på overarbejde.
Mellem sangene gentog han igen og igen den samme besked: »I love you, Copenhagen«. Det kunne nemt have virket kalkuleret. Det gjorde det ikke.
Tværtimod føltes det som en naturlig forlængelse af en koncert, hvor kontakten til publikum var lige så vigtig som musikken. Den britiske undergrund har længe levet af mystik og distance. Fakemink gjorde alt for at bryde den illusion. Musikken gjorde resten.
‘Blooming Jasmine’, ‘Fever’, ‘Fidelio’ og EsDeeKid-samarbejdet ‘LV Sandals’ udløste de største reaktioner. Under sidstnævnte lod Fakemink de første sekunder af sangen spille, inden han pludselig stoppede nummeret og startede det forfra. Begejstringen i salen var øjeblikkelig.
Da beatet ramte igen, bragede bassen gennem salen med en kraft, der kunne mærkes helt inde i brystkassen. Det er den slags sange, man tager til koncert for. De er bygget til store højtalere, store menneskemængder og øjeblikke, hvor man glemmer alt omkring sig.
Flere gange cuttede dj’en musikken for at teste publikums hukommelse, men fællessangen fortsatte ubesværet. Under ‘Blooming Jasmine’ sang salen nærmest hvert eneste ord tilbage til scenen.
Efter en usikker start, hvor mikrofonen og lydmixet drillede, begyndte Fakeminks vokal hurtigt at skære igennem. Det gjorde det lettere at værdsætte, hvor meget han faktisk rappede på trods af de hurtige flows og tætpakkede vokallag, som ellers gør backingtracket til den nemme løsning.
Koncerten havde dog også sine begrænsninger. Fra det øjeblik Fakemink løb på scenen til tonerne af ‘Easter Pink’, var der stort set ingen pauser. Sangene kom så hurtigt efter hinanden, at koncerten til tider mindede om et dopaminfyldt TikTok-feed. Der var altid et nyt højdepunkt lige om hjørnet, men man nåede sjældent at mærke vægten af det foregående.
Selv de mere eftertænksomme øjeblikke var hurtigt overstået. ‘Blow the Speaker’ gav kortvarigt koncerten et strejf af sårbarhed, men før følelsen for alvor kunne sætte sig, var showet allerede videre.
Det forhindrede dog ikke Store Vega-debuten i at være en succes. For selvom koncerten manglede flere gear og mere dynamik, efterlod Fakemink publikum med en sjælden følelse: Som om de ikke bare havde været til koncert med ham, men faktisk havde mødt ham.
Kort sagt:
Fakemink kom til København som en kultfigur fra internettet, men føltes langt mindre utilnærmelig, end han gør i sin musik. Moshpittene var voldsomme, bassen rungede, men det var kontakten til publikum, der gjorde størst indtryk.
