‘Tip Toe’: De sidste 15 minutter af brutal britisk miniserie er et sandt mareridt

‘Tip Toe’: De sidste 15 minutter af brutal britisk miniserie er et sandt mareridt
'Tip Toe'. (Foto: HBO Max)

SERIE. Med kun fem afsnit kunne du se hele ‘Tip Toe’ på en dag. Spørgsmålet er bare, om du kan holde til det.

Allerede fra første sekund ved man nemlig, at serien ender i en tragedie. Den åbner med et skrig, og man ser en krop hænge fra en lygtepæl på en typisk engelsk villavej. Sådan ender den konstant eskalerende konflikt, som serien er bygget op omkring. Derpå udfoldes mysteriet om, hvordan det gik så galt.

Konflikten begynder få dage forinden, da natklubejeren Leo (altid karismatiske Alan Cumming) ved et uheld låser sig ude og beder naboen Clive (David Morrissey) om hjælp.

En uskyldig forseelse, men elektrikeren Clive og hans familie er tydeligt utilpasse ved denne indtrængen. For Leo er homoseksuel og ejer i gayklubben Spit & Polish.

Efterfølgende intensiverer nabokrigen, da Clive installerer en nøgleboks hos Leo, som straks får en fornemmelse af, at nogen har været i hans hus. Og Clive får ligeledes en fornemmelse af, at Leo betragter medlemmerne af hans familie med et rovdyrsagtigt blik.

‘Tip Toe’. (Foto: HBO Max)

På samme måde som ‘Adolescence’ behandlede manosfæren, indfanger manden bag ‘Tip Toe’, den erfarne og produktive serieskaber Russell T. Davies (‘Doctor Who’, ‘Queer as Folk’, ’Years and Years’, ‘It’s a Sin’), en ulmende følelse og bevægelse i samtiden:

At mange af de fremskridt, vi har opnået som samfund, er på vej tilbage. The kids are not alright. Eller de voksne, for den sags skyld.

Man skal ikke dybt ned i diverse internetfora, før man finder kommentarer, som sætter lighedstegn mellem transkønnethed og pædofili. Eller om at homoseksualitet er fundamentalt unaturligt. 

»Jeg plejede at gå ind i et lokale og sige: ‘Ta-da!’ Nu går jeg på listefødder«, fortæller den ellers udfarende Melba, Leos ven og stamgæst på baren. En tese, som nok vil ræsonnere hos mange – og præsenteres med en vrede, som gennemsyrer hele serien.

Davies’ skarpe iagttagelse om verdens tilstand og menneskers idioti bliver til tider leveret i en tegneserieagtigt bogstavelig dialog.

Det gælder særligt Leos bedste veninde Stephanie. Hendes replikker, som skal illustrere den stille homofobi, der igen er blevet hverdagskost, ender ofte i en stiv og akavet »sådan er det jo med jer typer«-sætning.

‘Tip Toe’. (Foto: HBO Max)

Man er dog hurtigt videre. Serien er nærmest jazzet i sit tempo, og tonen svinger konstant mellem komedie og thriller. Selvom den er skrevet utroligt sjovt, er der ikke én scene, hvor spændingen ikke er at tage og føle på. 

Det er ikke mindst takket være David Morrissey, der senest brillerede i ’Gone’ og også her giver en skuespilpræstation uden lige. Han udstråler et konstant raseri med sin krop og sit blik, men Morrissey tilføjer nuancer, som indikerer, at det er en nøje indstuderet facade af hård maskulinitet.

Som da hans 25-årige søn får besøg af en gruppe lads, og han påtager sig en nærmest manisk hooliganenergi for at passe ind med en gruppe mænd, som er 30 år yngre end ham selv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og samtidig er der øjeblikke, hvor serien ser sympatisk på Clive. For hvor ‘Tip Toe’ primært følger Leo, kommer man i tredje afsnit tættere på elektrikeren og ser, hvordan vreden opbygges over tid, efterhånden som han konfronteres med sin egen middelmådighed.

Mens andre dele af serien flirter med karakatur, får man her et bemærkelsesværdigt nuanceret portræt af en vred engelsk mand.

Forløbet op til den grufulde afslutning involverer Clives 16-årige søn George (Jackson Connor) og 25-årige søn Saul (Joseph Evans), der begge har deres hemmeligheder.

Der skrues gevaldigt op for dramatikken, og særligt Russel T. Davies’ forståelse af sociale medier lader noget tilbage at ønske.

Det hele kulminerer dog i en afslutning så brutal, at det næsten ikke er til at holde ud. De sidste 15 minutter er et sandt mareridt af vred håbløshed, som bliver siddende i kroppen længe.


Kort sagt:
Russell T. Davies’ intense vredesudbrud om Storbritannien (og verdens tilstand) er mildt sagt ikke en behagelig oplevelse. David Morrisseys mageløse præstation som elektrikeren Clive fylder ‘Tip Toe’ med en skræmmende aggression, der når bristepunktet ved seriens brutale afslutning.

‘Tip Toe’. Serie. Serieskaber: Russell T. Davies. Medvirkende: Alan Cumming, David Morrissey, Elizabeth Berrington, m.fl.. Spilletid: 5 afsnit á cirka 45 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af