‘The Hawk’: Will Ferrell er i sit groveste og sjoveste es i ujævn golfsatire
SERIE. Det er bestemt ikke fremmed territorium for den garvede komiker Will Ferrell at spille frembrusende, navlebeskuende berømtheder med opblæste egoer.
Det er en karaktertype, han både synes at trives i, og som flugter perfekt med hans – for det meste – veloplagte blanding af fysisk og overdreven komik. Det ses måske stærkest i ’Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby’, hvor han spillede den titulære NASCAR-stjerne, og i de to ’Anchorman’-film, hvor han brillerede i glansrollen som den legendariske nyhedsvært Ron Burgundy.
I den nye Netflix-komedie ’The Hawk’ spiller Ferrell (der også har skrevet og produceret serien) atter en arrogant og taktløs berømthed. Denne gang udspiller løjerne sig på en golfbane, hvor Ferrell gestalter den afdankede professionelle golfspiller Lonnie ”The Hawk” Hawkins.
Hawkins’ professionelle karriere er egentlig så godt som færdig, men da muligheden for et comeback til the big leagues i form af en plads i den prestigefyldte PGA Tour opstår – en turnering, hvor han tidligere har demonstreret sit talent – tøver han ikke et sekund med at genoptage sin karriere.
Dette comeback skaber imidlertid problemer i forholdet til hans egen søn, Lance (Jimmy Tatro), der også er professionel golfspiller. Lance deltager ligeledes i PGA-turneringen mod sin far og Hawkins’ gamle rival Golden Fisk (Luke Wilson), som tidligere har vundet to gange over The Hawk i afgørende finaler.
Uden for den grønne golfbane er Hawkins’ privatliv en kende mindre glamourøst. Han er forgældet, lever et nomadeliv i sin tourbus, er i konstant skænderi med sin ekskone Stacy (Molly Shannon) og tydeligt fremmedgjort fra sin søn Lance.
Han er med andre ord først og fremmest golfspiller, mens alt andet kommer i anden række. Derfor tænder udsigten til et comeback endnu engang en gnist i ham.
De største forcer ved serien er Will Ferrell selv og hans veloplagte sammenspil med Fortune Feimster, som agerer Hawkins’ nye caddie Sam, der hurtigt lærer at navigere i superstjernens uortodokse personlighed og mange skævheder, da hun selv er lidt af en oddball med en blakket fortid.
Selvom Hawkins indimellem føles lidt som et sammensurium af flere af Ferrells tidligere karakterer, formår han stadig at levere de sjoveste indslag. Som når han pludselig bryder ud i sporadisk dans eller når han i fuld alvor giver en peptalk til sin golfbold. Hawkins er samtidig et førsteklasses røvhul, der frem for alt er forelsket i sig selv og sit (set med egne øjne) gudsbenådede talent, og hvem spiller egentlig sådan en karakter bedre end Ferrell?
En sjov og campet gimmick er også, at der lyder et ørnekald flere gange i løbet af serien, når Hawkins fokuserer intenst under de forskellige opgør på golfbanen.
Derudover er ‘The Hawk’ fyldt med farverige, men desværre også relativt usjove biroller, der fylder for meget i forhold til, hvad de kan bære. Særligt Lance overspilles af Jimmy Tatro, og han formår ikke helt at byde Ferrell op til dans som ligeværdig scenepartner i de mange scener, de deler.
Normalt solide Molly Shannon rammer også skævt som den kalkulerede ekskone Stacy, mens David Hornsby retfærdigvis formår at stjæle showet som Stacys nye livspartner, den rige og slemt underkuede Radford.
Humoren svinger meget i kvalitet, hvilket gør serien til en ujævn oplevelse. Den står klart stærkest, når den selvbevidst gør grin med golfsporten og Hawkins’ selvbillede, men den sværger en anelse for meget til billige jokes om testikler, pis og erektioner, der føles ærgerligt letkøbte i forhold til det ellers fine udgangspunkt.
Kort sagt:
De største fans af Will Ferrell vil med garanti lappe de ti afsnit i sig med stor entusiasme, og ’The Hawk’ glimter da også i momenter med flere gode grin, men samlet set efterlades man med et ujævnt helhedsindtryk.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.