The Strokes’ ‘Reality Awaits’ vækker mindelser om rædselskoncert på Orange Scene
ALBUM. At lytte til ’Reality Awaits’ er på en måde den samme oplevelse som at se The Strokes spille Orange Scene på Roskilde Festival i 2022. Måske ikke helt den historiske nedsmeltning, som en del af os var vidne til på Dyrskuepladsen for fire år siden. Men der er fællestræk.
Det, der sjældent bliver nævnt, når man snakker om The Strokes’ skandalekoncert på Roskilde Festival, er, at bandet faktisk spillede ret godt. Det er nok en overdrivelse at sige, at de var i topform, men af et band, der havde sin storhedstid i starten af 2000’erne, var de en solid og velspillende enhed, hvor alle medlemmer kom til sin ret på hver sit instrument.
… selvfølgelig med undtagelse af forsanger Julian Casablancas.
Casablancas snøvlede sig igennem alle bandets ikoniske og genredefinerende sange, og han udnyttede alle hullerne imellem numrene til at ralle pinlige anekdoter om kaffefløde og om, at man ikke skal tro på sig selv, af. Der hersker ikke nogen tvivl om, hvem der var grunden til den historiske nedsmeltning, The Strokes leverede i 2022.
På samme måde er det tydeligt, hvem der er problemet på ’Reality Awaits’. For på det nye album er (resten af) The Strokes stadig en velspillede og sammentømret enhed – om end en anelse mindre inspireret end tidligere.
Åbneren ’Psycho Shit’ er en langsom og velspillet ballade med et crescendo i slutningen af sangen, der føles velfortjent og klimatisk, selvom den stadig lyder en smule af øvelokale. Man får lige en anelse af Albert Hammond Jr.’s ellers mesterlige guitarspil henimod slutningen, selvom det ikke er lige så veludnyttet, som bandet ellers er gode til.
Det samme kan faktisk siges om resten af albummet, rent musikalsk.
Manden, der opfandt autotune, havde en fortid i olieindustrien. Det var den dataanalysemetode, som blev brugt til at lokalisere oliereserver under vand, der endte med at danne grundlag for autotune. Selv med den baggrund fristes man stadig til at sige, at det mest ødelæggende, der er sket med netop den teknologi, er, at Julian Casablancas fik øjnene op for den.
Jo, det er vel meget sjovt at høre Casablancas vade atonalt rundt og – tror jeg – bevidst synge så skæve toner som muligt, imens hans stemme lyder som en robot, der er ved at løbe tør for strøm.
Men charmen går rimeligt hurtigt af den affekterede vokal, og det, man står tilbage med, er noget, der kunne have være et ganske anstændigt The Strokes-nummer, der desværre bare skulle pakkes ind i Casablancas’ vokale eksperimenter.
Der skal selvfølgelig også en del vokaleffekter til at dække over den tåkrummende lyrik, der gemmer sig på for eksempel ’Lonely in the Future’: »Weeknd, I like your outfit / YOLO, you only live once / Dude kept the beat ’As It Was’ / John Legend, that’s Josh Groban«.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Julian Casablancas og resten af The Strokes var spydspidser for en genrebevægelse, der var definerende for en tidsperiode i start-2000’erne. Men det her kan dårligt tolkes som andet end bevis for, at den status sagtens kan forfalde.
Da Daft Punk fejrede 10 års-jubilæum for ’Random Access Memories’, udgav de en version af albummet uden trommespor overhovedet. Jeg drømmer lidt om en lignende situation med ’Reality Awaits’, bare uden autotune.
Kort sagt:
The Strokes spiller jævn, om end en smule uinspireret, rockmusik på ‘Reality Awaits’. Desværre formår Julian Casablancas at tvære det ind i autotune, der bringer mindelser om bandets rædselskoncert på Roskilde Festival i 2022.