KOMMENTAR. Hvordan sikrer man som festival, at publikum vender tilbage år efter år?
Det handler ikke kun om at booke god musik. Der var eksempelvis mange solide navne på årets NorthSide, men som jeg tidligere har skrevet, er det ikke længere en festival, som musikentusiaster fra hele landet valgfarter til.
Men ved du hvilken festival, der det seneste årti har haft lineups af meget mere svingende kvalitet, men som alligevel bliver udsolgt hvert år, og hvor folk gerne tager langt for at deltage? Copenhell.
For det handler ikke kun om at booke gode navne. Det handler også om at booke navne, der får de samme mennesker tilbage. Ikke mennesker, der deltager, fordi det lige er den lokale festival, men mennesker, der for alvor kan identificere sig med den slags musik, der er på programmet.
En anden festival, der har lært den lektie, er O Days, der denne weekend blev afviklet på Sønder Hoved med hovednavnene Nia Archives, Disclosure, Sugababes, Overmono og Chase & Status.
I år kunne festivalen fejre femårs jubilæum, og det virker til, at den gennem de fem år har opbygget et publikum, der vender tilbage år efter år, og som aktivt identificerer sig med den profil, festivalen kredser sig om.
Mere end musikken
På papiret kunne O Days ikke være længere fra Copenhell. Musikprofilen kredser om elektronisk musik, electropop og – særligt i dagtimerne – mere loungede navne såsom dette års Bremer/McCoy, Mona Moroni og Σtella.
En relativt stramt kurateret musikprofil indsnævrer selvfølgelig udvalget af store, turnéaktuelle headliner-muligheder hvert år, men det gør så meget godt på den lange bane.
Det gør, at folk møder nysgerrigt op og ser koncerter, de ikke ellers ville være taget til. Det gør, at folk har lyst til at blive, selv når vejret truer med at aflyse førstedagens hovednavn (der endda var kommet med på et afbud), hvilket gjorde det så meget desto mere særligt, da Chase & Status fik lov til at gennemføre deres headliner-show på den mere intime Orangerie-scene.
At O Days har fundet et loyalt kernepublikum, afspejles også i, at man tit kan kende en O Days-gæst allerede i metroen – ligesom man kan genkende Copenhell-folket på deres battlevests og nitter.
O Days-gæster er nemlig umanerligt velklædte. Publikum gør så meget ud af deres beklædning, at en kammerat, der aldrig tidligere havde gæstet O Days, allerede tidligt på førstedagen bemærkede til mig: »Jeg troede, at Copenhagen Fashion Week først var i næste uge«.
O Days gør tilsvarende meget for at imødekomme dette publikum, der sætter pris på, at alting er lidt ekstra lækkert. Standard-fadøllen er ikke en Tuborg eller en Royal, men derimod en Kronenbourg 1664. De indleder desuden hvert år et samarbejde med en dansk kunstner fra årets plakat om at udvikle en specialøl til årets festivalprogram – i år var det Elsked, og tidligere har både When Saints Go Machine og Debbie Sings fået turen.
Også udvalget af boder reflekterer segmentet, der bliver kurateret for. Der er østers, kombucha, bobler og min personlige favorit: en smørrebrødsbod, hvor man endda kan få snaps til sin mad. Det er godt nok noget andet, end det man normalt forbinder med et festivalmåltid.
Det hører så også med til historien, at O Days er en af de dyrere festivaler at være på, og festivalen har allerede sat prisen hele 400 kroner op til næste års early bird-partoutbillet. Men det kan næppe overraske, når Live Nation er en af arrangørerne. De samme urimelige priser har også i mange år været den mindst vellidte del af Copenhell, som Live Nation også står bag.
Helt uhørt måtte man i øvrigt ikke medbringe en tom pantflaske til at fylde vand på, selvom solen bagede ned.
Mere som det her, tak!
Det gør dog virkelig en forskel, når man kan se vidt fremmede i øjnene og vide, at vi begge er her, fordi vi er glade for det, O Days har i sinde at repræsentere. Vi er her ikke bare på grund af byen, vi bor i, og vi har ikke valgt O Days frem for Grøn, fordi tre festivaldage er bedre end én.
Vi er her, fordi vi er en del af et interessefællesskab, og fordi vi sætter pris på den samme kultur. Når koncerterne sluttede hver nat, var der flere natklubber, hvor O Days havde sørget for, at der ville være rabat med et festivalarmbånd, og festivalen havde endda arrangeret officielle afterparty-sæt på spillestedet Poolen alle tre nætter. På den måde sætter O Days sig direkte i dialog med den klubkultur, der i forvejen præger deres bookinger.
Det er den slags tiltag, der gør, at der er en kultur omkring festivalen. Der er alt for mange danske festivaler, der nærmest ikke har en egen identitet, og som booker The Minds of 99, Nik & Jay, Suspekt og så fremdeles år efter år, fordi de forventer, at det træfsikkert får publikum til at møde op.
Men det er så også et publikum, der ikke vender tilbage, hvis du ikke booker deres favoritter året efter
Vi trænger til flere festivaler som O Days. Og det er måske ved at ske? I 2024 søsatte folkene bag Distortion og Karrusel den Aarhus-baserede elektroniske festival Kaleido, der med sin inklusion af traditionel livemusik minder mere om O Days end om arrangørernes andre foretagender.
Men i det hele taget trænger vi til flere festivaler med skarpe musikprofiler. Med henblik på, hvor stor en viral sensation Rolling Loud er, undrer det mig stadig, at der ikke er nogen stor aktør, der har prøvet at søsætte en større dansk hiphopfestival siden … 2018?
Jeg tror, sådan et arrangement ville kunne tiltrække et publikum, der ville være lige så dedikeret, og som – ligesom O Days – efter blot få år bør være i stand til at tiltrække virkelig store headlinere.
Find hele Soundvenues dækning af O Days HER.