Frankie Rose

Frankie Rose har en fortid i Crystal Stills og Dum Dum Girls, men disse ensemblers excelleren i postpunk og garagerock er fraværende på Roses soloudspil, hvor der værnes om en fyldig 80’er-lyd med elementer af dreampop og The Cure i deres mere poppede stunder. Rose fraserer desuden med en kølig og drømmende stemme, ikke ulig Elizabeth Fraser fra Cocteau Twins.

Der er umiddelbar og virkningsfuld fremdrift på ‘Into Blue’ og ‘Heaven’ med svævende synthesizere, markante basriffs og tremolo-guitar, ligesom ‘You For Me’ med pumpende trommeslag og Roses multi-trackede rumklangsvokal står for en flot åbning. Der gives også point til den smukke og melankolske ‘Cliffs as High’ med piano og flotte strygere, og den new wave-friske ‘Streets of Dreams’ er givetvis albummets mest iørefaldende sang.

Læs anmeldelse: Frankie Rose ‘Interstellar’

På trods af de lovende takter har Rose dog svært ved at finde personligt fodfæste. Hun flakker for ofte retningsløst rundt i et lydunivers, som tidligere er blevet sublimt udnyttet af The Cure. For at mænge sig i et sådant selskab, skal man have virkeligt gode sange og her kommer newyorkeren desværre til kort. På ‘The Depths’ og ‘Question Reason’ er man nær ved at ringe til musikpolitiet med begrundet mistanke om direkte plagiat af Robert Smith og kompagni.

Mange af melodierne fremstår som skitser på en palet, hvor der efterlyses flere nuancer og mere personlighed, og de luftige arrangementer sender Roses sange til vejrs som lette luftballoner. Man kigger på dem, mens de svæver forbi, men glemmer dem også, når de er fløjet bort.