Frankie Rose

Frankie Rose fra Brooklyn har siden sin halvandet år gamle, selvbetitlede debut skrællet backingbandet The Outs væk. Måske er det en indikator på at en kontinuitet er slut og en anden tager sin begyndelse. I hvert fald er der mange mentale kilometer fra de tilfuzzede og larmende, retrofikserede hjørner af rocken, Rose besøgte sammen med Vivian Girls, Dum Dum Girls, Crystal Stilts og under egne faner til lyden af ‘Interstellar’. Kontrasten er som at se gamle, emaljerede og let rustangrebne madkasser ved siden af et flunkenyt, fint eksemplar i klinisk børstet stål.

Plastiske og klassiske, englebevingede vokalharmonier svæver her under katedralhvælvinger af rumklang, og Rose har for alvor omfavnet synthesizeren i sin sangskrivning. Resultatet er et pastoralt glitrende og nærmest sci-fi-soundtrack-klingende album. Titelnummeret åbner med et bragende smukt eksempel på, hvordan drømmepop kan blæses op til stadionskala. Numre som singlen ‘Know Me’ og ‘Daylight Sky’ er næsten straight-up new wave, med virkelig gode hooks som blikfang, og så kan man trække på smilebåndet over små detaljer i et nummer som ‘Gospel/Grace’, hvis organiske baslinje afløses af en kunstigt brummende squarewave-synth i omkvædene.

Men new wave kammer til tider over i new age. De percussionløse ‘Pair of Wings’, ‘Apples For the Sun’ og ‘The Fall’ falder delvist igennem som værende lidt for simple, uvedkommende og overfladiske afstresningsballader, hvor intentionen måske har været, at de skulle være meditative og hypnotiserende. I sidste ende slår de lidt luften ud af albummets anden halvleg og sikrer, at helhedsvurderingen ikke når højere op end et høfligt ‘udmærket’.

Frankie Rose. 'Interstellar'. Album. Slumberland.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af