’The Dog Stars’: Ridley Scotts dommedagsfilm er en underlig fantasi om Amerika
FILM. Hvis du havde overlevet en dødbringende virus og nu var en af de få overlevende efter civilisationens kollaps, ville du så spilde en dunk benzin på at brænde et lig fra en fremmed, du lige havde skudt?
Selvom du kan tage på forsyningsture ind til byen og suge benzin op fra de store tanke på en benzinstation, må du da stadig have en fornemmelse af, at det er en begrænset ressource? Alligevel ser vi igen og igen hovedpersonerne pøse benzin ud over døde mennesker.
Og det er bare én af de ting, jeg ikke forstår ved ’The Dog Stars’, Ridley Scotts nye postapokalyptiske drama.
Når klassiske western-temaer optræder i film, der foregår i nutiden, bliver de beskrevet som neo-westerns. ’Sicario’, ’Hell or High Water’, ’Wind River’, ’No Country for Old Men’, ’A History of Violence’. Ensomme helte. En kamp for retfærdighed. Søgen efter hævn. En videreudvikling af western-genren.
’The Dog Stars’ tager skridtet videre – og så et loop tilbage – og forestiller sig en fremtid efter civilisationens sammenbrud, der minder meget om Det Vilde Vesten, sådan som den tid er blevet glorificeret i talrige klassiske westerns.
Det er en verden, som ligger – næsten – øde som følge af en dødelig influenza-virus. Alligevel kan man ikke kalde det et dystopisk fremtidsscenarie. De overlevende har det simpelthen for godt. Det er næsten perverst, så godt de har det, nu hvor alle svæklingene er døde. Det gælder i hvert fald for Hig og Bangley (Jacob Elordi og Josh Brolin).
Jovist, de sørger over deres familiemedlemmer. Den unge Hig mistede sin gravide hustru, og selvfølgelig er livet uden moderne bekvemmeligheder ikke en dans på roser. Hig drømmer om, at der findes et sted derude, hvor der er håb, og hvor han ikke skal føle sig så ensom. Det hjælper heller ikke, at deres eksistens trues af sultne overlevende, der vil stjæle fra dem.
Og der går rygter om en brutal bande, der hærger gennem landskabet og truer de små, isolerede samfund, hvor gode, anstændige ny-nybyggere har formået at skabe sig et hjem.
Hig bor på en lille flyveplads uden for Denver, Colorado, sammen med den aldrende prepper Bangley, der lidt for tydeligt nærmest har glædet sig til civilisationens kollaps, så han kunne bruge sine våben og solceller. Fra sit udkigstårn overvåger han vagtsomt sit territorie og sender en kugle for panden i det sekund, en fremmed træder ud af skovbrynet.
Hvis Hig udfordrer ham og siger, at nogle af de stakkels intruders måske ikke er en trussel, insisterer Bangley på, at man er nødt til at skyde først og ikke stille spørgsmål.
Filmen har enormt svært ved at blive enig med sig selv om, hvem der har ret. Meget hurtigt bliver det demonstreret, at Bangley gør det rigtige ved at meje indtrængere ned. Som NRA siger, så er det eneste, der kan stoppe en ond person med et gevær, en … god person med et gevær. Hvis de frådende bander trænger ind, mister vores helte alt, hvad de har bygget op.
Samtidig vil Hig forståeligt nok ud og se, om ikke der er mere at komme efter i denne verden end at bruge hver aften på at spille poker med Bangley om ubrugelige bundter af pengesedler.
Undervejs på sin rejse lærer Hig, at der heldigvis er andre gode mennesker derude: Guy Pearce og Margaret Qualley far-datter-duo, der måske har mere brug for ham, end især førstnævnte vil erkende. Men mest af alt lærer han, at fremmede mennesker er farlige.
På et tidspunkt kommer der en lille politisk stikpille, da det bliver nævnt, at nogle børn fra en kristen lejr er døde af mæslinger, og »vi er for længst løbet tør for vacciner«. På tragisk vis ligger premieren for filmen få dage efter nyheden om to ikke-vaccinerede menneskers død på grund af mæslinger i Pennsylvania.
Jeg ved ikke, om det kan give noget ballade om filmen, men jeg tror det ikke, hvis andre får den samme fornemmelse af politisk piskesmæld af at blive kastet rundt mellem modstridende budskaber.
Mest kritisk er filmens næsten ekstreme kassetænkning i beskrivelserne af de gode og de onde. På et tidspunkt forsøger de gode at slippe væk i et lille fly i tide, inden de overmandes af de onde, som kaster sig op og hænger fast på flystellet. De onde er stylet som klassiske western-indianere i næsten tragikomisk grad.
Hvorfor angriber de hovedløst flyet og lader sig skyde ned af de bevæbnede passagerer, når de allerede har kapret forsyningerne? Det må vel være det, det handler om? Mad og medicin. At overleve i en verden, hvor du måske ikke ser andre udveje end at stjæle fra andre?
Men hvorfor så nærmest kaste sig i døden, når du nu er en af de heldige overlevende, der ikke blev taget af virussen? Det giver ingen mening, udover at disse ”onde” mennesker skal fungere som modstandere og skydeskiver for vores helte, så deres flugt bliver mere dramatisk.
Scenen mindede mig om en anden kampscene i en Ridley Scott-film, der også gav mig en dårlig smag i munden. Den langvarige flugt og kamp i ’Black Hawk Down’, hvor sorte, anonyme modstandere kommer løbende som kanonføde og bliver mejet ned af de amerikanske soldater, som kæmper for at slippe ud af Mogadishu i live. Der er nul interesse i at se konflikten fra flere sider, og perspektivet er snævert som en first person shooter.
’The Dog Stars’ ender som en underlig start-forfra-fantasi for Amerika. Et fremtidsscenarie, hvor Amerika bliver sendt tilbage til det vilde vesten, hvor verden var til at forstå, og hvor du kunne skabe din egen lykke på et lille stykke land, hvis bare du havde våben nok til at forsvare det.
En fantasi, der ikke tager højde for, at livet som selvforsynende bønder er meget hårdere, end vi forestiller os. Det er opslidende, ryg-nedbrydende, monotont arbejde fra solopgang til solnedgang, og der skal kun en enkelt fejlslagen høst, et inficeret sår eller en nat med voldsomt vejr til at sende dig og din familie ud i sult og sorg.
På en af filmens plakater finder vi taglinen: »At the End of the World, No One Survives Alone«. Men det gælder tilsyneladende kun for den lille gruppe af mennesker, som du deler verdensopfattelse med. Alle andre er farlige fremmede.
På den måde spejler ’The Dog Stars’ samtiden ret præcist, men det er ikke en kompliment til filmen.
Kort sagt:
Ridley Scotts postapokalyptiske nye film vil både være håbefuld og dystopisk, nervepirrende og tænksom, psykedelisk og nede-på-jorden. Selv ikke en mester som Scott kan blande alle disse retninger sammen til en meningsfuld historie.