’Den hemmelige kvinde’: Ny dansk Netflix-thriller er skæmmet af karikaturer
FILM. Danmark og Netflix har flere gange vist sig at være et ganske udmærket match.
Se bare vellykkede serier som creep-krimien ’Kastanjemanden’, eat the rich-succesen ’Reservatet’ og den internationalt appellerende ’Legenden’, hvis anden sæson er på trapperne med ingen ringere end Sidse Babett Knudsen som glædelig tilføjelse.
Men selv gode partnerskaber kan have dårlige dage – og levere undervældende indhold.
Sådan en er thrilleren ’Den hemmelige kvinde’ desværre. Og selvom den faktisk er markant bedre end instruktør Barbara Topsøe-Rothenbergs første Netflix-film, ’Kærlighed for voksne’, er nyeste skud på stammen tilsvarende skæmmet af karikaturer og overdreven brug af ildevarslende virkemidler.
Det hele skal jo gerne være ekstremt neglebidende og dramatisk, ik’?
Smukt ser det ellers ud, da vi på en lille norsk ø møder en beskeden caféejer ved navn Louise (Natalie Madueño). Tror hun.
Efter for et par år tilbage at være blevet fundet bevidstløs på en stor båd har hun nemlig lidt af hukommelsestab og har derfor kun kunnet fortælle ualmindeligt lidt – eller faktisk slet ingenting – om sin fortid eller identitet til den ekstremt søde norske ordkunstner og striksweater-kæreste (Pål Sverre Hagen).
Ingen af dem ved derfor, at hun i virkeligheden hedder Helene og allerede er gift med en anden mand – en rig iværksættertype, der går i jakkesæt og hedder Edmund med blødt d (Claes Bang).
Men da a blast from the past i form af en tidligere kollega tilfældigt (?) finder hende, må hun vende tilbage til Danmark, sit ægteskab og den otteårige søn, hun åbenbart også har. Både han og den lettere forvirrede hovedkarakter spørger: Hvad i al verden er der dog sket?
Bare rolig, det skal nok blive fortalt. Ty-de-ligt. For gennem pludselige flashbacks – og med hjælp fra den norske førsteelsker, der i total hjertesorg leger privatdetektiv – begynder Helene at genvinde hukommelsen og stykke et handlingsforløb sammen. Et ganske gruopvækkende et, fyldt med toksiske relationer og hård kriminalitet i alle mulige gyselige former.
Jeg gætter på, at skaberkræfterne (muligvis med rette) har frygtet, at vi skulle falde i søvn eller second screene os lidt for hårdt gennem de alt for lange to timer. For i whodunnit-fortællingen – der er en filmatisering af en Anne Ekberg-roman – løses de utallige gåder ved, at skurkene på skift overartikulerer deres onde planer, så hverken den forslåede hovedperson eller seeren er det mindste i tvivl om motiv eller fremgangsmetode.
Det var ellers ikke nødvendigt, for man når skam at regne det hele ud undervejs. Der er nemlig ikke noget nævneværdigt nyt eller oprigtigt overraskende ved ’Den hemmelige kvinde’, der forfalder til krimiklichéerne uden at diske op med red herrings, der rent faktisk bider på.
Der er dog lyspunkter.
Filmens tematiske lag, der blandt andet berører trafficking og (kvinde)livets mange farer, er spændende – sågar bevægende indimellem. Man kan gå så langt som til at mene, at det er mere end seværdigt at overvære et ubehageligt portræt af, hvor ødelæggende daglig manipulation og mommy issues kan være – og hvordan umyndiggørende psyko-adfærd desværre er socialt accepteret i visse/skræmmende mange kredse.
Og netop i dette mørke finder Madueño prisværdige facetter med flair for det melodramatiske. Bare virkelig ærgerligt, at hendes ellers fine præstation drukner i overspil og utroværdig replikføring fra store dele af det øvrige cast, og at filmen ender som en ujævn parodi.
Præcis som med den biografaktuelle ’Dobbeltspil’ kan jeg kun honorere den nye ambition om at skabe kuldegysende danske parforholdsthrillere.
Jeg venter dog fortsat på én, der mestrer genren.
Kort sagt:
Netflix laver fede ting i Danmark. ’Den hemmelige kvinde’ er desværre ikke en af dem.