’The Whisper Man’: Netflix’ spændende seriemorderthriller lægger ikke skjul på sine inspirationskilder
FILM. ’The Whisper Man’ er bestemt ikke James Ashcrofts mest originale bedrift.
For den pris tager indtil videre den newzealandske instruktørs anden film, ’The Rule of Jenny Pen’. Gyseren fra 2024 udspiller sig på et plejehjem, hvor John Lithgow med en creepy hånddukke terroriserer resten af beboerne i et modbydeligt magtspil.
De fleste motiver og scenarier er heroverfor meget genkendelige i Ashcrofts nye film, der har Netflix og Russo-brødrene i ryggen. For både når det kommer til stil og plot trækker seriemorderthrilleren ’The Whisper Man’ tydeligt på nogle af 90’ernes største forbilleder i genren.
Mens hovedpersonerne optrevler spor fra en 30 år gammel sag, tænker man som publikum tilbage på de omtrent lige så gamle filmklassikere ’Silence of the Lambs’ og ’Seven’. Undervejs får filmen ydermere et strejf clairvoyance a la ’The Sixth Sense’.
Alligevel har Ashcroft begået sin hidtil mest spændende film. Det er også hans klart mest profilerede projekt, med et imponerende hovedcast bestående af Robert De Niro, Adam Scott, Michelle Monaghan og Michael Keaton.
Fortællingen foregår i den lille by Garretton, hvor en morder er begyndt at dræbe drengebørn. Hans metoder er præcis de samme, som seriemorderen Frank Carter (Keaton), kendt under tilnavnet The Whisper Man, brugte tre årtier forinden. Men det kan ikke være ham, der begår drabene, for han sidder fængslet på livstid.
Lighedstrækkene får alligevel efterforsker Amanda Beck (Monaghan) til at hive fat i den nu pensionerede kollega Peter Willis (De Niro), der i sin tid fangede Carter. Han indvilliger efter nogen tøven i at bistå efterforskningen. Det gør han ikke mindst, fordi en af de kidnappede drenge i den nye sag er hans eget barnebarn, Jake, der lige er flyttet til byen med sin far, Tom Kennedy (Scott), efter moren Rebeccas alt for tidlige død.
Dystre kælderrum, regnvåde nætter, lig i skovbunden og oversete børn, der drages af en muligvis overnaturlig kraft – filmen er spækket med scener og miljøer, som vi har set før. Gør det ’The Whisper Man’ til en kedelig kopi? Eller en nærmest fornøjeligt nostalgivækkende pastiche? Jeg hælder til sidstnævnte.
I stil med ’Silence of the Lambs’ skal vi selvfølgelig også besøge den oprindelige hviskemand i fængslet. Keaton formår ikke som Frank Carter at overgå Anthony Hopkins’ isnende Hannibal Lecter (hvem kan også det?), men hans skælmske fremtoning gør alligevel urovækkende indtryk.
Carter giver effektivt modspil til Peter, som han føler, han har et slags bånd med. »Mænd som os har ikke venner«, siger han til eks-efterforskeren, der i sin tid vandt katten-efter-musen-jagten, men alligevel stadig synes mentalt fanget af morderens ord og gerninger.
Der er mange grusomme elementer med i ’The Whisper Man’. Alligevel er den faktisk endt som Ashcrofts mindst afstumpede film efter den barske hævnfilm ’Coming Home in the Dark’ og førnævnte plejehjemsgyser.
For sideløbende med det drabelige mordplot dyrker filmen også de menneskelige relationer, der gennem flere år har lidt mange tab og knæk.
Afstanden mellem Tom og Jake er vokset og vokset efter Rebeccas død. Det samme er Toms alkoholforbrug. Han har svært ved at forstå sin søn, der bliver ved med at tale med usynlige fantasivenner, og deres sidste samtale inden bortførelsen var et skænderi.
»Han må have følt sig så alene«, siger Tom, og man mærker hans knugende fortrydelse. Ufrivilligt er han blevet en spejling af sin egen fraværende far, der på lignende vis begravede sig selv i arbejde og alkohol.
Kan man hele såret fra en opvækst præget af svigt? Det spørgsmål får både håbefulde og voldsomt ubehagelige svar i ’The Whisper Man’.
Kort sagt:
Seriemorderfilmen ’The Whisper Man’ lægger ikke skjul på, at 90’er-klassikere som ’Silence of the Lambs’ og ’Seven’ har været store inspirationskilder. De genkendelige elementer er imidlertid sat sammen til en både underholdende og menneskelig fortælling om dysfunktionelle far-søn-relationer.