’Spa weekend’: Chicks before dicks-komedie er 57 versioner af den samme platte sketch

’Spa weekend’: Chicks before dicks-komedie er 57 versioner af den samme platte sketch
'Spa Weekend'. (Foto: Nordisk Film)

FILM. Jeg havde faktisk glædet mig. Sådan ægte.

En trailer med en Jessie J-sang fik mig ligesom i stødet – og desuden kan man sagtens lave herregrineren fjollefilm om venskaber.

Se bare drengerøvsfranchisen ’The Hangover’ og diarréfesten ’Bridesmaids’.

Men den nye chicks before dicks-sag ’Spa Weekend’ er ikke i samme liga som disse nyklassikere. Som i slet ikke.

For præcis som i deres kedelige ’Bad Moms’-film satser instruktørerne Jon Lucas og Scott Moore på musikvideo-æstetik og laveste fællesnævner, og resultatet er en undervældende komedie om nogle overprøvede veninder.

De enten kæmper med en uduelig mandebaby som chef eller sørger over en nylig skilsmisse, men for at fejre Janes (Leslie Mann) fødselsdag – og for at snuppe et velfortjent frikvarter fra deres respektive bøvl – tager de på et spaophold.

‘Spa Weekend’. (Foto: Nordisk Film)

Mere eller mindre planlagt dukker den skødesløse og småkriminelle fjerdeveninde Mel (Isla Fisher) også op til mere eller mindre begejstring hos de andre. Og herefter bliver alt sindssygt, når de begynder at smadre alt fra dyre krystaller til årelange karrierer, mens de kuvøseguffer sig igennem kurbadets unge staff.

Kaos, mudder og Magic Mikes i forgyldt undertøj følger.

Men tempoet er for overgearet, historien for ujævn, og selvom uoriginalitet ikke nødvendigvis er en kunstnerisk dødssynd, bliver det hurtigt et problem, når filmen føles som 57 forskellige versioner af den samme platte sketch.

Castet er egentlig nice og byder yderligere på ’Scary Movie’-darlingen Anna Faris og den sassy stand-upper Michelle Buteau. Særligt sidstnævnte – der også imponerede i det vellykkede bff-værk ’Babes’ – har heldigvis personlighed nok til at give hendes figur lidt mere liv og hjerte, end manuskriptet umiddelbart tillader.

‘Spa Weekend’. (Foto: Nordisk Film)

Mellem gnocchi lavet af lækre yogier stopfodres de fire, flade arketyper med generiske replikker om, at man skal huske at værdsætte og prioritere alt det platoniske. Også efter man har anskaffet sig familie og fordelagtige huslån.

Nobelt, ja. Problemet er bare, at ’Spa Weekend’ rigtignok fortæller os, hvor forbundne veninder er, men aldrig viser os det. Det er derfor svært at investere sig helt i relationerne eller blive egentligt ramt, når de henholdsvis hepper eller går amok på hinanden.

Apropos amok: Jeg synes normalt, at hotmess-damer med tasken fuld af dildoer og coke kan være ganske charmerende, men Mel er irriterende, at det slet ikke er sjovt.

Der er faktisk ikke sådan synderligt meget, der er ægte sjovt i denne komedie. Jeg tror først, jeg semi-fnes under den obligatoriske fraklipsmontage, hvor der faldt en joke om et muligt faderløst gedebarn.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men der er da muligvis heller ikke så meget muntert ved at være en 40-something kvinde. I al fald ikke hvis vi spørger den lidt for lange film og de seneste års raserende mental load-debatter, som den tapper ind i.

Utroværdig leg med fængselsdomme og det amerikanske retssystem – og noget, der rimer lidt på nervesammenbrud – er et forventeligt klimaks, der skal forsøge at bevise, hvor galt det hele kan gå. Og det er ikke just et kønt syn.

Så selvom jeg synes, det virker helt gak, at vi i selvoptagethedens æra skal have endnu mere fokus på os selv, kan det da godt være, at komedien har ret, når den konstant prædiker, at moar altså skal have flere orgasmer og flere pauser.

Jeg ville dog aldrig frivilligt bruge min selfcare’ende ’mig mig mig’-tid på det overpolerede, men ekstremt stressende spaophold. Og jeg ville seriøst heller ikke bruge den på det her trættende cirkus af en film.


Kort sagt:
Se noget andet.

‘Spa Weekend’. Spillefilm. Instruktion: Jon Lucas og Scott Moore. Medvirkende: Leslie Mann, Isla Fisher, Michelle Buteau, Anna Faris. Spilletid: 93 minutter. Premiere: I biografen 10. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af