’Rivalerne’: Vi er fem minutter i sæbeopera i TV 2’s kringlede nye dramaserie
SERIE. Den gode lokale konflikt kan være genialt tv. Er du i tvivl, så se det pragtfulde og tankevækkende doku-mesterværk ’Balladen om kolonihaven’.
Og i denne polariserede tid, hvor det rigtignok kan føles, som om der er lige så langt mellem naboer, som der er mellem by og land(brug), er det godt med lidt public service, der viser det, der deler os – men også det, der forhåbentligt samler os.
Nyeste bud er TV 2’s dramaserie ’Rivalerne’, hvor vi følger biologen Karen (Johanne Louise Schmidt) – en slags 40-årig, dansk Greta Thunberg, der kæmper for klimaet og vil genoprette Elverkildes gamle åløb ved at fjerne byens ikoniske vandværk.
Projektet, der splitter lokalsamfundet – og familien.
Villahusejerne langs åen risikerer at få vand og problemer helt ind på egen grund, mens Karens svoger, den jakkesætsbærende finansmand og bykonge Carl (Lars Mikkelsen), vil mærke både professionelle og private konsekvenser.
Troede man ikke, at husfreden var akavet og giftig nok, vender en tragedie op og ned på hverdagen og efterlader Karen og hendes fem (!) børn i en grådkvalt situation.
Med dette som tungsindigt anslag leverer ’Rivalerne’ en fortælling om sorg. Og om sygdom. Og om magt, korruption, miljø- og kontorpolitik.
Ja, man skal holde tungen absurd lige i munden for at følge med i de mange, mange tematiske lag og endnu flere sidehistorier, der præsenteres i seriens første tre afsnit. Og det kræver sit.
For trods en tydelig ambition om gispende drama og spænding bliver den kringlede og til tider lidt ulogiske affære aldrig rigtigt medrivende eller interessant.
Modsat sidste års glimrende succes ’Danefæ’, der ligeledes beskæftiger sig med familiestrider og alt det, provinsens natur gemmer (og hvis anden sæson jeg glæder mig til), når man nemlig aldrig helt at kere sig om karaktererne og deres interne konflikter eller hovedmål.
Jeg er for eksempel ret ligeglad med det dna-togt, graverjournalisten Robert (Jens Albinus) har gang i. Han er netop flyttet til den lille landsby for at lede efter sin tidligere slægt – og for at arbejde på lokalavisen, hvor stedets strenge, strenge redaktør blandt andet beordrer den velrenommerede journalist til at dække lilleputkampe.
Men Robert er en blodhund for den gode historie, og da han begynder at opsnappe noget mistænkeligt blandt byens spidser – herunder den lumske Carl, hvilket får stor betydning for Karens idealistiske mission – satser han både sit job og forholdet til sin sassy københavnerdatter, som han har hevet med til vestkysten.
Og her er rigtignok smukt og turistvenligt. I en (lidt for) blåtonet colorgrading indfanges Danmarks billedskønne landskab med instruktør Roni Ezras klimatossede insisteren på at vise os det, folk enten vil beskytte eller drive rovdrift på.
Et ganske udmærket lærred for gode skuespillere at udfolde sig i. Og de er gode. Jens Albinus og Lars Mikkelsen leverer som altid stærke, nuancerede mandeportrætter, og Johanne Louise Schmidt, der hidtil har excelleret som andenviolin, åbenbarer sig som en betagende hovedrolleindehaver.
Men selv det solide trekløver kan ikke ændre på, at manusforfatteren Anders Rønnow Klarlunds utallige storladne monologer om sammenhold og daddy issues føles, som om vi er fem minutter i sæbeopera eller, endnu værre, i tidligere TV 2-produktioner a la ’Sommerdahl’.
Man kan håbe, at seriens anden del forløser mere, end den forvirrer, og at vi slutteligt sidder med en somewhat forståelig øko-kritisk historie om menneskers relationer til hinanden og naturen. Men jeg tvivler.
Så ja. Konflikter kan være genialt tv. Men det er ’Rivalerne’ ikke.
Kort sagt:
Skuespillerpræstationerne er gode og emnerne prisværdige, men TV 2’s nye dramaserie er så rodet og ujævn, at man ikke helt magter den.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.