’Danefæ’: Lene Maria Christensen brænder igennem skærmen i TV 2’s vedkommende nye dramaserie
Bag enhver mand står der efter sigende en stærk kvinde.
Men på alle snørklede veje rundtom en stærk kvinde står der i ny og næ (læs: historisk set meget, meget ofte) en afstumpet mand, som nedgør, glemmer, patroniserer og stopper hende i personlig udvikling og faglige sejre.
Uh, lød jeg lige a wee bit bitter der?
Det er muligt, men berettiget, og er du ikke også allerede fortørnet, bliver du det efter at have slugt Lars K. Andersens nye TV 2-serie ’Danefæ’, der skarpt dissekerer køns(mis)forhold og skyggepositioner.
Der er nu ellers primært lys og sol på det Fyn-lokerede og stokrosede landsted, hvor ægtefolket Esther (Lene Maria Christensen) og Michael (Anders W. Berthelsen) bor og drikker espresso af dyre guldbelagte fingerbøl. Udover god feinschmeckersmag deler de to skønne børn og den fornemme titel som arkæolog.
Ah ja, det klinger da næsten lige så vidunderligt som det hornorkester, der i første af seriens i alt seks afsnit spytter sig gennem ’Yes Sir, I Can Boogie’ til parrets sølvbryllup.
Men trods discobangers i interessante trutversioner og kreativ middelklasse-idyl fanget af et sanseligt kamera fornemmer man hurtigt, at der lurer noget under den velbørstede overflade.
For Michael, der er direktør for Nationalmuseet, hvor han arbejder på en stor og politisk imødeset Harald Blåtand-udstilling, har hapset de fondsmidler, som Esther havde søgt til et (feministisk) drømmeprojekt på et mindre vikingmuseum i Ladby.
Kæmpe douchebag move. Altså … kæmpe!
Faktisk så grandiost og overvældende, at det bliver starten på heppeværdige frigørelsesprocesser og store mængder af hemmelighedskræmmeri, og uagtet at miniserien ikke er lige så fuld af dødbringende junglestier og nazi-sympatiserende fjender som ’Indiana Jones’-franchisen, forvandles denne danske arkæologfortælling til et (følelsesmæssigt) actionpacked drama, hvor fortiden på alle måder spøger.
For mens karaktererne graver efter danefæ, graver skaberkræfterne efter antikke magtkampe og omsætter dem til rettidige parforholds- og ligestillingsproblematikker – og til et moderne helteepos om ét menneske mod massen/pressen.
Man behøver derfor ikke nødvendigvis være synderligt optaget af levn fra yester-yesteryear eller Haralds mugblå tænder, førend TV 2’s nye satsning virker medrivende og vedkommende – selv vikingetidsforskrækkede typer kan blive fans.
Med hjælp fra spændingselementer og overlegen visuel lækkerhed støves seerens fossilentusiasme dog automatisk af undervejs, og man begejstres derfor næsten u-proportionelt voldsomt, når Ester gør sig et yderst sjældent fund.
Ét der (sammen med æren) gradvist lirkes ud af hænderne på hende.
For hvem har egentlig ejerskab over den danske jord og alle dens skatte? Og hvem har (fortæller)retten over den danske historie og alle dens medvirkende?
Det debatterer serien nuanceret, og det er både underholdende og lærerigt at lytte med.
That is, når man ikke får Michael i Anders W. Berthelsens skikkelse til at svare på ovenstående.
Den mansplainende patriark, der har lige så mange veste som Lars Boje Mathisen og et lige så stort ego som et vist Tesla-stiftende pattebarn, kommer i al fald ikke med bud, vi ikke allerede har hørt og slået os på.
Lykkeligvis advokerer ’Danefæ’ for, at vi skal vende blikket og øret mod alt det underfortalte – og mod den suveræne Lene Maria Christensens Ester.
Andet er faktisk svært. For hun stjæler både fortidsartefakter og scener, og selvom det resterende cast leverer overbevisende præstationer, er skuespilstjernen 400 procent dramaets mangefacetterede money maker.
Med skidt og viljestyrke under neglende, og en vekslen mellem sorgmod og ild i øjnene, brænder hun igennem skærmen, og det er en vaskeægte fornøjelse at se den sympatiske hovedkarakter transcendere fra underkuet andenviolinist til en potent modstandsfigur, der stolt bærer egen autonomi og autoritet – og et ansvar for at gå til kamp mod den (misforståede) kvindelige ikkeeksistens.
For det er muligt, at de omkringstående mænd gør liv og arbejde møgbesværligt for denne stærke heltinde. Men under fødderne på hende ligger vilde bedrifter og kradsbørstige søstre.
Det (og de) er værd at skrive historie om – og så sandelig også værd at bruge sin søndagsserietid med.
Kort sagt:
TV 2’s nye arkæologserie er et æstetisk smukt og velspillet drama om fortid, nutid og køns- og parforhold.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.