KOMMENTAR. May el-Toukhys ‘Kvinde ukendt’ var allerede en sensation på filmfestivalen i Venedig, inden den overhovedet fik premiere.
Alligevel var det over al forventning, da det hele kulminerede med ikke blot én, men to priser, da festivalen rundede af med uddelingen af Guldløven, som en dansk film kunne tage med hjem for første gang siden 1955, hvor Carl Th. Dreyers ‘Ordet’ løb med statuetten.
‘Kvinde ukenddt’ nuppede hovedpræmien foran andre favoritter som den sydkoreanske mester Lee Chang-dongs ‘Possible Love’ og dokumentaren ‘Naza’, hvor IDF-efterretningsfolk blotlægger strukturerne bag Israels drab på civile palæstinensere. De fik så i stedet to af de andre prestigefyldte statuetter.
Derudover vandt Mathilde Arcel Volpi-prisen for bedste kvindelige skuespilpræstation for rollen som stuepigen Marie, der i maj 1945 står på tærsklen af et nyt liv som direktørfrue i et endeligt frit Danmark, men kan miste det hele, hvis en hemmelig fra krigen slipper ud.
At modtage to priser er exceptionelt og kræver, at der er enstemmig enighed i juryen.
Der er altså ingen tvivl om, at ‘Kvinde ukendt’ har gjort særligt indtryk hos jurypræsident Maggie Gyllenhaal og co.
Men bare fordi der har været ekstra opmærksomhed omkring den danske film fra start, betyder det ikke, at det har været det lette valg hos årets jury.
Et politisk statement?
Netop fordi Venedig-festivalen annoncerede et program med kun én kvindelig instruktør i hovedkonkurrencen, og ovenikøbet begrundede det med utilstrækkelig kvalitet fra de kvindelige instruktørers indsendte filmbud, har kønsspørgsmålet fyldt meget.
Men at give Guldløven til ‘Kvinde ukendt’ fik ikke ligefrem kønsdebatten til at forstumme.
Efter prisuddelingen blev Maggie Gyllenhaal mødt af spørgsmål fra pressen omkring, hvorvidt sejren til den eneste film soloinstrueret af en kvinde (dokumentaren ‘Naza’ er instrueret af Rachel Szor og Yuval Abraham) var et »politisk statement«.
»Jeg har faktisk slet ikke set ‘Kvinde ukendt’, jeg var bare sådan, ‘den er lavet af en kvinde, så: Guldløve’«, lød Maggie Gyllenhaals humoristiske håndtering af spørgsmålet, der om noget udstiller debattens dobbeltmoral.
Under festivalen påpegede også May el-Toukhy selv det ironiske i, at de mandlige instruktører i hovedkonkurrencen ikke blev spurgt ind til betydningen af ligestillingen i konkurrencen. De spørgsmål var forbeholdt hende som kvindelig instruktør i mindretal.
Man kan sagtens se det som en fordel, at ‘Kvinde ukendt’ har fået ekstra opmærksomhed i og i nogen grad ekstra momentum, fordi den har skilt sig ud på et skævt kønsmæssigt grundlag.
Samtidig kan man bare også kun klaske sig i panden over, at en sejr til en kvinde skal mistænkeliggøres på baggrund af hendes køn.
Man tvivler alvorligt på, om nogen ville have kaldt det et politisk statement, hvis en af de 20 mandlige instruktører i konkurrencen havde vundet. Af hvilke det bestemt ikke var alle film, der vidnede om overlegent kreativt talent.
»(…) Jeg er træt af at tale om det samme emne om og om igen. Jeg vil fortsætte med at gøre det, men i et øjeblik, på det her fantastiske sted, vil jeg bare gerne fejre en smukt udført film – som jeg følte var som en laserstråle – kun for at være den vellavede film, som den er«, lød det videre fra juryformanden.
Gyllenhaal forklarede, at der var komplet enighed i gruppen om, at Mathilde Arcel skulle have skuespilprisen, hvilket undtog ‘Kvinde ukendt’ for reglerne om, at der kun gives én pris per film i hovedkonkurrencen.
Et modigt valg
At jurypræsidenten skal svare på den type spørgsmål er om noget bevis på, hvorfor ‘Kvinde ukendt’ var et modigt valg.
Udefra har historien omkring ‘Kvinde ukendt’ som en form for køns-underdog i konkurrencen uden tvivl givet den ekstra opmærksomhed. Det er ikke til at komme uden om, at der også er en signalværdi i en kvindelig vinder.
Men situationen har også skabt et ekstra højt forventningspres.
Det har i mange sammenhænge handlet for lidt om filmen. Men at kalde den for et let valg underkender hele dens værk og hele den indsats, det har krævet at lave den.
Instruktøren kalder processen »det hårdeste jeg har prøvet«, Mathilde Arcel beskriver det som »en virkelig hård film at lave«, i nyhedsindslag har man kunnet se produceren Mikael Rieks bryde sammen i tårer, da holdet blev mødt af pressen i lufthavnen.
Når man ser filmen, kan man sagtens forstå, hvad der har gjort ‘Kvinde ukendt’ til en favorit – både blandt juryen og blandt kritikere.
Den er lige så betagende i lyd og billede, som den er gribende og skrækindjagende i sin fortælling. Den har en form for tematisk hjemmebanefordel, fordi den handler om noget så velkendt som Anden Verdenskrig, men blikket på skammen er sat i 2026-relief. Båret af en dybt imponerende præstation fra Mathilde Arcel, der formidler det hele med ganske få ord.
Men det er også en vovet historie, der som instruktørens forrige film ‘Dronningen’ udfordrer sit publikums moral fra start til slut. Man skal bestemt ikke forvente sig en Hollywood’sk crowdpleaser om en hårdtprøvet kvindelig helt med alt imod sig.
Der var intet selvskrevet i, at den ville imponere et internationalt publikum, kritikere eller jurymedlemmer på den skala, den har.
Der var masser af andre film i hovedkonkurrencen med stærke historier og global politisk relevans.
At ‘Kvinde ukendt’ vandt så stort i Venedig skyldes, at den indfriede sit momentum over al forventning med sin filmiske bedrift. Med Guldløven er den automatisk Oscar-kvalificeret i kategorien Bedste Internationale Film, og forhåbentlig har den kun lige begyndt sin internationale sejrsgang.
‘Kvinde ukendt’ får biografpremiere 4. februar 2027.