ANBEFALING. »Jeg laver ikke film i sort og hvid. Jeg laver film i grå«.
Sådan sagde den tjekkiske instruktør Milos Forman, da han begyndte at arbejde med manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski på det, der skulle blive til filmen ’The People vs. Larry Flynt’ fra 1996.
Alexander og Karaszewski havde skrevet manuskriptet til Larry Flynt, efter de i 1994 havde udgivet den biografiske film ’Ed Wood’, og tanken bag Larry Flynt var at lave endnu en usædvanlig biopic med udgangspunkt i en omdiskuteret og kontroversiel figur. Denne gang skulle det handle om pornodistributøren Larry Flynt, der stod bag Hustler Magazine og lagde navn til en række forskellige skandaler i 1970’erne og 1980’erne. Filmen skulle distribueres af provokatøren Oliver Stone.
I 2026 lyder dette som en gammeldags og potentielt giftig cocktail: En biopic om en klam kapitalist og pornokonge skabt af en midaldrende og dameglad tjekkisk eksilinstruktør (som blandt andet havde forladt klipperummet på sin film ’Ragtime’ for at være dommer i Miss Universe) og produceret af Hollywoods ultimative bad boy i sin ’Natural Born Killers’- og ’JFK’-periode, Oliver Stone.
Det gjorde det ikke bedre, at pornokongen Larry Flynt selv spillede med i filmen, endda i rollen som dommer. ’The People vs. Larry Flynt’ blev da også genstand for kritik, allerede inden Forman var blevet udpeget som instruktør, og da filmen endelig fik premiere, blev både den og instruktøren genstand for en omfattende smædekampagne.
I år har filmen 30-års-jubilæum, og den er netop blevet genudgivet på dvd af selskabet Arrow Video. På mange måder er filmen da også mindst lige så interessant og relevant i dag, som den var i 1996.
Manden bag adskillige mesterværker
Det var slet ikke meningen, at Milos Forman skulle instruere ’The People vs. Larry Flynt’.
I 1993 havde Forman, sammen med forfatteren Jan Novak, skrevet sine erindringer, og meget tydede på, at den tjekkiske mester var ved at lægge kameraet og karrieren på hylden. I 1960’erne var Forman emigreret fra Tjekkiet efter voldsomme kontroverser med filmen ’Brandmænd i fyr og flamme’ (1967) og russernes invasion af Prag i 1968, og i begyndelsen af sin tid i USA boede han gratis på Chelsea Hotel med en række af datidens største notabiliteter. Janis Joplin, Bob Dylan, you name it…
Men Formans sarte, realistiske stil og subtile eller absurde humor var ikke let at overføre til en amerikansk kontekst. Hans første amerikanske film, den vidunderlige og slentrende komedie ’Taking Off’ (1971), var ingen stor succes. Men derefter så det ellers ud til at tage fart.
’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’ (’Gøgereden’) fra 1975 vandt samtlige fem hovedpriser ved Oscar-uddelingen. Filmatiseringen af musicalen ’Hair’fra 1979 blev ligeledes en pæn succes, for ikke at tale om den mesterlige biopic ’Amadeus’fra 1984, en film, der i store dele blev optaget i Formans hjemland med en række mindre kendte skuespillere i de bærende roller.
Men efter disse hovedværker var det småt for succeserne med Forman. ’Ragtime’var et charmerende portræt af USA i begyndelsen af 1900-tallet, men filmen blev ingen kommerciel succes, og periodedramaet ’Valmont’tog nærmest modet fra instruktøren. Forman påbegyndte projektet i 1987, men inden filmens premiere to år senere var en anden filmatisering af samme roman, ’Dangerous Liaisons’, udkommet.
Og i dag er der næsten ingen, som husker Formans version.
For meget humor til Oliver Stone
Ingen havde derfor tænkt på Forman som instruktør til ’The People vs. Larry Flynt’.
Forfatterne Alexander og Karaszewski havde oprindelig vist manuskriptet til Oliver Stone i håbet om, at Stone selv ville instruere filmen under sit private filmselskab Ixtlan Pictures. Stone ville gerne producere filmen, men efter at have lavet en film om året i de foregående ti år havde han brug for en instruktionspause. En anden måtte iscenesætte ’Larry Flynt’.
Manuskriptet var desuden alt for komisk til Oliver Stone. »Jeg elsker jeres film, men jeg skal ikke instruere den«, som han fortæller i min bog ‘Directed by Milos Forman: An Oral History of His Life and Films’, at han sagde til manuskriptforfatterne. »Der er alt for meget humor i den. Jeg er ikke god til humor!«
Scott Alexander og Larry Karaszewski begyndte derfor at tænke i andre baner. Ben Stiller og Ivan Reitman var lovede komedieskabere i tiden, men begge måtte melde pas, og ’Wayne’s World’-instruktøren Penelope Spheeris ville ikke røre projektet med en ildtang.
»Efter ’Wayne’s World’ blev jeg kun tilbudt at instruere komedier, og jeg ønskede ikke at være med til at lave en film, som glorificerede en person som Larry Flynt«, siger hun.
Insisterede på Courtney Love
Efter mange overvejelser dukkede Milos Formans navn op, hvortil Scott Alexander øjeblikkeligt udbrød: »Milos Forman? Er han ikke død?«
Forman havde ikke instrueret en film i seks år, og efter at have pitchet en række projekter i begyndelsen af 1990’erne, som aldrig blev til noget, lod han til at have opgivet filmkunsten. Men Forman fik tilbuddet om at instruere ’Larry Flynt’, og han gik øjeblikkeligt i gang med læse manuskriptet og komme med ændringsforslag.
»Vi brugte et halvt år på at læse manuskriptet igennem«, som Scott Alexander siger, »og Forman studsede ofte over en replik og sagde: ’Her er det for tydeligt. Jeg kan se, hvad I vil sige. Jeg ønsker ikke at fortælle historien i sort og hvid. Jeg ønsker, at den skal fortælles i forskellige nuancer af grå’«.
De fleste på filmholdet mente, at Bill Murray ville være den oplagte til filmens titelrolle, men skuespilleren mødte aldrig op til sine aftaler med Forman, og valget faldt i stedet på Woody Harrelson, der forinden havde imponeret alle med sin rolle i Oliver Stones ’Natural Born Killers’.
Til den kvindelige hovedrolle som Larry Flynts hustru, Althea Flynt, insisterede Forman på Courtney Love, og han gik i brechen for sin skuespiller, der for nyligt havde mistet sin mand, Kurt Cobain, og havde alvorlige problemer med stoffer.
Efter aftale med filmselskabet skulle Love hentes hver morgen af Formans ven og faste line producer Michael Hausman, og hun skulle have testet sin urin. Ellers ville forsikringsselskabet ikke forsikre hende, og så ville det koste Forman mange penge.
»Jeg tågede rundt i min skøre Seattle-, post-Kurt-boble. Min mand havde lige begået selvmord«, som Love fortæller. »Nu fik jeg at vide, at jeg skulle lægge stofferne på hylden og tabe mig. Det var fucking hårdt!«
Stod Weinstein bag?
Courtney Love husker Forman som en afgørende mentor i sit liv, og hendes rolle som Althea Flynt burde have været belønnet med en Oscar-statuette.
Love mener selv, at filmen blev stækket af en mærkværdig smædekampagne på tværs af nogle meget forskellige mennesker. Feministen Gloria Steinem skrev en artikel, hvori hun mente, at filmen skulle bandlyses, fordi den hyldede en væmmelig pornoproducent.
Samtidig begyndte en række anonyme grupper at dukke op med negative udtalelser om filmen, og mange har spekuleret i, om Harvey Weinstein ironisk nok var med til at starte denne smædekampagne, fordi ’The People vs. Larry Flynt’var en af de største Oscar-konkurrenter til filmen ’The English Patient’, der blev produceret af Weinsteins filmselskab Miramax.
Det er naturligvis spekulation, men Forman var ked af Steinems kritik af ’The People vs. Larry Flynt’, fordi han ikke selv så sin film som en hyldest af pornokongen. Larry Flynt fremstår da heller ikke synderligt sympatisk i Formans film.
Filmen skildrer med store tidsspring Larry Flynts udvikling gennem 1970’erne og 1980’erne, og den viser retssagen mod smudsproducentens imperium.
Men i Woody Harrelsons portræt fremstår Larry Flynt som en klam og utroværdig kapitalist, der blot bruger ytringsfriheden som en dubiøs politisk løftestang til at retfærdiggøre sin forretning. »Da jeg skabte mit magasin, havde jeg ikke læst forfatningen. Jeg anede ikke, at den havde relevans for mig. Jeg ville bare gerne tjene penge og have det sjovt«, som Larry Flynt selv har sagt.
Et spørgsmål om ytringsfrihed
’The People vs. Larry Flynt’ druknede i kritikken og blev ingen stor succes. Forman selv følte sig misforstået og overvejede på ny at indstille karrieren. I 2026 er filmen så blevet genudgivet, og den ville formentlig også blive genstand for stor debat i nutidens amerikanske samfund. Men i en tid, hvor man ser en indskrænkning af individuelle frihedsrettigheder og hvor ytrings- og pressefriheden er under stor beskydning, kan man forestille sig, at venstrefløjen ville se anderledes på ’The People vs. Larry Flynt’.
Mange ville formentlig holde fast i kritikken af pornokongen Larry Flynt, men flere ville måske se filmens portræt i et andet og mere nuanceret lys. Som en af filmens hovedskuespillere, Edward Norton, udtrykker det: »Milos Forman mente, at pornoproducenten Larry Flynt var en interessant case, fordi den case afspejler, hvor stærkt princippet om ytringsfrihed egentlig er«.
Hvis vi faktisk mener at kæmpe for ytrings- og pressefrihed, må vi også kæmpe for retten til at ytre sig hos de mennesker, som vi ikke holder af. Spørgsmålet er naturligvis, hvor tolerancens grænser går.
Det er de spørgsmål, som ’The People vs. Larry Flynt’ stillede i 1996 – og de spørgsmål er lige så relevante i dag som for 30 år siden.
’The People vs. Larry Flynt’ kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.
Alle citater i artiklen stammer fra interviews i Andreas Halskovs nye bog ‘Directed by Milos Forman: An Oral History of His Life and Films’.
