Gillis ‘Verden er din’ er næsten til at blive skruk af
ALBUM. Børn på omslaget er en af de ældste hiphopklichéer. Nas’ ‘Illmatic’, The Notorious B.I.G.’s ‘Ready to Die’, Kendrick Lamars ‘Good Kid, M.A.A.D. City’, flere indslag i Lil Waynes ‘Tha Carter’-serie. Og i en dansk kontekst: Gillis ‘Kiko’, hvor man ser en lille Kian Rosenberg Larsson iført cowboyhat.
Som regel repræsenterer det, hvordan rapperne helt fra barns ben er blevet kastet ind i en hård verden, som de skal forsøge at navigere i. Men det betyder noget ganske andet på Gillis seneste album, ‘Verden er din’ – for denne gang er det i stedet hans døtre, der pryder albumcoveret.
»Vi havde ingenting, min’ børn ska’ ha’ det hele / Se mig luk’ et legeland«, synger han i omkvædet til ‘El Corte Ingles’, hvormed døtrene og deres fremtid bliver skrevet ind i Gillis musikalske fortælling.
Gilli var i mange år en af dansk raps mest private skikkelser, men han lod os endelig komme tæt på med sidste års modne ep ‘Rene hjerter vinder altid’. Med ‘Verden er din’ lukker han familien med ind i sin offentlige persona og viser, at fråsende rapstjerne og omsorgsfuld familiefar faktisk er to kompatible roller. Sikke et flex at ville lukke et legeland for sine døtre!
Samtidig betyder inklusionen af familien, at der er noget på spil. Når han stabler euro, dollars og kroner i omkvædet til åbneren ‘Monaco’, synger Gilli med en intensitet, der emmer af, at pengene faktisk betyder noget, mens man i synthlyden kan høre små ekkoer af 2015-hittet ‘Knokler hårdt’. Som for at sige, at det stadig er den samme kamp som dengang.
Men det, der for alvor gør ‘Verden er din’ imponerende, er, at albummet forener denne emotionelle kerne med Gillis formidable pop-instinkter bedre end nogen anden udgivelse har været i stand til.
Hans skælvende vokal i versene til ‘Vinden blæser’ er nærværende nok til, at linjen »set ting, jeg ville ønske jeg ku’ glemme« ikke behøver at blive fulgt op med uddybende eksempler. Samtidig er linjen en del af et post-omkvæd, der væves så elegant tilbage til det egentlige omkvæd, at man fristes til at tænke, at Gilli og medkomponisterne har studeret ABBA i processen.
Også når Gilli er i godt humør, kan man både mærke ham i sjæl og krop. ‘En som dig’ er en fortræffelig kærlighedssang, hvor forelskelsen særligt føles kolossal, når Gilli insisterende skråler omkvædslinjen »sammen med dig, jeg flyver højt«. Når det kulminerer i et lækkert, hastigt housedrop, lyder det nogenlunde som forelskelsens eufori omsat til musik.
Produktionerne er virkningsfulde, medrivende og fra tid til anden lidt vovede. Nicki Pooyandehs beregnelige, men konsekvent stærke tropiske univers udgør albummets skelet, hvortil andre producere fra tid til anden kigger forbi og sætter deres personlige præg på specifikke numre.
Opsigtsvækkende stilsammenstød som Hans Philip over et Rob&Jenne-assisteret bounce-beat på ‘Herinde’ glider virkelig let ned, så snart man er kommet sig over chokket. Det giver noget humor og glimt i øjet, der klæder et værk, hvor de mere alvorlige følelser ellers får godt med plads.
Et andet spændende produktionsgreb er de tætpakkede, nærmest psykedeliske lag synths på det delvist Carl Altino-producerede Lamin-samarbejde ‘Sky Priority’, der skaber en svævende ekstase, der fornemt matcher den luksuriøse tekst om flyve rundt i verden (med sin familie!).
At være stjernerapper samtidig med at være familiefar er svært at sælge, når hiphoppen trods alt stadig er en ung mands spil. Men Gilli får det til at lyde så sejt at tage sig af sin familie, at det næsten er til at blive skruk af.
Kort sagt:
Både popsangskrivningen, vokalen, produktionerne og de tematiske overvejelser gør, at ‘Verden er din’ hører til blandt det stærkeste, Gilli har lagt navn til. Intet er vigtigere for Gilli end familien, og det bliver gjort fuldt ud foreneligt med rapperens konstante knoklen for de store pengestakker.