Gilli har altid været en ualmindeligt privat person. På ‘Rene hjerter vinder altid’ kommer vi helt tæt på
EP. Når man tænker på, at Gilli er en af landets allerstørste hitmagere, er han en ualmindeligt privat person. Han deler sjældent ud af sit privatliv, og selv når han rapper om noget, der går ham på, forholder han sig tit ret vagt.
Netop af den årsag kommer ep’en ’Rene hjerter vinder altid’ som lidt af et chok. I stedet for de udadreagerende, pissed off bars, der tidligere har været et sjældent vindue ind i Gillis følelsesliv, får vi for første gang en hel udgivelse, hvor han for alvor blotter sig på tværs af hele tracklisten.
Selv produktionen tager denne dagsorden alvorligt. Åbningsnummeret ’Hvad vi har set’ er et stykke chipmunk-soul lig det, Kanye West i sine producerdage serverede for eksempelvis Jay-Z og Common, når de skulle være tænksomme. Han rapper om at have nære venner, der sidder bag tremmer, og i omkvædet om alle de traumer, han forsøger at begrave.
Nervøsiteten sætter sig eminent i leveringen, hvor Gilli rapper i klassisk forstand. Melodien er reserveret til omkvædet, og angsten i hans stemme er til at tage og føle på.
Man skal dog ikke forvente, at ’Rene hjerter vinder altid’ er en retro-udgivelse. Den tropiske percussion og den melodiøse levering, vi kender Gilli for, dukker op på de facto-titelnummeret ’Rene hjerter’. En personlig udgivelse skal selvfølgelig også omkring Gillis signaturlyd, der her er tilpasset ep’ens tungsind.
Helt tæt på kommer vi med nummeret ’Bind for øjnene’, hvor han rapper om forholdet til sine forældre. Hans enlige mor, der trods sønnens succes stadig har mareridt om at se ham ende i spjældet. Hans far, der var i fængsel, og som derfor efterlod unødigt meget ansvar til en ung Gilli. Det er en barsk fortælling, der viser nye sider af rapperen.
Bedst som man skulle tro, at facaden er brudt så meget, som ep-formatet tillader, rammer vi ’Tilbage’, hvor et chipmunket Annika-sample agerer omkvæd. Her rapper Gilli ikke kun om den omkringliggende verden, der har været ond mod ham – han rapper også om, hvordan han selv har opført sig på måder, som han skammer sig over.
For mange sene nætter på klubben, for mange flasker. Og et hjerte, som Gilli må erkende, at han ene og alene er ansvarlig for at have knust.
Gilli er ikke bange for at stille sig selv i et dårligt lys, og hans vilje til at fremstå usympatisk efter alt, vi har hørt ham være igennem, gør udgivelsen tredimensionel på en måde, man sjældent ser på så korte tracklister.
I en tid hvor der i dansk hiphop er gået så meget sport i features, at det til tider går ud over resultatet, er det desuden stærkt, at Gilli her begrænser sig.
Kun afslutteren gæstes af en skrøbelig Hans Philip-falset og en om muligt endnu mere velvalgt gæst i form af Lamin, der jo tidligere selv har rappet om en opvækst uden en far. Skæbnebåndet forbliver usagt, men alene på alvoren i Lamins stemme fornemmer man, at han forstår at leve sig ind i Gillis univers.
Den modne Gilli er en utvetydig succes. ’Rene hjerter vinder altid’ fokuserer på nærvær frem for hitlistefaktor – og kommer påfaldende tæt på.
Kort sagt:
Gilli er blevet moden på ’Rene hjerter vinder altid’, hvor han blotter sig og deler ud af sine traumer, og produktionerne går efter at matche følelseslivet frem for at jagte hitlisteplaceringer. Resultatet er en utvetydig succes.