Tidligere i år gjorde ‘Star Wars’ comeback på biograflærrederne med ‘The Mandalorian & Grogu’, der ganske vist ikke var den blockbuster, Disney og Lucasfilm nok gik og håbede på, men det betyder ikke, at de holder igen med ‘Star Wars’-filmproduktion.
Disse dage er de i fuld gang med postproduktion på den Shawn Levy-instruerede og Ryan Gosling-anførte ‘Star Wars: Starfighter’, og de arbejder også på en ny filmtrilogi om Skywalker-slægten.
I 2024 kom det frem, at den nye trilogi ville blive skrevet og co-produceret af Simon Kinberg, der har skrevet manus på film som ‘Mr. & Mrs. Smith’ fra 2005, ‘Sherlock Holmes’ fra 2009 og adskillige ‘X-Men’-film. Og nu har første film i den nye trilogi officielt fået en instruktør.
Jon Watts, der instruerede de tre første ‘Spider-Man’-film med Tom Holland i hovedrollen, er nemlig nu officielt tilknyttet som instruktør af den første film i den kommende Skywalker-trilogi. Det skriver The Hollywood Reporter. I ‘Star Wars’-regi står Jon Watts bag den nylige serie ‘Star Wars: Skeleton Crew’.
Derudover ved vi ikke meget om ‘Star Wars Episode X’, som vi vel er nået til. Vi ved, at Rey, der var hovedpersonen i den forudgående trilogi, kommer til at optræde i et vist omfang.
Soundvenues anmelder Jonas Ernst Monty var overvejende begejstret for Jon Watts’ seneste ‘Star Wars’-indspark. »’Skeleton Crew’ er ikke rumgalaksen af højeste kaliber, men er stadig en medrivende eventyrlig rejse«, skrev han i sin anmeldelse, hvor han fremhævede, at serien især havde succes med at vende tilbage til franchisens rødder som et univers, der henvendte sig til sci-fi-nysgerrige børn.
