’Høst’
Martin Zandvliet slog bredt igennem med den Oscar-nominerede ’Under sandet’ og står nu i spidsen for DR’s fortælling om en nutidig familiefejde på en jysk slægtsgård.
I ’Høst’ fylder patriarken Gorm 65 år, men i stedet for at lade sin ældste søn, Erik, overtage familiegården Feldumgaard, peger han på sin yngste datter, Astrid, som arvtager. Beslutningen sender chokbølger gennem familien og tvinger de tre søskende til at konfrontere gamle konflikter og deres forskellige forestillinger om gårdens fremtid.
Under arvestriden lurer også en større kamp om landbrugets fremtid, mens gamle sår, familiehemmeligheder og nye magtkampe langsomt kommer op til overfladen.
Serien får premiere i kølvandet på en markant kritik af DR’s seriestrategi, så alles øjne hviler på den nye satsning.
Rollelisten består af Lars Brygmann, Charlotte Fich, Katrine Greis-Rosenthal, Elliot Crosset Hove, Joachim Fjelstrup og Simon Bennebjerg.
Kan ses på DRTV 9. oktober
’East of Eden’
Netflix kaster sig over John Steinbecks litterære klassiker ’East of Eden’ i en ny serie, der genfortolker den episke fortælling om familie, kærlighed og jalousi.
Pugh spiller Cathy Ames, en ung kvinde, der forsøger at bryde fri fra sin kontrollerende familie og skabe sit eget liv i Californien. Historien udvikler sig til et stort familiedrama om to generationer af Trask-familien, hvor søskenderivalisering, kærlighed og kampen mellem godt og ondt går i arv.
Serien er adapteret af Zoe Kazan, som står bag manuskriptet, mens ’Lion’-instruktøren Garth Davis og ’American Horror Story’-instruktøren Laure de Clermont-Tonnerre deler instruktionen.
Kazans bedstefar – den legendariske instruktør Elia Kazan – stod bag den berømte filmversion fra 1955 med James Dean, mens den nye serie er mere fokuseret på Cathys synspunkt.
Foruden Florence Pugh er Christopher Abbott, Mike Faist og Ciarán Hinds på rollelisten.
Kan ses på Netflix 1. oktober
’Crystal Lake’
Hvis du stadig ikke har fået nok af slasher-ikonet Jason Voorhees, er der godt nyt.
Showrunneren Brad Caleb Kane, som tidligere har stået bag ’It: Welcome to Derry’, tager os tilbage til begyndelsen og fortæller oprindelseshistorien bag det ikoniske ’Friday the 13th’-univers.
Linda Cardellini, som senest brillerede i den anmelderroste ’DTF St Louis’, har rollen som Pamela Voorhees, når vi introduceret den tragiske hændelse, der sendte hende søn Jason til bunds i Crystal Lake. Det, der dysses ned som en druknedød, bliver udfordret af Pamela, som ihærdigt leder efter svar.
Tag regnjakken med, hvis du ønsker at forblive blodfri.
Kan ses på HBO Max 15. oktober
‘Carrie’
Stephen Kings debutroman foldes for første gang ud i serieformat, når Mike Flanagan genfortolker ’Carrie’.
Den tidligere ’Chucky’-barnestjerne Summer H. Howell (ikke dukken) spiller Carrie White, en isoleret highschool-elev, der hidtil har levet under sin religiøst fanatiske mors beskyttelse og er blevet hjemmeskolet. Da hun bliver kastet ind i det brutale highschool-hierarki, ender hun som skolens trendende mobbeoffer. Under presset fra ydmygelser begynder hendes telekinetiske kræfter at vise sig.
Flanagan, der tidligere har stået bag ’The Haunting of Hill House’ og ’Midnight Mass’, er både manuskriptforfatter, showrunner og instruktør.
Castet tæller desuden den omdiskuterede ’Scream’-stjerne Matthew Lillard, Heather Graham og Samantha Sloyan.
Serien skal naturligvis leve op til Brian De Palmas klassiske fortolkning fra 1976.
Kan ses på Prime Video 7. oktober
’VisionQuest’
I kølvandet på et par overraskende serieaflysninger (’Wonder Man’ & ’Daredevil: Born Again’) sender Marvel nu en af sine mere aparte superhelte tilbage på skærmen.
Paul Bettany vender nemlig tilbage som Vision i ’VisionQuest’, der bliver den tredje og sidste del af trilogien, der begyndte med ’WandaVision’ og fortsatte med ’Agatha All Along’.
I ’VisionQuest’ har den genstartede Vision gemt sig fra dem, der vil bruge ham som våben. Som pensioneret Avenger forsøger han at finde en ny mening med sin eksistens ved at konsultere de forskellige AI-personligheder, der ligger gemt i hans system – heriblandt den berygtede Ultron, spillet af James Spader.
Men da der bliver sat en dusør på Visions hoved, må han gå på flugt sammen med den mystiske dreng Thomas, der måske er reinkarnationen af hans søn. Imens nærmer gamle fjender og nye trusler sig.
Kan ses på Disney+ 14. oktober
’Tenzing’
I 1953 blev den newzealandske bjergbestiger Edmund Hillary den første mand til at bestige Mount Everest.
Hillary blev badet i akkolader og hyldest – alt imens sherpaen, der havde ført ham til tops, blev glemt.
Det laver instruktøren bag ’River’ og ’Sherpa’, Jennifer Peedom, om på i sit storladne drama om manden, der blev den første til at plante fødderne på toppen af Mount Everest. Hun centrerer nemlig historien om den nepalesiske bjergbestiger, der gjorde det hele muligt.
Set med Tenzing Norgays øjne følger vi den nådesløse bestigning, mens de kulturelle og sociale forskelle mellem ham og de britiske bjergbestigere følger med helt til toppen.
Genden Phuntsok spiller titelrollen som Tenzing Norgay, mens Tom Hiddleston spiller Edmund Hillary og Willem Dafoe ekspeditionslederen John Hunt.
Kan ses på Apple TV 16. oktober
’Sacrifice’
Nogle rollelister kan få én til at spærre øjnene op. Andre får en til at tabe kæben. Og denne liste må tilhøre sidstnævnte kategori:
Anya Taylor-Joy, Chris Evans, Vincent Cassel, John Malkovich, Salma Hayek, Charli XCX og Yung Lean!
I Romain Gavras’ nye film, ’Sacrifice’, stormer en radikal (terror?)gruppe en glamourøs velgørenhedsgalla med planer om at udføre rituelle ofre. Blandt gidslerne er filmstjernen Mike Tyler (Chris Evans) og den stenrige milliardær Ben Bracken (Vincent Cassel). Ifølge en mystisk profeti skal de ofres til en vulkan, så verden kan reddes. Men det går naturligvis ikke helt efter planen.
Hvis Gavras – der senest havde succes på Netflix med ‘Athena’ – kan få ’Sacrifice’ til at give mening, er der noget at se frem til.
Kan ses på Netflix 16. oktober
’Kill Jackie’
Catherine Zeta-Jones får for en gangs skyld chancen for at benytte sig af sin walisiske accent i rollen som den tidligere narkosmugler og nuværende kunsthandler Jackie Price, der bliver mål for syv berygtede lejemordere.
Fortiden indhenter nemlig Jackie, som efter 20 år i luksus bliver jagtet af lejermordergruppen Seven Demons, som er blevet hyret til at slå hende ihjel. I stedet for at gemme sig går hun fuld ’John Wick’ og beslutter sig for at eliminere dem, én efter én.
Blandt de øvrige medvirkende er ’Hellboy’-stjernen Ron Perlman, ’The Gentlemen’-aktuelle Daniel Ings og danske Sidse Babett Knudsen, som (forhåbentlig) spiller en badass lejemorder.
Serien er skabt af folkene bag ’Killing Eve’, ’Gangs of London’ og ’John Wick’, så der bliver formodentlig ikke sparet på actionscenerne.
Kan ses på HBO Max 2. oktober
’The One About Matthew Perry’
Matthew Perry blev verdenskendt som Chandler Bing i ’Friends’, men bag den ikoniske sitcomkarakter gemte der sig et liv præget af en årelang kamp mod afhængighed.
Det er den historie, som Netflix’ nye tredelte dokumentarserie ‘The One About Matthew Perry’ forsøger at fortælle gennem hidtil uhørte vidnesbyrd fra mennesker i skuespillerens inderkreds, heriblandt søsteren Mia Perry Bowick og hans livslange venner.
Samtidig trækker serien på private fotos og videoer fra familiens arkiv og tegner et billede af Perry bag den offentlige persona – fra gennembruddet med ‘Friends’ til hans tidlige død i 2023 som 54-årig.
Kan ses på Netflix 27. oktober.
’Animals’
Tidligere på måneden skrev vi om Ben Afflecks atypiske castingønske til den ene af to hovedroller i hans nye kidnapningsdrama, som skulle have inkluderet hans ekskone Jennifer Garner.
Men da produktionen blev sat på pause, og Nolans ’The Odyssey’ kaprede Matt Damon, som ellers skulle have spillet op ad Garner, måtte Affleck selv træde til. Og så blev det lidt for akavet.
Filmen kredser om en borgmesterkandidat i Los Angeles, hvis søn bliver kidnappet. Da myndighederne ikke kan få sønnen hjem, må han og hans kone – nu spillet af Kerry Washington – tage sagen i egen hånd.
Det udvikler sig hurtigt til en desperat jagt, hvor parret må bevæge sig gennem byens kriminelle underverden for at finde deres barn.
Steven Yeun og Gillian Anderson er blandt de øvrige navne på rollelisten, mens Affleck altså har instrueret affæren.
Kan ses på Netflix 2. oktober

’Nocturne’
Liev Schreiber, ‘Atlanta’-stjernen Zazie Beetz og ‘Adolescence’-skaberen Stephen Graham mødes i Apples nye krimiserie, der bygger på Lars Keplers bestsellerromaner om Joona Linna. Bag Kepler-pseudonymet står ægteparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril.
Schreiber spiller den tidligere soldat og nuværende drabsbetjent Jonah Lynn, der har forladt Philadelphias hårde gader for at finde et roligere liv i en lille by i det vestlige Pennsylvania. Men freden bliver kortvarig.
Da seriemorderen Jurek Walter begynder at true byen og Jonahs familie, bliver Jonah trukket ind i sagen. Og da jagten på Walters sidste forsvundne offer tvinger ham til at sende sin adoptivdatter, FBI-agenten Saga Bauer, i kamp mod morderen, må han spørge sig selv, hvor langt han vil gå.
Kan ses på Apple TV 30. oktober
