TENDENS. Det er efterhånden en fortærsket kliché at påstå, at unge danske popmusikere bruger deres sange som dagbog.
At tidens popsang er et forum, hvor en ny generation af sangskrivere kan dele deres mest inderlige bekendelser og reflektere over kærligheden og eksistensens smerte – ofte i et direkte, hverdagsagtigt og bevidst upoetisk sprog, der giver indtryk af at få direkte, umedieret adgang til følsomhed i sin reneste form.
Det er en kliché, ja, og måske én, der i virkeligheden undersælger, hvor intim og selvudleverende dansk popmusik er ved at blive.
For en stigende gruppe af popnavne er ikke længere tilfredse med bare at skrive dagbog. I stedet går de skridtet videre og lader lytteren komme helt derind, hvor diagnoserne bliver stillet, og de terapeutiske samtaler finder sted, derind, hvor det ikke kun er personligt, men ligefrem grænseoverskridende privat at lytte med.
Det viser en håndfuld nye sange af Mekdes, Guzo, Mille, Anthon Edwards og Ella Augusta, der på hver deres måde gør popmusikken til et spejl for den psykiske sårbarhed, som flere og flere danske unge lige nu oplever.
Ikke til at tage fejl af
Det er velbeskrevet, at danske unge i dag trives dårligere, er mindre lykkelige og kæmper med flere psykiske lidelser end tidligere generationer. Det er omdrejningspunktet for ikke så få tv-serier, film og bøger, men nu er tematikken for alvor begyndt at dukke op i den danske popmusik.
Første gang, det slog mig, at der var noget på færde, var, da jeg hørte titelsangen fra Milles ep ’Værd at elske’.
»Jeg sulter mig selv / Indtil du kommer hjem / Og jeg ved, at det er ynkeligt / Men så føler jeg mig lykkelig igen«, synger hun over et demonstrativt spartansk arrangement. Enkle klaverakkorder, der lægger sig som implicitte udråbstegn bag hvert et ord. Alvoren er ikke til at tage fejl af.
Sangen er dybt personlig, men indkapsler samtidig med utrolig præcision et scenarie, der føles alment og genkendeligt. Et indblik i den selvdestruktive spiral, der er så uhyggeligt tæt på, når man er alene med sin ensomhed og altid kun er to TikTok-videoer væk fra en thinspo-influencer.
Tematikken går igen på Guzos ’Your Boy Is Sick’, hvor en spiseforstyrrelse beskrives bemærkelsesværdigt nøgternt: »The mirror is honest / That’s why I’m wearing a sweater though it’s hot«.
Der er noget utroligt afmålt over Guzos levering, en underspillet indlevelse, som om følelserne holdes ud i strakt arm. På den måde illustrerer han med sin stemme den smertefulde erkendelse, som også ligger i teksten. Nemlig at spiseforstyrrelser stadig er omgærdet af kønnede stereotyper: »Boys don’t get disorders / They just suck it up«.
Hvem er jeg?
Mindre åbenlyst alvorstung – men lige så tankevækkende – er Ella Augustas ’ADHD’, der beskriver den udfordring, det kan være at acceptere sin egen neurodivergens, når man bare gerne vil passe ind: »Det’ så tit, at jeg ikk’ hører efter / Og glemmer tid og sted / Selvom du ikk’ ka’ se det / Føler jeg mig anderledes altid«, lyder første vers.
’ADHD’ er ikke en trist sang, men derimod en håndsrækning til alle de lyttere, der også føler sig forkerte.
Augustas glasklare falset danser legesygt over vintage-klingende disco med energiske, dansable trommer. »Da-da-da-da-da-da-da-da / Yeah-yeah-yeah«, ad-liber hun, og det slår mig, at sangens hektiske energi måske netop mimer den tilstand, sangen skildrer: Overblikket, der konstant skrider, kaosset, der bliver mere og mere overvældende.
Trist, hjerteskærende ligefrem, er til gengæld Anthon Edwards depressive ’Happiness’, der bliver sunget helt nede fra den sorteste afgrund, hvor ensomheden og stilheden er klaustrofobisk og altomsluttende.
Sangens genistreg er tekstens konstante kontrast mellem det altovervindende tungsind og en idealiseret forestilling om, hvordan det ville være at have det godt: »Jeg vil være energisk, sikker på mig sеlv / Være god i en samtale, sigе de helt rigtige ting / En der ta’r mindre end det, jeg gi’r igen / Men det’ ikk’ så lige til«.
Og nej, det er ikke lige til. ’Happiness’ er en sang om det nederlag, det er at halse efter en følelse af lykke, som viser sig som et flygtigt fatamorgana, hver gang man næsten har indhentet den.
På trods af den åbenlyse musikalske kontrast mellem Ella Augustas solskinspop og Anton Edwards nøgne guitarballade har ’ADHD’ og ’Happiness’ en del til fælles. Begge sange handler nemlig om skismaet mellem den, man gerne vil være i mødet med fællesskabet, og de ting, der gør det så utroligt svært.
Som Augusta formulerer det: »For det meste så fjern / Og ogs’ lidt forvirret / Hvem er det, jeg er?«.
Rejsen mod selvaccept
Det spørgsmål, »hver er det, jeg er?«, går igen hos Mekdes, der for lidt over en uge siden udgav ‘Dysphoria’, som er noget så sjældent som en popsang om kønsdysfori, altså følelsen af ubehag, der opstår, når ens kønsidentitet ikke stemmer overens med ens kropslige karakteristika.
Mekdes udgav tidligere i år albummet ‘The Boy I Am’, der blandt andet handler om kampen for at finde sig til rette som transkønnet. »For 20 years I’ve been tryna avoid the mirror«, synger han i første vers af titelsangen, der fremmaner den lange, svære rejse mod selvaccept med lysende klarhed.
Den fortælling får sig endnu et kapitel med ‘Dysphoria’, som til tonerne af varm, håndspillet r’n’b beskriver, hvor forfærdeligt svært det er at tage imod kærlighed, når man endnu ikke har lært at elske den, man selv er.
»I’m having trouble sleeping at night / Knowing that I’m pushing away the love of my life«, lyder det. Og årsagen er der heller ingen tvivl om: »It’s getting heavier / Closing in on my lungs / It’s my dysphoria / I got a lot of it going on«.
Det er selvudleverende og sårbart. Men det er også utroligt modig sangskrivning, som viser, at der nærmest ikke længere er nogen grænser for, hvilke tematikker, der kan rummes i en popsang.
For pokker, tænker jeg, når jeg lytter til ‘Dysphoria’ og til ‘Værd at elske’, ‘Your Boy Is Sick’, ‘ADHD’ og ‘Happiness’: Det her er vigtige sange. Vigtige som indspark i samtalen om psykisk sårbarhed – og som påmindelser om, at ingen står alene med det, de går igennem.