Faza gik rundt på scenen med en flaske spiritus i hånden, som var han Kanye West til VMA
KONCERT. Der skulle gå to sange, før det udsolgte Pumpehuset for alvor begyndte at røre på sig. Faza havde ellers allerede danset og sprunget rundt på scenen, men publikum lod sig kun vanskeligt rive med. Først da ‘Glem nu’ ramte som aftenens tredje nummer, kom der liv i salen.
Men lettelsen blev kortvarig. Det skulle vise sig, at det primært var de største hits, der kunne få de fremmødte til at synge med.
Under ‘For Life’ gik Faza rundt på scenen med en flaske spiritus i hånden, som var han Kanye West til VMA i 2009. Vi ved alle sammen, hvordan den aften endte. Det gik dog knap så dramatisk for sig i Pumpehuset.
Faza forsøgte ihærdigt at få publikum med, men energien nåede sjældent længere end de forreste rækker. Ironisk nok havde Faza svært ved at få publikum til at turn up, selvom han gjorde alt for at sætte gang i festen.
Vokalt var der til gengæld ikke meget at sætte en finger på. Faza sang imponerende godt, selv når han bevægede sig rundt på scenen, og autotunen understøttede det dystre trap-univers med klare Bryson Tiller-vibrationer.
Dj’ens kontante cuts og pianistens ekstra lag gav musikken variation, men det var ikke nok til at forhindre, at koncerten som helhed føltes ensformig.
Under en af sangene udviklede beatet sig dog til noget nærmest technopræget med et hårdt, kontant kick, der pludselig ændrede hele udtrykket. Det kunne have været et overraskende højdepunkt, men uden nogen nævneværdig reaktion fra publikum kom det snarere til at føles malplaceret.
‘BS’ blev koncertens mest overraskende højdepunkt. Efter omkvædet forsvandt beatet, men publikum fortsatte med at synge, indtil produktionen bragede ind igen, og Faza tog dem gennem omkvædet en sidste gang.
For en stund var det ikke længere Faza, der forsøgte at få salen med – Pumpehuset bar selv sangen.
Bagefter anerkendte han også sin egen overraskelse: »Det er første gang, jeg spiller den her sang, hvor så mange føler den«. Det var et af koncertens få øjeblikke, hvor forbindelsen mellem scenen og salen for alvor blev mærkbar.
Da Faza til sidst lukkede med ‘Turn Up’, vågnede Pumpehuset igen. Han sagde farvel, vendte tilbage til et ekstranummer og afsluttede aftenen, men det var allerede tydeligt, hvor koncertens egentlige klimaks lå.
Faza havde stemmen og sangene til at fylde rummet. Han manglede bare at få hele Pumpehuset til at mærke det.
Kort sagt:
Faza sang fremragende og skabte enkelte store øjeblikke, men et ensformigt sæt og en svær kontakt til publikum holdt det udsolgte Pumpehus på afstand.