‘Yaga’: Liderlig heksethriller med ’Heated Rivalry’-stjerne vil så gerne være cool
SERIE. En brændende hane hænger foran døren til et hotelværelse, hvor en privatdetektiv netop er blevet afbrudt midt i et knald. I den tågede canadiske kystby Whittock er en ung mand forsvundet, og en mystisk kvindestemme med østeuropæisk accent fortæller os om hekse, der spiser børn. Det er både makabert, lettere komisk og temmelig liderligt.
Her ankommer privatdetektiven Rapp (Noah Reid) til den lille kystby for at efterforske forsvindingen af Henry Park (Hudson Williams), arvingen til et magtfuldt fiskeriimperium.
Rapp er en lettere anstrengende charlatan, der tilsyneladende betragter enhver samtale som en mulighed for at score, og inden længe har han både indledt et forhold til hotelreceptionisten Angel og stiftet bekendtskab med den karismatiske universitetsprofessor Katherine (Carrie-Anne Moss), hvis forkærlighed for yngre mænd har gjort hende til genstand for byens sladder.
Og så er der Logan, Henrys mystiske dobbeltgænger, der pudsigt nok også spilles af Hudson Williams. Efter skuespillerens gennembrud i den dampende ishockeyromance ‘Heated Rivalry’ er det næsten komisk passende, at ‘Yaga’ ikke nøjes med én udgave af ham, men serverer hele to. Og lad os bare sige, at serien finder nogle ganske kreative måder at bringe dem tættere på hinanden.
‘Yaga’ har i det hele taget noget af den samme hotte, overnaturlige energi som ‘True Blood’, hvor sex, hemmeligheder og potentielt dødelige bekendtskaber går hånd i hånd. Vampyrerne er blot skiftet ud med slavisk heksemytologi og fortællingen om Baba Yaga, den frygtindgydende heks, der i folkeeventyrene både kan være menneskeæder og hjælper.
Det er egentlig et interessant udgangspunkt for en fortælling om kvindelig magt, begær og de historier, vi bruger til at dæmonisere hinanden, og serien har da også enkelte øjeblikke, hvor det overnaturlige får lov til at snige sig ind under huden.
En hvidklædt, brudelignende skikkelse viser sig for eksempel under et syretrip i skoven, mens mystiske symboler, besynderlige ritualer og fortællinger om ofringer antyder, at Henrys forsvinden er forbundet med noget langt ældre og mere urovækkende end en almindelig kriminalsag.
Men hver gang ‘Yaga’ nærmer sig en stemning, der faktisk kunne blive uhyggelig, punkteres den med en lummer bemærkning, et ironisk blink til publikum eller endnu en karakter, der skal demonstrere, hvor seksuelt frigjort og fandenivoldsk vedkommende er.
Det er, som om serien har en nærmest teenageragtig trang til at fremstå cool, morsom og grænseoverskridende. Særligt en fest hos Logan, hvor udklædte gæster tager stoffer i et farvebad af lilla og blå neon, ligner noget fra en ungdomsserie fra 2010’erne, der meget gerne vil overbevise os om, hvor mørk og dekadent den er.
Æstetikken føles påtaget, og det bliver svært at tage seriens overnaturlige trusler alvorligt, når den tilsyneladende heller ikke selv kan beslutte sig for, om vi skal frygte dem eller grine ad dem.
Det er ikke, fordi horror behøver at være højtidelig for at fungere. Men hvor ’True Blood’ med stor fornøjelse kastede sig hovedkulds ud i sin egen absurde overnaturlighed, virker ‘Yaga’ mere optaget af at signalere, at den godt selv ved, hvor fjollet det hele er. Den ironiske distance ikke bare underminerer uhyggen, men gør det også vanskeligt at engagere sig i de karakterer og konflikter, der burde give mysteriet noget på spil.
Det bliver ikke bedre af, at fortællingen efterhånden vikler sig ind i et stadig mere kompliceret net af familiehemmeligheder, hallucinationer, dobbeltgængere og okkulte symboler, uden at de mange afsløringer nødvendigvis gør historien mere interessant.
Carrie-Anne Moss har ellers en dragende tilstedeværelse som den mystiske knogledame Katherine, og Noah Reid får indimellem noget underholdende ud af Rapps irriterende charme, men selv deres præstationer har svært ved at give serien den tyngde, den mangler.
‘Yaga’ er hverken blottet for interessante idéer eller underholdningsværdi, og dens blanding af heksemytologi, begær og småbyshemmeligheder kunne sagtens have været både morsom og urovækkende.
Men den er så optaget af at være festens frækkeste og sjoveste gæst, at man til sidst mest får lyst til at bede den om at dæmpe sig lidt.
Kort sagt:
‘Yaga’ har interessante idéer, en dragende Carrie-Anne Moss og rigeligt med sex og heksemytologi, men dens teenageragtige trang til at være cool, sjov og grænseoverskridende underminerer både uhyggen og det mysterium, der ellers burde drive fortællingen frem.