Med ‘Softy’ har Lowly lavet efterårets soundtrack til millennials med voksenlivskrise
ALBUM. Hvornår blev vi egentlig voksne? Og hvordan i alverden forventes vi at passe på både os selv, vores børn og hinanden, når verden tilsyneladende har besluttet sig for at gå fuldstændig fra forstanden?
Det er omtrent den slags eksistentielle kvaler, der rumsterer på Lowlys fjerde album, ‘Softy’, som meget vel kan blive efterårets soundtrack til millennials, der stadig føler sig som unge mennesker, men efterhånden har fået børn, realkreditlån og en snigende fornemmelse af, at ingen faktisk ved, hvad de laver.
Efter 15 år sammen er den aarhusianske dreampop-kvintet vendt tilbage til øvelokalet, hvor de fem musikere har skrevet og indspillet musikken i fællesskab frem for at finpudse hver deres idéer foran computerskærmen. Det kan høres på ‘Softy’, der er et varmt, organisk og bemærkelsesværdigt tålmodigt album, som ikke virker interesseret i at imponere nogen, men snarere i at undersøge, hvordan man bliver ved med at være et menneske blandt andre mennesker.
På åbningsnummeret ‘Brave’ lyder det »I’m not brave, I’m a deserter« med en klar, næsten urokkelig stemme, mens boblende synthesizere og luftige harmonier langsomt vokser omkring den. Kontrasten mellem vokalens styrke og tekstens selvransagelse er rørende, særligt når der bliver spurgt, hvad deres sange overhovedet kan stille op i en verden, hvor det føles utrolig svært at beskytte dem, man elsker.
Den tvivl løber gennem albummet, men Lowly insisterer samtidig på at møde den med en næsten stædig blidhed. På ‘Liminal Space’ bliver frygten for at give sine egne bekymringer videre til sine børn akkompagneret af lette klavertoner og bølgende synthesizere, mens ‘What Is It For’ med sit diskret dansable beat og skæve synthindfald minder os om, at livet ikke kun handler om at nå frem til noget, men også om at være til stede undervejs.
Allersmukkest er det på ‘Stretch Under Strain’, hvor små, skrantende lyde og en hul, ekkoende produktion omslutter fortællingen om at være så udstrakt af ansvar og omsorg, at man næsten mister sig selv. Der er noget af den samme afklædte melankoli som på Radioheads ‘Nude’, hvor selv de mindste forskydninger i lydbilledet får en voldsom følelsesmæssig betydning.
Men ‘Softys’ konsekvente blødhed bliver også dets begrænsning. De bølgende synthesizere, porøse vokalharmonier og langsomt opbyggelige arrangementer er så gennemgående, at sangene indimellem begynder at flyde sammen, og man opdager, at opmærksomheden er vandret et andet sted hen.
Derfor er det også befriende, når ‘At All’ bryder ind med et hurtigere beat og en mere eventyrlysten energi, eller når ‘Tilted’ lader skæve synthesizere og insisterende trommer forstyrre en skrøbelig klavermelodi, så den fine melankoli pludselig får en næsten spøgelsesagtig uro.
Lowly har skabt et dejligt, modent og oprigtigt album, der tør være følsomt uden at gøre følsomheden til en præstation, men selv den smukkeste ro har godt af at blive forstyrret en gang imellem.
Kort sagt:
‘Softy’ er et varmt og selvransagende dreampop-album om voksenlivets usikkerheder, hvor Lowlys musikalske tilbageholdenhed både er en styrke og en svaghed. De stærkeste øjeblikke opstår, når bandet tør lade noget skurre mod den ellers velafbalancerede overflade.