’Løvehjerte’: Besir Zeciri fremkalder både sympati og chok i Nagieb Khajas autentiske bandedrama
FILM. Hvad får en mor til at ignorere sin voksne søn, når han banker på hendes dør med en blomsterbuket i hånden?
Gentagne skuffelser af kriminel kaliber lyder svaret i den nye danske spillefilm ‘Løvehjerte’, hvor den unge mand Luan skal forsøge at finde tilbage til et normalt liv uden for det københavnske bandemiljø. Det kræver både, at han skal brænde broer til sine venner og hele de sår, han har sat i sin egen familie.
Bag filmen står den anerkendte journalist, krigskorrespondent og dokumentarist Nagieb Khaja i sin debut som fiktionsfilminstruktør. Hans vej ind i fiktionens verden startede med manuskriptet til Charlotte Sieling-instruerede ‘Vejen hjem’ i 2024. Ligesom ISIS-thrilleren har han også i sin nye film samarbejdet med Jesper Fink om manuskriptet, der henter inspiration fra virkelige mennesker på den forkerte side af loven, som han har fulgt.
Faktisk bygger ‘Løvehjerte’-fortællingen på en kuldsejlet dokumentar med en person fra bandemiljøet. Samarbejdet blev blandt andet droppet af sikkerhedshensyn for hovedpersonen, og i den dramatiserede behandling forstår man godt hvorfor.
I stil med Jahfar Muataz’ ‘Hele vejen’ fra sidste år skildrer ‘Løvehjerte’ nemlig et kriminelt miljø, hvor man taler om hinanden som familie, brødre og blod – men kun så længe, man ikke fucker op og skader forretningen.
Det oplever Besir Zeciris hovedperson, der længe har været en betroet lederskikkelse i gangsteren Hakis (Ramadan Huseini) kokainimperium. Da han en dag mister to kilo shufi, kommer der andre boller på suppen. Især fordi det uheldige tab kommer, samtidig med at han forsøger at trække sig fra det meningsløse, voldelige hverv.
Atypisk for genrekonventionerne er det faktisk ikke gælden på 500.000 kroner til Haki, som bliver Luans største udfordring. I stedet bliver det at bryde med sin bedste ven og roomie Issa (Mohamed Djeziri), der ikke har samme forhåbninger om et lovlydigt liv.
På mange måder har ‘Løvehjerte’ i højere grad end ‘Hele vejen’ realismens sensibilitet snarere end genrefilmens slagkraft. Khaja er øjensynligt mere interesseret i mennesket bag bandemedlemmet end i den livsfarlige livsstil. Hvordan kan man for eksempel gå op i sin muslimske tros ritualer og forskrifter, hvis man samtidig handler med stoffer og går med pistol?
Denne dybde og indre splittelse fremkalder Besir Zeciri med stor sikkerhed i sin første filmhovedrolle. Han formår både at spille Luan med sympativækkende sårbarhed og chokerende aggression. Og han lader os forstå, at sidstnævnte kommer af desperation, angst.
Gadedrengen vil dog ikke selv indrømme, at han har »psykiske problemer«. »Kan det være astma?«, spørger han i stedet sin læge. For ‘Løvehjerte’ har heldigvis også humor i sine replikker. Komikken kommer særligt af Zeciri og Djeziris veloplagte kemi og sjove interne drillerier.
I sidste akt kommer ‘Løvehjerte’ i tanke om, at den også vil være en spændingsfilm. Der bliver sat alt ind på en hektisk finale, hvor Luan står fanget mellem sine to miljøer og er i overhængende fare for at tabe alting på gulvet.
Konfliktoptrapningen føles desværre lige lovligt forhastet. Man mærker, at det autentiske drama trods alt er en konstruktion. Det går en smule ud over troværdigheden og karakterarbejdet.
Det ændrer dog ikke på, at der er mange gode takter i Khajas debut. Og at han hjertens gerne må bringe flere virkelighedsbaserede fortællinger om oversete menneskeskæbner til det store lærred.
Kort sagt:
I sin debut som fiktionsfilminstruktør viser den anerkendte dokumentarist Nagieb Khaja os mennesket bag bandemedlemmet, gestaltet af velspillende Besir Zeciri.