Racisme-anklagerne mod årets store popgennembrud viser, at internettet aldrig tilgiver

KOMMENTAR. Det er efterhånden en klassiker: En musiker bryder efter mange år som semi-ukendt nichestjerne igennem til et mainstream-publikum, og pludselig bliver deres fortid interessant at granske.

Det så vi sidste år, da Ethel Cain blev nødsaget til at undskylde for en betydelig mængde af stødende indhold, som hun havde delt på sociale medier, da hun var i sine sene teenageår, og som pludselig blev gravet frem igen.

Her var tale om alt fra sexisme og fremmedfjendskhed til opfordringer til at »legalisere incest«. »Der var ikke det, jeg ikke ville skrive for at få opmærksomhed«, fortalte hun sidenhen.

Nu gentager historien sig nærmest trin for trin, men denne gang er det Slayyyter, der bliver konfronteret med en fortid, der mildest talt ikke er ældet med ynde.

Popfænomenet, der i begyndelsen af året fik et massivt gennembrud med albummet ‘Worst Girl in America’, har pludselig fundet sig selv i en voldsom shitstorm, efter at skærmbilleder af en lang række af for længst slettede tweets fra 2012, hvor hun var 15 år gammel, er begyndt at cirkulere.

Der er ingen grund til at at citere Slayyyters ungdommelige tweets i deres fulde længde, men lad os nøjes med at sige, at n-ordet indgår flere gange end i ‘Django Unchained’.

Tæve mig gul og blå

Slayyyter undskyldte faktisk allerede for sine racistiske opslag tilbage i 2019, hvor hendes dengang betydeligt mindre publikum fik nys om dem for første gang.

»Jeg er ikke racist, jeg har begået fejl i mine ungdomsår, men jeg har taget aktive skridt for at gøre det bedre siden da«, skrev hun dengang i et håndskrevet brev, som hun delte på sin Instagram, hvor hun svor at donere penge til velgørenhedsorganisationer, der støtter det afroamerikanske LGBT-miljø.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne tæve mit 15-årige jeg gul og blå, fordi jeg opførte mig så upassende og pinligt«, skrev hun videre. Sagaen sluttede dog langt fra der, for trods undskyldningen er racismeanklagerne fortsat med at omgærde hende.

Især da det for nylig forlød, at hendes Madison Square Garden-koncert var blevet udsolgt på under et kvarter – hendes formentlig hidtil største karrieremilepæl – eksploderede det med beskyldninger overalt på de sociale medier.

Også denne gang responderede hun på anklagerne, omend hun nu gik mere krigerisk til værks: »Alle forsøger få mig cancelled for ting, jeg skrev som teenager. Hvor mange gange skal jeg sige, at jeg ikke længere er den person? Det har jeg ikke været i 15 år. Jeg er 30 nu. Jeg opfører mig ikke, som jeg gjorde i highschool«.

»Det er uhyggeligt, at folk prøver at finde ting for at ødelægge mig. Hvorfor vil I så gerne se mig fejle?« skrev hun videre. Selvom en kommunikationsrådgiver nok ville indvende, at hun ville få mere ud af bare at lægge sig fladt ned og undskylde igen, har Slayyyter til dels en pointe.

For det handler ikke længere kun om de gamle opslag. Pludselig flyder det over med tilsyneladende fabrikerede billeder af tweets, hvor hun chikanerer navngivne personer med racistisk hadtale (jeg er overbevist om, at de er falske, for i modsætning til de mange tweets, der har cirkuleret siden 2019, er disse opstået ud af den blå luft midt i den aktuelle shitstorm).

Jeg har også set AI-generede videoer, hvor hun siger n-ordet. Samtidig er billedmateriale og videoer fra hendes fortid som sexarbejder også begyndt at blive delt. Alt sammen i det, der ligner et bevidst forsøg på at få hende ned med nakken.

Én gang racist, altid racist

Kontroversen rejser flere diskussioner. Blandt andet om den usunde fankultur, der hersker på nettet. De mest voldsomme af de falske opslag lader til at udspringe fra det hjørne af X, hvor de mest rabiate medlemmer af fangrupper som BTS’ Army og Swifties bekriger hinanden.

Mere interessant er dog spørgsmålet om, hvad vi stiller op med stjerner, der har problematiske internetfodaftryk, hvilket vi formentlig kommer til at se hyppigere og hyppigere i takt med, at flere og flere kendisser er vokset op som børn på nettet.

»Min mest woke holdning er, at jeg ikke tror på, at der findes ‘forhenværende’ racister«, lyder en viral respons til Slayyyter-kontroversen, mens mange andre skriver, at de selv som børn vidste meget bedre end at udtrykke sig racistisk. Én gang racist, altid racist, lader en gængs holdning til at være.

To ting kan være sande på én gang: Selvfølgelig har sorte popmusikelskere ret til at have det ukomfortabelt med at lytte til Slayyyter efter at have læst hendes ganske grænseoverskridende tweets.

Men det ændrer ikke på, at hverken racisme, sexisme, homofobi eller nogen andre former for had er medfødte eller iboende egenskaber.

Jeg selv, der havde en priviligeret opvækst i indre København omgivet af akademikere og kunstnere, vidste også som barn bedre end at være racistisk. Men jeg finder det ikke usandsynligt, at Slayyyter, der voksede op i det midtvestlige Missouri med en fattig mor og en fraværende far, der var stofmisbruger, i mindre grad er prædisponeret for politisk korrekthed.

Hvis vi ikke insisterer på, at folk selvfølgelig kan blive omvendt og løfte sig over det miljø, de voksede op i, kan vi lige så godt opgive kampen mod racisme og diskrimination.

Ikke at tro på, at folk kan ændre sig, er slet ikke en woke holdning. Lad os ikke gå den vej.