SÅ DU DET? Det er svært at være studerende i København uden at møde nogen, der bor på Egmont Kollegiet. Med et beboertal på 500 mennesker dukker de op på alle slags uddannelser.
Og lige så mange kollegianere der er, lige så mange historier er der om forældre, der mødte hinanden på kollegiegangene, eller bare taler om det som den fedeste ungdomstid.
Så selvfølgelig skal dette sagnsomspundne kollegium have sin egen dokumentar her anno 2026. Og selvfølgelig skal det kombineres med, at vi genbesøger 90’er-programmet ‘Nye II’, som fulgte beboernes hverdag det samme sted for omkring 20 år siden.
I DR’s aktuelle ‘Kollegiet’ er vi med, når nye beboere flytter ind på Egmont Kollegiet på Østerbro, og garvede kollegianere sætter dem ind i, hvordan tingene på det traditionsrige sted fungerer. De bor tæt, spiser sammen, fester sammen, laver revy og afholder deres egen festival.
Parallelt med det genbesøger vi klip fra ‘Nye II’ fra 90’erne om et af kollegiets køkkener. Hovedpersonerne er nu voksne og ser nostalgisk tilbage på deres ungdom. Flere af dem har nu selv børn, der bor på Egmont.
Og det er da skidehyggeligt at se billeder fra både dengang og nu, hvor unge mennesker over en grøn og en gryde pasta deler livets glæder og sorger som den »ekstra familie«, de gerne kalder det.
Albert spiller på kollegiets fodboldhold The Hangovers, og hans far synes, det er helt kanon, fordi han gjorde det samme i sin tid på Egmont.
Beboeren Dagmar, som oplever chikane på sin arbejdsplads, finder støtte og trøst i sine venner på køkkenet. En skøn illustration af den måde, kollegielivet kan give tryghed, som man især savner, hvis ens familie bor i en anden landsdel.
Jeg boede selv på kollegium i min studietid, og derfor har jeg en stor kærlighed til den måde at bo på og de venner, man kan få ud af det.
Men kollegier eksisterer på et spektrum, og fra første afsnit af DR-serien får man bekræftet, at Egmont er i den ekstreme ende, hvad angår sociale forpligtelser, traditioner, der skal opretholdes, og øl, der skal drikkes. Det virker næsten til at være én lang fest, hvor tømmermændene aldrig rammer.
Er der virkelig ingen beboere fra 90’erne til nu, der kan nuancere Egmont-oplevelsen en smule? Det må da inkludere sine nedture, at der arrangeres festival lige uden for dit vindue, og at der hersker en så stærk ‘sådan plejer vi at gøre’-kultur, at selv dine forældre har en holdning til festerne.
Måske lyder det, som om jeg leder efter håret i suppen efter at have set de første par afsnit, og jeg håber, fortællingen favner bredere undervejs i de otte afsnit. Men allerede fra start kunne jeg godt tænke mig en framing af ‘Kollegiet’, som ikke gjorde Egmont til synonym med kollegieutopien og det gode ungdomsliv.
Vi er nok mange, der ville dø af FOMO eller alkoholforgiftning eller begge dele, hvis det var os, der skulle bo der.
‘Kollegiet’ kan ses på DRTV.