’Myanmar Mareridt’: DR-aktuel dansk borgerkrigsdokumentar er isnende uhyggelig
DOKUMENTAR. Allerede fra åbningsscenen står det klart, at den nye danske dokumentar ‘Myanmar Mareridt’ ikke er for sarte sjæle.
En rystet mobiloptagelse viser en familie med børn, der vover sig over en mark. Uden for billedet gemmer sig en bevæbnet person, der fyrer skud efter børnene. De smider sig på jorden og bliver liggende. Hvor mange blev ramt? Det er ikke til at sige.
Grusomme sammenstød mellem krig og familieliv som dette er i centrum for nyeste film af den erfarne dokumentarist Kaspar Astrup Schröder, der flere gange tidligere har rettet kameraet mod udsatte menneskeskæbner rundt omkring i verden.
Tilbage i 2017 fulgte han en gruppe unge børnehjemsbeboere med fængslede forældre (‘De dømtes børn’), og sidste år skildrede han Japans livstruende ensomhedsepidemi (‘Ensom i Tokyo’).
Som titlen indikerer, er Schröders nye dokumentar optaget i Myanmar, der igen og igen har været hærget af væbnede konflikter, siden landet opnåede selvstændighed fra Storbritannien i 1948. I 2021 udløste et militærkup endnu en voldelig borgerkrig, som har gjort levevilkårene næsten umulige for den overvejende fattige befolkning.
Som et håndgribeligt eksempel på krigens menneskelige konsekvenser har Schröder gennem seks år fulgt den unge kvinde Hnin, hendes forældre og søskende. Da vi møder familien i 2019, bor de i en lejr langs en flodbred midt i ingenting. Her bliver de ikke længe. For trusler om bomber tvinger dem flere gange til at samle alle deres ting og sejle længere ned ad floden i en søgen efter en ny base.
Den krigsramte hverdag fremstår lige dele skrækindjagende og påfaldende begivenhedsløs. Mens Hnins yngre søskende leger, bruger hun og forældrene det meste af deres tid på at skaffe mad og sidde i venteposition og lytte efter faresignaler.
Blandingen af stilstand og konstant paranoia må uundgåeligt sætte sig i psyken. Det er desværre sjældent noget, filmen formidler gennem Hnin. Den voksne datter optræder det meste af filmen med den samme, lukkede mine, og vi hører sjældent om hendes følelser og tanker.
Det er nok derfor, Schröder fra tid til anden lader hende udtrykke sig gennem en voiceover. Monologbidderne fremstår dog tilpas skrevne og konstruerede til, at vi fortsat ikke rigtigt mærker hende som menneske.
Der kan selvfølgelig ligge en væsentlig pointe i, at krigssituationen, som sætter livet på pause og bremser al udvikling, er skyld i hendes sparsomme mimik og få ord.
Til gengæld mærker vi hyppigt frygtens ulmende tilstedeværelse takket være underlægningsmusikken. Selv når billederne ikke nødvendigvis viser noget ubehageligt, præger en dyster drone lydsporet. Vi mærker, at volden og døden kan vise sig ud af det blå.
Det ser vi også i en central scene, hvor børnene leger i floden. Pludselig bliver de kaldt op på land, da de spotter en hovedløs krop flyde med strømmen længere ude i vandet.
Overraskende nok ender Hnins indledningsvis ret passive far med at gennemgå filmens største udvikling. For da borgerkrigen bryder ud i 2021, slutter han sig til den væbnede modstandsbevægelse, der kæmper mod den undertrykkende militærmagt.
I en overraskende tilbagelænet scene følger vi faren og de andre modstandsfolk tale med smil og grin om deres dronebomber, der nogle gange rammer plet og andre gange rammer ved siden af. De synes dog alligevel bevidste om alvoren, for flere af dem insisterer på at dokumentere krigsgerningerne med deres telefoner.
Disse optagelser, som Schröder inddrager løbende i dokumentaren, står i skærende kontrast til mændenes henkastede samtaler. I isnende uhyggelige videoer fra dronernes perspektiv ser vi bomberne falde mod mennesker på jorden. Tiden står stille, mens vi venter på at se, om de rammer deres mål eller ej.
Lige så ubehagelige og intense er en række bodycam-optagelser fra soldaterne, der skyder og dræber modstandere i lokale landområder. At filmskaberne har sløret de døde kroppe, gør ikke krigsscenerne mindre voldsomme.
»Du ødelægger aftensmaden. Dine tårer vil gøre børnene kede af det. Hold dem inde«, siger hans hustru i en barsk scene, da han hjemvendt fra krigen bryder ud i tårer.
‘Myanmar Mareridt’ holder sig heldigvis ikke tilbage fra at vise hverken smerte eller tristesse. Foruden soldaternes egne optagelser har også en burmesisk fotograf hjulpet Schröder med at dokumentere den centrale families liv, efter danskeren ikke selv længere kunne komme ind i landet.
At denne kollega er anonymiseret under dæknavnet Moe Thu, siger alt om militærdiktaturets forsøg på at kvæle kritiske røster med vold. Det vidner også om, at den filmiske blotlægning af begivenhederne er en slags modstandskamp i sig selv.
Kort sagt:
Den danske dokumentar ‘Myanmar Mareridt’ giver et til tider stillestående, men mest af alt isnende uhyggeligt og voldeligt indblik i det borgerkrigsramte lands svære menneskelige kår.