KOMMENTAR. I 2006, mens hun gennemlevede et konstant, vågent mareridt involverende en hær af kameraer, der jagtede hende, hvor end hun gik – til apoteket, skilsmisseadvokaten, familieretten, afvænning, arresten, McDonald’s – delte Britney Spears et digt på sin hjemmeside.
‘Remembrance of Who I Am’, hedder digtet, der er et dystert og voldsomt lyrisk opråb fra en kvinde, der ikke havde oplevet andet end manipulation og umyndiggørelse fra dem omkring sig: musikindustrien, managere, medier, myndigheder, forældre, manden, hun netop var blevet skilt fra.
»The ones you think you love / They pull you down / You can’t see up above / Manipulation is the key / They screw it in / Because you’re naive / You come to me now / Why do you bother? / Remember the Bible / The sins of the Father / What you do / You pass down«, går et par strofer.
Digtet, som blev fjernet fra hjemmesiden kort efter publiceringen, har for mig længe stået som en af de vigtigste påmindelser om, at Britney Spears aldrig fik lov til at vise os meget mere end en brøkdel af den vilde, komplekse kunstner, hun er.
Nu har vi fået endnu en påmindelse i form af fire nye sange, der oprindeligt blev indspillet til 2001-albummet ’Britney’, men som først nu er blevet officielt udgivet i anledning af albummets 25-års jubilæum.
Sangene er et både fascinerende og trist vidnesbyrd om de veje, hun kunne være gået, hvis hun havde fået den kreative frihed, hun åbenlyst fortjente.
Skam og begær
’Britney’ er ikke et af hendes bedste album, men det er et essentielt kapitel i fortællingen, ikke bare om Britney Spears, men om de sidste årtiers popmusik.
»I’m not a girl / Not yet a woman«, synger Spears på et af albummets store hits, og ’Britney’ markerer netop hendes overgang fra teenageidol til voksen popkunstner. Især den ikoniske – og i sin samtid skandaleombruste – førstesingle, ’I’m a Slave for You’, har vist sig at eksemplificere den vej ud af barnestjernerollen, som stjerner som Miley Cyrus og Selena Gomez senere har efterlevet.
Men selvom albummet skubber Spears i en mere moden og seksuelt udfordrende retning, mangler det med få undtagelser – den ængstelige selvstændighedshymne ’Overprotected’ værende det mest bemærkelsesværdige eksempel – den selvudleverende undertekst, der kendetegner Spears’ bedste udgivelser.
Men sådan behøvede det ikke at være. I hvert fald ikke at dømme efter de fire nyudgivne outtakes, som snildt kunne have erstattet størstedelen af de sange, der rent faktisk endte op på albummet.

Det gælder ’She’ll Never Be Me’, der er drevet af en langt mere overlagt og blodtørstig form for begær end den åndeløst selvudslettende ’I’m a Slave for You’. Og den dystre ’Am I a Sinner’, som, hvis den var blevet inkluderet, ville have været albummets bedste sang.
’Am I a Sinner’ er måske det tidligste eksempel på, at de bedste Britney Spears-sange er dem, der handler om noget andet, end de umiddelbart giver sig ud for.
Som på 2007-mesterværket ’Blackout’, hvor sange som ’Gimme More’, ’Get Naked’ og ’Freakshow’ er hedonistiske sexsange, der i virkeligheden handler om overvågning; sange, der lyder som et soundtrack til sexscener i ’Minority Report’.
Eller en sang som ’Everytime’, en inderlig kærlighedsballade, der lige så meget handler om en desperat længsel efter at blive hørt. Hør bare Spears’ indtrængende levering af åbningslinjen: »Notice me«.
’Am I a Sinner’ er en sang om at skamme sig over sit eget begær: »Imagination starts to haunt me, it controls me / In my secret place / Where I drift away / Tell me, am I a sinner?« synger hun.
Det er åbenlyst, at sangen vil have lytteren til at tro, at de hjemsøgende fantasier er af en seksuel karakter. Den kan dog i lige så høj grad læses som et sarkastisk modsvar til dem, der forsøger at fremstille Spears som en naiv pige, der ikke kan håndtere den frihed, hun så desperat længes efter.
Som hun selv formulerer det i omkvædet: »Something’s wrong with the picture / This is not my fault«.
En uudforsket vej
Men det er lige så meget på et rent musikalsk plan, at de nye sange er øjenåbnende.
Produktionen på ’Am I a Sinner’ er tung og mørk på en måde, meget få Britney-sange var før ’Blackout’. Og ’When I Say So’ lyder – med sin kombination af opklippede akustiske guitarer og insisterende breakbeats – utroligt tæt på den lyd, Madonna udforskede på ’Music’ blot året forinden. Det er fascinerende at høre.
Mest chokerende er dog ’My Big Secret’, som Spears i et interview tilbage i 2001 beskrev som en »smuk folk-sang«.
Det er ikke en helt rammende beskrivelse, men man forstår alligevel godt associationen: Der er noget folk-agtigt over den simple, repeterende melodi, der i momenter næsten giver associationer til en vuggevise. Mest retvisende er det dog at beskrive ’My Big Secret’ som Spears’ udgave af neosoul.
Bevares: Spears har ikke det element af gospel i sin stemme, som kendetegner en D’Angelo, en Lauryn Hill eller en Erykah Badu, men den utroligt tilbageholdende Neptunes-produktion – ikke andet end en ultraminimalistisk trommerytme og en stemningsskabende synth-tåge – tillader hende at gøre et reelt forsøg.
Hun går følsomme og nuancerede steder hen med sin stemme, hun sjældent forsøger at nærme sig. Måske fordi det vidt åbne musikalske rum giver hende en sjælden mulighed for at lege med fraseringer og intonation.
Pludselig kan man høre, at hendes største inspirationskilder – efter eget udsagn – er Whitney Houston og Janet Jackson.
’My Big Secret’ er ikke nødvendigvis en af Spears’ bedste sange, men den peger på en spændende og lovende vej, som hun ellers aldrig udforskede hverken før eller siden. Men tænk hvis hun havde?
Tænk hvis hun en dag havde lavet et neosoul-album eller havde viderudviklet den Madonna-klingende folktronica-lyd, som hun strejfer på ‘When I Say So’?
Tænk hvis ikke hun – efter sit sidste gode album, 2011’s ‘Femme Fatale’ – udelukkende havde være omringet af folk, der var så forhippede på at fastholde hende i deres idé om Britney Spears™, at de helt glemte, hvor mangefacetteret en person de havde med at gøre?
»This is for everyone who thinks they know me … I forgive you«, lød sidste vers af Spears’ digt fra 2006. Spears’ kan måske tilgive, at hun aldrig fik lov at vise os, hvor stor en kunstnerisk spændvidde hun rummer. Men vi andre behøver jo ikke at gøre det.
‘Britney (25th Anniversary Edition)’ er ude nu.
