‘Rose’: Sandra Hüller er dybt fascinerende i nærmest umulig rolle i biografaktuel Oscar-kandidat
FILM. If you can’t beat them, join them.
Sådan har Rose (Sandra Hüller) måske tænkt, da hun trak i bukserne og meldte sig som soldat.
Efter flere år i tjeneste under Trediveårskrigen slår hun sig ned i et lille landsbysamfund. Under falsk identitet arver hun en nedslidt gård og det tilhørende land, som de lokale mistroisk overdrager til hende.
“Privilegiet” som soldat og landejer var naturligvis ikke for kvinder i 1600-tallet, men Rose har i årevis levet som mand.
»Der var mere frihed i bukserne«, forklarer hun senere. Og rigtigt nok er livet som Herr i det 17. århundrede præget af uendelige muligheder sammenlignet med et liv som Frau.
‘Rose’ er Østrigs Oscar-bud og en fængslende fortælling om køn, privilegier og magt. For nok er Rose en outsider i det isolerede og religiøse landsbysamfund, men hun har penge. Og hun har land. Så længe beboerne køber hende som mand, er det lig med accept.
‘Rose’ er ifølge instruktør Markus Schleinzer inspireret af virkelige historiske beretninger om kvinder gennem historien, der i hemmelighed levede som mænd. Og filmen føles også langt hen ad vejen som en historisk roman, særligt hjulpet på vej af den alvidende fortællerstemme (Maria Growaldt), som løbende kommenterer Roses (ofte moralsk tvivlsomme) handlinger.
Samtidigt gør de smukke sort-hvide billeder af skøn og brutal natur det nemt at lade sig transportere til en anden tid, hvor Guds ord var lov.
Tyske Sandra Hüller har med ‘Digger’, ‘Project Hail Mary’ og ‘Anatomy of a Fall’ haft succes på fremmedsprog, men i ‘Rose’ viser hun, at hun stadig er fabelagtig auf Deutsch.
For sin præstation i ‘Rose’ vandt hun fuldt fortjent en Sølvbjørn for bedste hovedrolle ved dette års Berlinale. Hun har fået en nærmest umulig opgave i den mystiske titelkarakter, som aldrig lukker nogen ind bag det arrede ansigt. Alligevel finder Hüller små sprækker. Som når hun med en barnagtig mine tygger på sin halskæde, der bærer den kugle, som permanent dækkede hendes ansigt i ar.
Det er en svær dobbeltrolle som kvinden Rose og den mand, hun udgiver sig for at være. Hüller laver ingen synderlig distinktion mellem de to, hvilket kun gør mysteriet om den fåmælte Rose mere fascinerende.
Hovedpersonens problemer sættes på spidsen, da hun – noget modvilligt – indgår et ægteskab med naboens datter, Suzanna (Caro Braun).
Det liv, Rose flygtede fra, afspejles i den nye hustru. Suzanna behandles som en handelsvare af sin far, der ser en mulighed for velstand i at gifte hende bort. Suzanna er pligtskyldigt først lykkelig, da hun tror, hun er gravid med en sund arvtager af gården, hvilket gør Rose rasende.
Filmens mysterium centrerer omkring, hvor meget af Roses adfærd der reflekterer hendes autentiske indre, og hvor meget der er spil for galleriet: Når hun råber ad sit tjenestefolk og sin hustru, er det så en magtudøvelse eller blot sådan, hun mener en mand bør agere?
Det kunne være let at smide ‘Rose’ i female empowerment-kassen som en fortælling om en kvinde, der sprænger rammerne for, hvad en kvinde kan udrette. En proto-feminist.
Men Rose ønsker egentlig mest at passe ind, også hvis det betyder at deltage i frygtelige handlinger af den slags, som opstår i krig. Hun er snarere en opportunist, som øjner en mulighed for frihed og magt.
Man kunne ønske, at mysteriet om Roses identitet blev udforsket som mere end blot et middel til at opnå materiel velstand. Det føles til tider for simpelt.
Alligevel er man aldrig i tvivl om, hvorfor hun har valgt det liv, hun har.
Kort sagt:
Østrigs Oscar-bud er inspireret af virkelige kvinder fra historien, der levede som mænd. Med Sandra Hüller i front er ’Rose’ et tvetydigt historisk drama om køn og mandlige privilegier.