’Wicker’: Det er både varmt og weird, når Olivia Colman bliver bollet af Alexander Skarsgård i pileflet
FILM. Der er nærmest ikke det, jeg ikke har set på internettet. Alligevel var det lidt af et syn at se en mand i pileflet bolle Olivia Colman.
Men det er altså det, der sker i Alex Huston Fischer og Eleanor Wilsons skæve fantasy-folk-romcom ’Wicker’. For trods en aversion mod et klassisk samliv rammes middelalderbyens mobbeoffer og pebermø’ske fiskerkone (Colman) af en altopslugende ensomhed, og hun beder derfor den magi-kyndige kurvemager – og filmens fortæller – (Peter Dinklage) om at lave en mand til hende.
»Mød op i kirken om en måned«, siger han.
Klip til noget, der minder om ’Gift ved første blik’, hvor den ene part er lavet af træ, og den anden stinker af aborre. En kombination, der ikke ville holde de fem uger, tænker man. Men det gør de.
For ulig mange af realityformatets par viser de sig at være et perfekt match – og gommen (Alexander Skarsgård) viser sig at være en 10/10: hjælpsom, kærlig, loyal og på alle måder dybt tiltrækkende.
Ja, kun Alexander Skarsgård kan være hot lavet af grene. Derfor begynder han også at vække misundelse hos de omkringstående toksiske mænd og understimulerede kvinder, som drømmer om lidt privat wood work.
Den slags platte seksuelle jokes og undertoner er der sådan set nok af i filmen selv. Det er indimellem sjovt, men med en i forvejen så lollet Pinocchio-præmis bliver det lige lovlig meget, når vi hvert andet minut skal grine af ødelagte senge og tanken om splinter alle mulige og umulige steder.
Heldigvis er der også sjæl og tyngde i komediedramaet, der vender op og ned på den bibelske skabelsesberetning ved at lade en mand blive skabt til kvindens fornøjelse. I ret rørende og troværdige scener – ikke mindst takket være Colmans evigt gode skuespil – undersøges forskellen på at elske og at eje nogen.
Et ret væsentligt spørgsmål i et umiddelbart lækkert univers, malet i lette og indbydende farver, men hvor de navnløse hustruer på ubehagelig vis omtales med deres mænds professionstitler og i stedet for fingerringe i kærlighed og hvidguld får klamme, kvælende halsbånd på.
Ægteskabets undertrykkelse og begrænsninger bliver særligt tydelige hos skrædderkonen (skarpt og isnende spillet af Elizabeth Debicki), der er landsbyens kvindelige overhoved og ultimative mean girl. Men jeg ville nok også blive lidt strid, hvis jeg var tvunget til at plukke bær og passe børn, jeg aldrig havde ønsket mig, frem for at følge drømmen om at blive entreprenant CEO i min egen fremadstormende tøjforretning a la Mads Skjern.
Jalousi og begær bliver de egentlige skurke og hovedrollernes største trussel og løber som en understrøm gennem filmen. Det samme gør sig gældende for det symboltunge vand, der omkranser landsbyen, og som gemmer på en fiskeversion af Narcissus-myten – og hermed en tidlig advarsel om faren ved at være alt for optaget af sit eget udseende og sin fuckability.
En ikke helt uvæsentlig lektie til både publikum og de spraglede og underholdende figurer, der ud over de allerede nævnte også tæller svenske Gustav Lindh som verdens værste knald og Richard E. Grant som verdens værste læge.
Generelt er ’Wicker’ spækket med noble budskaber og gajolæske-paroler, der bestemt fortjener at blive gentaget. Onde tunger vil dog muligvis mene, at den sociale satire bliver lige lovlig moraliserende – særligt i den ellers ret søde og mindeværdige slutning.
Men lyt ikke til dem. Overgiv dig i stedet til en sær kærlighedshistorie om et umage par, man virkelig hepper på og virkelig gerne vil ligge i smørhullet af.
Kort sagt:
Olivia Colman og Alexander Skarsgård leverer couple goals i en varm og weird film om ægteskabsformaninger og dendrofili.