TRACK. Hvad kan man overhovedet sige om ‘Torn’, Dolly Parton-duetten, der afslutter U2’s første album med nyt materiale i ni år, og som blev den sidste sang, det afdøde countryikon nåede at indspille?
En sang, der – som Kamala Harris ville formulere det – ikke bare er dumpet ned fra en kokospalme, men som eksisterer i en kontekst og så videre. En sang, der ville have været rørende alene qua det faktum, at den eksisterer.
Historien er, hvad den er, og den er umulig ikke at læse ind i en sang, hvis triste fortælling om brudte relationer velvilligt lader sig tolke som afskedsord.
»Nothing hurts a mother more than a family at war«, synger Parton. Næsten som om hun i fugleperspektiv betragter den kriseramte, opløste verden, hun lige har forladt.
»When brothers turn to strangers / And can’t feel each other’s pain / Somebody loses either way / And every heart is torn«, fortsætter hun i gåsehudsfremkaldende harmonisang med Bono, hendes stemme svækket, men fuld af viljestyrke.
Dolly Parton havde allerede skrevet størstedelen af ‘Torn’, længe inden den blev præsenteret for Bono og resten af bandet, og det er ikke usandsynligt, at den i højere grad vil appellere til hendes fans end til deres.
Dog gemmer sangen på et lille U2-påskeæg i form af Daniel Lanois’ mystiske, drømmende pedalsteel, der bader sangens hjerteslagspuls i et næsten overjordisk lys.
Lanois, der sammen med Brian Eno har produceret de fleste af bandets mest elskede plader, har ikke været at finde på et U2-album siden 2009, men det er godt, at han dukkede op netop nu. ‘Torn’ ville ikke være det samme uden hans uforlignelig sans for atmosfære.
I et nyligt interview med Rolling Stone beskriver Bono, hvordan Parton som en sidste kraftanstrengelse stod op fra sygesengen for at indspille sangen, og det er næsten for meget.
Men selv uden mytologien havde ‘Torn’ været en smuk sang.
Til dig, der kan lide: Dolly Parton. Daniel Lanois. Drømmende country-ballader. Smukke afskedsreplikker. At have en klump i halsen.
