Roskilde 04: DJ Krush – hiphop på japansk
Japanerne indtog i går Metropol, og den første i rækken var selveste DJ Krush. Han er en af de helt store dj-maestroer, en sand sensei, der har vist sig mere end langtidsholdbar. Forventningerne var således store, hvilket et proppet telt vidnede om.
På scenen stod, udover DJ Krush, to pladespillere og en mixer, og så var set-up’et til koncerten sat. Han gjorde sin pligt, men desværre ikke meget mere. Han gav eksempler på sin høje tekniske klasse, men derudover virkede det kun én time lange dj-set til tider en smule for rutinepræget.
Det startede stille med en Krush-udgave af Portishead, der blev modtaget med hyldest, og derefter blev der serveret niphop – hiphop på japansk. Bassen var tung, og kombineret med de beats der lejlighedsvis rykkede, fik det folk til virkelig at være med. Det var ganske suverænt, men Krush formåede ikke at holde fast i publikum.
Derfor blev det aldrig den oplevelse, det kunne være blevet. Det ændrer dog ikke ved, at DJ Krush kan sit kram, og at han er en fornøjelse at opleve. Han har et øre for det unikke, men han kom i går desværre ikke udover sin pult.