Bruce Springsteen

Indholdet på bossens 18. studiealbum er et broget sammenrend af remakes af tidligere udgivne sange, outtakes og enkelte covernumre. Majoriteten af det selvkomponerede materiale er skrevet fra årtusindskiftet og frem, mens få sange er helt tilbage fra midt-1990’erne. Med andre ord er der ikke tale om materiale, der som udgangspunkt har været tænkt som en helhed.

Sammen med The E-Street Band og enkelte andre musikere, mest markant Rage Against the Machine-guitaristen Tom Morello, har rocklegenden Springsteen nyindspillet alle sangene sidste år. Dette er der måske lidt overraskende kommet et ganske homogent album ud af, som ligger i fin forlængelse af forgængeren ’Wrecking Ball’s resignerede stemning.

Albummet starter dog optimistisk med det swingende titelnummer, hvor der sættes trumf på med en livlig hornsektion og Morellos svirpende guitar, men allerede på den sammenbidte ’Harry’s Place’ forsvinder optimismen. »You don’t fuck with Harry’s money, you don’t fuck Harry’s girls / these are the rules, this is the world«, lyder det om sangens intimiderende hovedperson.

Læs også: Hør de 10 vigtigste Bruce Springsteen-sange

Den ætsende ’American Skin (41 Shots)’ er inspireret af episoden, hvor fire newyorker-betjente fejlagtigt skød og dræbte den 23-årige afroamerikaner Amadou Diallo i 1999, mens den spartanske ballade ’The Wall’ handler om Springsteens ungdomshelt, musikeren Walter Cichon, som aldrig vendte hjem fra Vietnamkrigen.

Det spøgelsesagtige cover af Suicides ’Dream Baby Dream’, den brusende genindspilning af ’The Ghost of Tom Joad’ og det sprælske take på The Saints’ ’Just Like Fire Would’ tangerer ligeledes blandt albummets fineste stunder. Der er med andre ord masser af gode grunde til at være håbefuld.