Tortoise – en alsidig skildpadde
Tortoise fra Chricago har, siden de debuterede i midten af 1990’erne, set stort på hitpotentiale og nemme løsninger, og deres instrumentalmusik inkorporerer elementer fra så forskellige genrer som rock, jazz, electronica og dub. Dette enestående mix har placeret dem i førerfeltet inden for den svært definerbare postrock-genre.
Onsdag aften troppede kvintetten op på Lille Vega med deres seneste (og sjette) album ‘Beacons of Ancestorship’ under skildpaddeskjoldet. Publikum var mødt talstærkt op, og allerede fra koncertens start tegnede det rigtig godt. Men efter koncertens første nummer begyndte bandets gear at drille en smule, hvilket desværre kom til at præge en god del af koncertens første halvdel og resulterede i flere længere pauser undervejs.
Med kompositionerne fra seneste opus som udgangspunkt suppleret af højdepunkter fra bagkataloget overvandt Tortoise dog de teknologiske vanskeligheder, og i løbet af den halvanden time lange koncert formåede de at levere intense udgaver af den ene stærke komposition efter den anden.
Tortoises måske største styrke ligger i deres musikalske alsidighed. Den klassiske rockinstrumentering suppleres af vibrafon, marimba og forskellig elektronik, og det ene øjeblik spilles der funky og jazzet, Hvor efter det hele i næste øjeblik eksploderer i en punket støjudladning. Mellem numrene bytter medlemmerne indbyrdes instrumenter på kryds og tværs, således at trommeslageren i ét nummer står med bassen mellem hænderne i det næste.
Bandet kan prale af at være i besiddelse af hele tre fremragende trommeslagere, som skiftevis buldrede løs på de to trommesæt placeret forrest på scenen. Spilleglæden var tydelig hos bandet, og deres komplekse kompositioner fik ofte karakter af små soniske rejser. Publikum var inviteret med på rumrejse, og denne aften hed guiden Tortoise: En gennemmusikalsk skildpadde der aldrig gemte sig under det sikre skjold.