Michael Kiwanuka – tidløs soul-varme
Hvis du er typen, der altid har drømt om eller savner en rigtig koncertoplevelse anno 1970-something, men ikke havde billet til Michael Kiwanuka i fredags, så gik du glip af en alvorlig chance for at få drømmen opfyldt, da Lille Vega denne aften forvandledes til noget nær himmerige for romantiske retrosjæle.
Briten har med debutpladen ‘Home Again’ fornemt vist, hvordan man kan være en moderne Bill Withers eller Van Morrison uden at lyde som flad pastiche, og hans optræden såede ingen tvivl om, hvorvidt tilbageskuende charme og unægteligt musikalsk talent virkelig bare kan gøre det helt for sig selv.
Kiwanuka gik på scenen og beviste, at han med ydmygt begejstret autoritet kan gøre nostalgi moderne og medrivende. Han forførte et velvilligt publikum med skøn smiger, small-talk om musikken, engagerede svedperler i skægget og et kæmpe smil, der smittede med vaskeægte musikglæde – ikke at det var nødvendigt at smitte nogen: Publikum dansede, klappede og vovede sig energisk ud i sporadisk sing-a-long.
Læs også: Michael Kiwanuka: Mine ni yndlingsalbum
Kiwanukas band, bestående af fem cool og røvcharmerende musketerer med evigt moderne boybandappél, var langt mere end et akkompagnerende tapet, og der var så meget sjæl i hvert percussionbeat, at funkautentiske pigehjerter kunne smelte på tværs af mange årtier.
Den lovpriste brite er ikke bare en velsignet retrocrooner, professionel og personligt nærværende. Han er ikke bare en del af en britisk new-soulbølge. Fredag skabte han en varm koncertoplevelse med en altafgørende tidløshed over sig, der ubesværet ramte en nerve mellem lige nu og dengang.
