‘Divergent’

‘Divergent’

Den amerikanske sci-fi-teenagefilm ’Divergent’ foregår 100 år ude i fremtiden. Efter en stor krig er indbyggerne i Chicago blevet opdelt i fem sociale grupper, der udfører hver sin samfundsopgave. Når man bliver teenager, får man så lavet en spacy personlighedstest, der afslører, hvilken fraktion man bør hører til.

Grupperne har farvekoordineret deres tøj, så det er let at se forskel på dem: De kloge nørder har blå skjorter på, de blødsødne humanister trisser omkring i gråt uldtøj, og de cool daredevil-typer, som filmen foregår iblandt, tonser rundt i falske læderjakker og skinny jeans og ligner en blanding af en ’30 Seconds to Mars’-video og en provinsteater-opsætning af ’Grease’.

Problemet er, at filmens pubertets-heltinde Tris ikke passer ind i én af de fem kategorier. Hun er »divergent«.

Efter nogle ’Rocky’-agtige træningsmontager og en ’Inception’/’Matrix’-lignende feature, hvor Tris render rundt i sin egen underbevidsthed og slås med barndomstraumer, ender det på en eller anden måde med, at hun skal redde den moderne verden.

Det giver ikke rigtig mening. Til gengæld minder det hele rigtig meget om ’The Hunger Games’: En rundkindet tøs med ben i næsen, en postapokalyptisk sci-fi-verden, offentlige udvælgelsesritualer og blodige, spil-lignende konkurrencer – det har vi altsammen før. Shailene Woodley (’The Descendants’), der spiller Tris, ligner da også en discountudgave af Jennifer Lawrence med store, våde øjne, rundt fjæs og fræk, hæs stemme.

Tematisk er filmen ét langt, grådkvalt klynk fra teenageværelset. »Hvem er jeg«, hulker Tris ustandseligt, og mottoet er naturligvis: Du er helt din egen (ligesom alle andre). Lidt lakrids, når filmen selv er et rip off.

Det hele er pakket godt ind Hollywood-gavepapir, hvor hvert vendepunkt, hver lydeffekt og kameraindstilling ligger bæltefikseret i en stiv narrativ struktur.

Desuden er ’Divergent’ proppet med mccarthyistisk socialist-forskrækkelse om den store, onde stat, der styres af magtliderlige voldspsykopater, der gør de stakkels borgere til konforme, identitetsløse zombier. Det kan amerikanerne ikke lide.

De er til gengæld svært glade for fri vilje, mod og handlekraft, hvilket Tris heldigvis har masser af. Så længe det altså ikke handler om sex. For sex må man ikke have. Heldigvis når Tris lige præcis at sige fra, inden hun overmandes af ukristelig lyst til James Franco-klonen Four (Thoe James). Han må overnatte på et koldt, hårdt betongulv, imens Tris selv slumrer i hans dobbeltseng, endda lige efter han har sat sit liv på spil for at redde hendes.

Den kristne forfatterstjerne Veronica Roth, der har skrevet filmens litterære forlæg, var kun 22 år, da ’Divergent’ ramte boghandlerne, og allerede inden hun gik ud af college, var filmrettighederne solgt.

Selvfølgelig lirrede hun lige to bøger mere af – trilogier er jo moderne – så vi kan glæde os til to film mere i serien om Tris. Der er indtil videre solgt svimlende 17 mio. bøger, så mon ikke der bliver fulde huse til den to timer og 20 minutter lange sci-fi-herlighed?


Kort sagt:
Pointen i den amerikanske teenagefilm ’Divergent’ er, at konformitet er noget skidt, og at man skal være sig selv no matter what. Ikke desto mindre ligner filmen til forveksling’The Hunger Games’ – dog spicet op med lidt seksual- og socialistforskrækkelse.

Spillefilm. Instruktion: Neil Burger . Medvirkende: Shailene Woodley, Theo James, Ashley Judd, Kate Winslet. . Spilletid: 140 min. . Premiere: 10. april
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af