’Kapgang’

At spinde en film over sportsdisciplinen kapgangs popularitet i landsbyflækken Sdr. Omme boder umiddelbart vel for solide grin på linje med Anders Thomas Jensens skæve danmarksbilleder. Desværre er Niels Arden Oplevs ’Kapgang’ mindre absurd, end man kunne have forventet af samarbejdet mellem instruktøren og manuskriptforfatter Bo hr. Hansen, som har bearbejdet Morten Kirkskovs roste (og delvist selvbiografiske) debutroman fra 2010 af samme navn.

I det herrens forår 1976 møder vi Martin (Villads Bøye), som udover at være Sdr. Ommes mest lovende unge kapgænger også står over for sin snarlige indtrædelse i de voksnes rækker. Martins vejrudsigt for sommeren skifter dog brat fra strålende sol til tyk tåge, da moren går bort, og elektriker-faren Hans (Anders W. Berthelsen) og storebroren på hver deres aparte vis går op i limningen – faren ved straks at søge sit presserende »mandlige behov« opfyldt andetsteds og broren ved at iføre sig morens tøj og solbriller 24/7.

Den unge knægt er dog mest optaget af sin gryende romance med klassekammeraten Kristine (Kraka Donslund Nielsen) og ikke mindst sin seksuelle tiltrækning af bedstevennen Kim (Frederik Winther Rasmussen). Oven i det hele gør damefrisøren (Anette Støvelbæk) stormkur til Martins far, mens nabokonen Lizzie (Sidste Babett Knudsen) med den voldelige mand bare gerne vil hjælpe til, og Martins mormor ublu bebrejder sin svigersøn for familiens ulykke. Intet under, at Martin føler grunden under sine kapgangs-trænede fødder skælve.

Menageriet af spøjse karakterer i Sdr. Omme (nogle mere klicheramte end andre) kunne have været ganske underholdende, men ’Kapgang’ kommer aldrig rigtigt i omdrejninger. Enkelte scener, hovedsageligt Anders W. Berthelsens, glimter af en besk komisk genialitet, men filmen har simpelthen for mange jern i ilden og for travlt med at udpensle udviklingen af Martins splittede seksualitet til for alvor at føles som den vedkommende dannelseshistorie, den så gerne vil være. I sidste ende er den lige så ophidsende som Martins energiske vralten ned ad hovedgaden i Sdr. Omme.


Kort sagt:
Niels Arden Oplev udviser Malmros’ke tendenser i sin ode til den svære ungdom og 70’ernes landsbyliv i Danmark, dengang buksebenene var vide og verden tilsyneladende permanent indhyllet i et gulligt Instagram-filter. Desværre redder få øjeblikke af sort genialitet dog ikke ’Kapgang’ fra at stavre underligt formålsløst derudaf.

Instruktion Niels Arden Oplev. Medvirkende: Villads Bøye, Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk. Spilletid: 108 min.. Premiere: 28. august
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af