At høre Nic Pizzolatto fortælle om sine erfaringer med at skrive ’True Detective’, er det tætteste, man kommer på at se og høre Rust Cohle i levende live. Arrogant og tilbagelænet sidder forfatteren selvsikkert i Tivoli Congress Center og slynger af sig med anekdoter fra seriens første sæson.
Ligesom hans dialoger og karakterarbejde tryllebandt os til skærmen igennem otte afsnit i foråret, kan han i kongrescenterets største sal med stor lethed fange publikums opmærksomhed med sin afdæmpede sydstatsaccent og sine skarptskårne holdninger.
»En undersøgelse af karakterer pakket ind i en undersøgelse af en forbrydelse«. Det er Nic Pizzolattos eget pitch af hans vanvittigt hypede ’True Detective’, som ifølge ham selv blot er en velkendt klichéramt fortælling med to originale, interessante karakterer. Men han mener, at man gennem karakterarbejdet kan vende klicheerne på hovedet.
»Altid karaktererne først, og derefter kan man skrive plottet. Sådan vil det altid være for mig«, siger den Louisiana-fødte forfatter om sin skrivestil.
Læs også: Anmeldelse af ‘True Detective’
Dagens moderator, filminstruktøren Janus Metz, der skal instruere Pizzolattos bog ’Galveston’, danser længe om den varme grød. Men endelig spørger han nu ind til det, som alle fremmødte har ventet på: Den nye sæson.
»Sæson 2 kan blive enden på min karriere«, fastslår Pizzolatto og røber, at sæson 2 ikke vil komme til at ligne den ’True Detective’, som mange af os ellers faldt pladask for. Louisianas ensomme landevej og de kristne sydstatsaccenter skiftes ud med det solrige Californien. Det bliver ikke Los Angeles, men i stedet et mindre kendt område af staten, der skal være centrum for en ny krimigåde.
»Internetrygterne om Brad Pitt og Christian Bale er direkte horse shit«, svarer Pizzolatto på spørgsmålet om, hvem der skal udfylde Matthew McConaughey og Woody Harrelsons store sko i den næste sæson.
Læs også: Anderledes politiserier til at udfylde tomrummet efter ‘True Detective’
Forfatteren siger, at der aldrig har været forhandlinger med skuespillere, som ikke kommer til at figurere i serien. Alle, han har spurgt, har med det samme takket ja, og han har fået lige præcis de skuespillere med, som han hele tiden har ønsket sig. HBO vil efter sigende snart løfte sløret for de medvirkende, men Nic Pizzolatto driller de nysgerrige med sætningen: »I kommer til at elske to af skuespillerne, som I havde glemt var fantastiske«.
Nic Pizzolatto afslører også, at anden sæson ikke vil have samme narrative opbygning som den første sæson.
»Den kommer ikke til at hoppe i tid eller på anden måde bryde med den lineære fortælling«, siger han og forklarer, at det ville være en fejl at gentage sig selv for meget, da alt for mange serier allerede har ladet sig inspirere af første sæsons fortælleteknik.
Selvom McConaughey og Harrelson samt den frække fortællestil frafalder, så understreger Pizzolatto, at vi stadig vil kunne kom til at genkende ’True Detective’.
»Den metafysiske udforskning af karaktererne og fortællingens afdæmpede tempo vil gå igen«, siger han og understreger, at seriens vigtigste element er, at det er karaktererne og landskabet, der skal udvikle krimiplottet.
Det er det, der gør sæson 2 til endnu en omgang ’True Detective’.
Læs også: Seneste nyt fra rygtebørsen – Vince Vaughn kan være på vej til ‘True Detective’