’Sume – lyden af en revolution’
Siden starten af 70’erne har det rødglødende politiske rockband Sume leveret soundtracket til grønlændernes kamp for selvstændighed. Så hvorfor ringer bandnavnet ingen klokker?
Sume – viser det sig, når man ser Inuk Silis Høeghs lovprisende portræt – er lige så populære i deres hjemland som Rodriguez i Sydafrika, men deres fænomenale musik er aldrig nået ud over indlandsisen og ind i danskernes pladesamling. Og det er en skam, for ikke alene leder bandets tunge, psykedeliske rock tankerne hen på The Doors – deres tekster beskriver også på usædvanligt rammende vis en oprørstid i landets historie. På grønlandsk.
Og det er nok netop her, at årsagen til Sumes udeblevne internationale gennembrud skal findes, for i sin tid blev bandet faktisk tilbudt at komme på tour med selveste Procol Harum, hvis cheesy ballade ’A Whiter Shade of Pale’ er et af de mest spillede musikstykker i radioen nogensinde.
Men på et tidspunkt, hvor Grønlands særegne kultur langsomt var ved at forsvinde, og alle børn snakkede pæredansk og hed Lis og Lars, var det vigtigt for Sume – og for forsangeren Malik især – at fortælle om tingenes tilstand på deres modersmål. Med debutalbummet ‘Sumut’, der passende havde en bararisk inuit afbildet på pladecoveret, havde Sume det derfor som sin mission at sætte en stopper for grønlændernes accelererede assimilation. Og det lykkedes.
Sumes fanskare voksede hurtigere, end en harpun penetrerer en sæl, og Inuk Høegh bruger enormt meget tid sammen med de hardcore-tilhængere, der stadig bliver rørt til tårer den dag i dag, når de hører Maliks uskønne røst. Men selvom det er bevægende at se de aldrende fans’ følelsesladede reaktioner, så udvikler Høeghs film sig mod slutningen til en lovlig ensidig lovsang, der skøjter irriterende let henover de mange store spørgsmål, der trænger sig på.
Og lige inden slutningen sniger instruktøren en henkastet bemærkning ind, der lyder noget i retning af: »Nårh ja, og i øvrigt kæmper Grønland med de selvsamme problemer i dag – 40 år efter«. Desværre fader skærmen til sort, inden man kan nå at få svar på, hvorfor det forholder sig sådan, og hvad vi kan gøre for at ændre det. Hvis vi altså ikke alle skal til at starte et band.
Som Greenland Eyes-serien for nyligt viste os, så sprudler Grønland af en utæmmet kreativitet, der indtil nu har været utilgængelig for os danskere. Derfor er det heldigt, at vi har Cinemateket og CPH:DOX til at vise os værker som Inuk Høeghs rockdokumentar, der inviterer os ind i varmen hos et stadigt fremmed folk i Nord.
Kort sagt:
‘Sume – lyden af en revolution’ er hverken smuk at se på eller særligt spændende rent formmæssigt, men musikken sparker røv, og man kan ikke lade være med at blive smittet af dens store kærlighed til bandet – og til fædrelandet.