Guide: 10 europæiske filmauteurs, du bør kende

Ude i verden vinder de store priser, men herhjemme må vi kigge langt efter deres film. I anledning af premieren på Cannes-vinderen ’Vintersøvn’ præsenterer vi nogle af Europas største auteurs, der stadig venter på deres ’danske gennembrud’.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nuri Bilge Ceylan

Vi starter med den aktuelle anledning for denne artikel: Den tyrkiske instruktør bag ’Vintersøvn’ (’Winter Sleep’), der vandt filmkunstens vigtigste pris, Guldpalmen, ved årets Cannes-festival, og som har premiere på torsdag.

Minimalistiske skildringer af en eksistentialistisk ensomhed i menneskets monotone liv – intet mindre! – er omdrejningspunktet hos Nuri Bilge Ceylan, hvis alenlange, men syleskarpe snakkescener ofte giver ham betegnelsen ’den tyrkiske Ingmar Bergman’. Ceylans film er lige så udfordrende, som de lyder. Men har man først overgivet sig til deres dragende skønhed, er der ingen vej tilbage – og pludselig  finder man den bidende, tørre humor, der gemmer sig imellem de fejende flotte langskud af den anatolske højslette og følelsesforkrampede karakterer. Også her er der noget Bergman’sk over tyrkeren.

Blandt hovedværkerne er ’Uzak’ og ’Once Upon A Time in Anatolia’, mens de eneste, der indtil nu har fået regulær dansk biografdistribution, er den Tjekhov’ske metafilm ’Majskyer’ (1999) og ’3 Monkeys’ (2008) om en traumatiseret familie – yndlingstemaet.

Ikke et imponerende udbud med tanke på, at hans film er fast inventar på croisetten i Cannes. Men det bliver der til dels rådet bod på med ’Vintersøvn’.

Start her: ’Vintersøvn’ (i biograferne fra torsdag den 18. december)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Pedro Costa

Er der ét navn, man snakker om ude på de europæiske arthouse-festivaler i disse år, er det Pedro Costa.

Den ombejlede portugiser har siden de sene 80’ere, med debuten ’Blood’, opbygget et ry som Europas store filmpoet med blik for den sanselige skønhed i de mest trøsteløse motiver såsom en mørbanket sofa, et nedslidt tapet eller en heroin-misbruger, hvilket også har provokeret nogle.

Særligt feteret er de tre gennembrudsfilm, ’Ossos’, ’In Vanda’s Room og ’Colossal Youth’ (1997-2006), der samlet går under navnet ’Letters from Fontainhas’ og fortæller om marginaliserede, desperate skæbner i de faldefærdige murbrokker i Lissabon-slummen Fontainhas.

’Slow cinema’ kaldes en nyere, særlig tålmodig bølge i kunstfilmen, og Pedro Costa er en af dens fineste fanebærer med lange, statiske kameraindstillinger, endeløs tavshed og sløve karakterer. Den kontrollerede, asketiske stil tager ofte afstikkere til dokumentarfilmformen, som i hans vel nok bedste film, ’Colossal Youth’, hvor han lader en 75-årig Kap Verde-immigrant spille sig selv.

Den københavnske filmfestival CPH PIX har vist flere af Pedro Costas film, og CPH:DOX bød i år på dokumentarfilmen ’Horse Money’. Men ellers har hans værker glimret ved deres fravær i regulære biografer herhjemme. En skam.

Start her: ’Ossos’ (1997)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Miguel Gomes

Miguel Gomes var oprindeligt filmkritiker og har skrevet filmteoretiske tekster, og det kan mærkes på hans film, der emmer af en næsten barnlig begejstring for mediet.

Han eksperimenterer excentrisk med fortælleformen og refererer flittigt til filmhistorien, men samtidig har hans film masser af skæv charme og knald på melodramaet.

Det ser man især i hans seneste og mest kendte film, den sort-hvide ’Tabu’, der vandt to store priser på Berlin-filmfestivalen i 2012. Filmen fortæller om den forbudte og ulykkelige kærlighed i 50’ernes koloniserede Mozambique mellem Gian Luca og Aurora, der er gift og gravid med en anden mands barn.

Den stormfulde kærlighed fortælles i ét langt flashbask helt uden dialog, hvilket giver filmen et stumfilmpræg – men med en krølle på halen. For den har også tyste baggrundslyde som gøende hunde og rislende blade i vinden, som får flashbacket til at føles som en romantisk dagdrøm.

Miguel Gomes’ film kan balancere hårfint på kanten til det fortænkte. Som i hybridfilmen ’Our Beloved Month of August’ (2008), der i tre sammenflettede tråde blander et dokumentarisk plan om en musikfestival med et metafiktivt lag om et filmhold i problemer og en fiktionshistorie om bittersød kærlighed.

Men det bindes som oftest fnuglet forførende sammen.

Start her: ’Tabu’ (2012)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Cristian Mungiu

I cineast-kredse bragede rumænske Cristian Mungiu igennem lydmuren med sin kun anden film: Den helt igennem rystende og intenst realistiske ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ om to kvinders forsøg på at få foretaget en illegal abort under den trykkende frygtatmosfære i kommunistregimets sidste år.

Filmen vandt Guldpalmen på Cannes-festivalen i 2007 og er som den eneste af hans film blevet vist i biograferne herhjemme. Af uvisse grunde kom hans næste film, den komiske episodefilm ’Tales from the Golden Age’ og ’Beyond the Hills’ om lesbiske nonner, aldrig til danske biografer trods gode anmeldelser og flere priser i udlandet.

Cristian Mungiu er en del af det rumænske filmmirakel, der opstod efter årtusindskiftet med film som ’Hr. Lazarescu sidste rejse’ (2005) og ’12:08 Øst for Bukarest’ (2005).

Den rumænske filmbølge tager især arven fra diktatoren Ceausescus rædselsregime under skarp behandling med både kras realisme og humor.

Start her: ’4 måneder, 3 uger, 2 dage’ (2007)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Aleksandr Sokurov

Er man til bundseriøs, filosofisk filmkunst, må man ikke snyde sig selv for russiske Aleksandr Sokurov. Med hans kompromisløse og lyriske tilgang til filmmediet er han elev af en anden stor russisk filmskaber, afdøde Andrej Tarkovskij, som han selv skildrede i dokumentarfilmen ’Moscow Elegy’.

Sokurovs formentlig mest kendte film er ’Russian Ark’ (2002), der som en af de få har kunnet ses i biografen herhjemme. I én 96-minutter lang, uklippet – og mildest talt imponerende – kamerakørsel igennem Vinterpaladset i Sankt Petersborg skildrer filmen 300 års russisk historie.

Hans film er lige så meget visuelle essays, som de er egentlige spillefilm med en  til tider ekstrem brug af det filmtekniske spektrum. Det ser man bedst i hovedværket ’Mor og søn’, hvor en lille families ensomhed og sorg går lige i kroppen på én i kraft af billedsiden.

Sokurov har en fascination for magtkorrumperede figurer, som blandt ses i den højst mærkværdige, men lige så uforglemmelige ’Faust’, der vandt Guldløven på Venedig-festivalen. Temaet var endnu mere én-til-én i hans historiske trilogi om diktatorer: ’Moloch’ om Hitler på ferie, ’Taurus’ om Lenin og ’The Sun’ om den japanske kejser Hirohito.

Start her: ’Russian Ark’ (2002)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Béla Tarr

I gruppen af filmskabere, der ynder at bruge ekstremt lange, ubrudte kameraindstillinger, er der få, der kommer op på siden af den ungarske alvorsmand Béla Tarr.

Hans gådefulde, sort-hvide kameraindstillinger, der ofte er mellem seks og elleve minutter lange, er kultdyrkede. Er man opflasket med gennemsnitlige klippelængder på omkring to minutter, som i de fleste mainstreamfilm, er effekten hypnotiserende intens. Hvis man ellers har tålmodigheden til det.

Hovedværket er blandt andre ’Werckmeister Harmonies’ fra 2000, mens hans syv timer lange mesterværk ’Satantango’ (1994) om et affældigt landbrugskollektiv, er et bjerg, som kun de mest hardcore fans har besteget. Ikke desto mindre emmer den af djævelsk sarkasme fra øverste hylde.

Béla Tarrs seneste film, ’Hesten fra Torino’ fra 2011, et hypnotisk værk om ludfattige, kartoffeldyrkende bønder, har han erklæret som sin sidste. Den har som en af de få fået dansk biografdistribution.

Start her: ’Hesten fra Torino’ (2011)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Claire Denis

Fransk films eksperimenterende førstedame, Claire Denis, bør kendes af enhver frankofil cineast.

I interviews er hun ikke bleg for at tage bladet fra munden, og det personlighedstræk præger også hendes film, der går til stålet med sansemættede afbildninger af kroppen, når det da ikke slår over i ren kropslig smerte som i den eksperimenterende body-horror-film ’Trouble Every Day’ (2001).

Et andet hovedspor er kolonialismen, hvis grimme ansigt hun i flere omgange har kastet lige i synet på den franske intelligentsia. Første gang i debut-trilogien ’Chocolat’, S’en Fout Le Mort og ’I Can’t Sleep’, igen i det smukke filmdigt om brutale fremmedlegionærer, ’Beau travail’ (1999), og senest i de krasrealistiske fortællinger om at være race-marginaliseret i henholdsvis Afrika (’White Material’) og Frankrig (35 Rhums’).

Det beskidte stykke spændings-noir ’Svinene’ fra 2013 er den første af hendes film, der har fået dansk biografpremiere.

Start her: ’Beau travail’ (1999)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Manoel de Oliveira

Portugisiske Manoel de Oliveira rundede de 100 år (!) allerede i 2008 og har derfor naturligt nok været omkring de fleste genrer i sine over 60 produktioner som instruktør. Hans karriere spænder fra stumfilm – altså dengang det var et nødvendigt vilkår og ikke en gimmick – til vore dages digitale æra.

Han er ofte en lidt overset og glemt skikkelse, i hvert fald herhjemme, hvor hans film er yderst sjældne gæster. Men i især 70’erne og 80’erne placerede han sig som en af Europas førende filmskabere med sin let romantiske signatur i modernistiske dramaer.

Blandt hovedværkerne er den monumentale epic ’The Satin Slipper’ om ulykkelig conquistador-kærlighed i kolonitidens Afrika og Amerika, mens han i den Luis Buñuel-inspirerede musical-satire ’The Cannibals’ spidder det portugisiske højborgerskab.

Han er også en instruktør, der tiltrækker de store internationale navne, som John Malkovich og Catherine Deneuve i den bevægende ’I’m Going Home’. Manoel de Oliveira instruerer stadig, i gennemsnit minimum en film om året, og med fortsatte triumfer på de prestigefyldte festivaler i Venedig og Cannes. Hans seneste spillefilm fik premiere i 2012. Her var han 104 år gammel.

Start her: ’I’m Going Home (2001)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Philippe Grandrieux

Philippe Grandrieux’ film vises både i almindelige biografer og på store kunstmuseer verden over som Tate Modern i London.

Grandrieux – hvis arbejde også omfatter tv-eksperimenter, videoinstallationer, dokumentarfilm og musikvideoer for Marilyn Manson – har været en kultdyrket skikkelse i arthouse-kredse, siden han udsendte ’Sombre’ i 1998, sin første af indtil videre tre spillefilm.

Siden fulgte ’La vie nouvelle’ (2002) og ’Un Lac’ (2008), som alle mixer erotik, horror og kunstfilm i en krasbørstig cocktail, der helt bevidst skal give publikum intense psykiske oplevelser. Som avantgarde-instruktør er Grandrieux først og fremmest interesseret i at finde grænsen for filmmediets formåen.

Grandrieux er egentlig ikke én, der løber med de store filmpriser – dertil er hans film måske alligevel for grænsesøgende – men forsvares til gengæld passioneret af en indflydelsesrig skare af filmkritikere.

Start her: ’Sombre’ (1998)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bruno Dumont

Håbløshed og desillusion præger den franske pessimist Bruno Dumonts film. Og ligesom hos landsmanden Grandrieux viser de kontroversielle film grimme sider af menneskets voldelige tendenser og afvigende seksualitet – med dertilhørende insisterende nærbilleder af kroppe og ansigter i ekstreme følelsesudbrud.

Hans karakterer er følelsesmæssigt fremmedgjorte eller afstumpede – a la ’True Detective’ blot i mere provokerende minimalistisk-fransk aftapning. Som kriminalbetjenten, der har mistet kontakten til sine følelser under efterforskningen af et mord på en lille pige i ’L’humanité’ (1999), eller de unge arbejdsløses brutale rovdyrsadfærd i et deprimerende Nordfrankrig i den krasse debut ’La vie de Jesus’ fra 1997.

Dumont betragtes som kunstnerisk arvtager til den asketiske films afdøde nestor, Robert Bresson, og bruger da også, ligesom læremesteren, ofte amatører i sine film.

Helt usædvanligt arbejder Dumont ikke ud fra et traditionelt manuskript. I stedet skriver han hele romaner som basis for sine film.

Start her: L’humanité (1999)

Læs også: De bedste alternative science fiction-film i nyere tid

Læs også: On demand– 10 alternative krigsfilm, alle bør se

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af