Jeg er kommet for at kede mig.
Jeg er nemlig bange for, at min hjerne er ved at rådne.
Min hjerne rådner, ligesom mange andres hjerner er så ramt af 2026-grundtilstanden brainrot, at det at se en film, som engang var den ultimative belønning, nu er noget, mange ser som en koncentrationskrævende præstation. I hvert fald hvis man ikke skal kigge på sin telefon imens eller kede sig eller pause, fordi man er blevet distraheret.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at blive fjerndiagnosticeret med alverdens former for hjemmelavede ADHD-symptomer af min algoritme, fordi jeg ligesom de fleste andre mennesker på internettet er permanent distraheret, men også bider negle, har hænderne oppe ved hovedet, når jeg sover og foretrækker en bestemt form for ske.
Mere uhyggeligt er det, at jeg med jævne mellemrum nu drømmer om TikTok-videoer. Forleden afspillede min underbevidsthed i søvne en madlavningsvideo for mig, hvor Umut Sakarya fremtryllede en gryderet.
Derfor har jeg besluttet mig for at gøre noget drastisk som modgift. Se en film, jeg selv har valgt – og den mest udfordrende af slagsen, jeg overhovedet kan komme i tanke om.
Jeg er taget i Cinemateket, hvor cineaster for tiden kan vise deres respekt for den nyligt afdøde ungarske mesterinstruktør Béla Tarr, der for at sige det mildt er berømt (filmnørd-berømt) for at mestre det langsomme.
Hans mest kendte værker er ’Werckmeister Harmonies’, hvor en hval rådner, ’Hesten fra Torino’ hvis spilletid på 2,5 time blot består af 30 indstillinger, herunder et kvarters spisning af to kogte kartofler, og så dagens emne: mastodontværket ‘Sátántangó’, som varer cirka 7,5 time. Det er den mere berømt for, end hvad den handler om.
Indtil i dag har jeg mest kendt Béla Tarr som en akademisk reference såvel som en cineastisk punchline, stereotypen på svært tilgængelig filmkunst. Og ikke rigtigt haft noget behov for at lave om på det.
En afskrækkelse baseret på, at det er den slags film, der ofte bliver fremhævet for uldne udsagn – evnen til at vise, ’hvordan det er at være menneske’ og ’at ophæve tid og sted’. Kunstnerisk værdi, filosofisk værdi. Ikke underholdningsværdi.
Jeg har måske før endda haft tilbøjelighed til at tænke, at nogle mandlige medfilmstuderende har haft tendens til at forveksle det med en personlighed at have set denne meget lange film.
Men ikke i dag. Jeg er mødt op med hatten i hånden, klar til at få blæst hjernen ud af en zombieslentretur i det postsovjetiske søle, som om denne første søndag i februar ikke var slem nok i forvejen.
Kultursnobberiet er tilbage
Det er også, fordi jeg mere og mere er begyndt at føle mig draget mod finkulturelle kanonoplevelser, jeg ellers har brugt årevis på at tage afstand fra.
The Guardian spåede tilbage i efteråret et comeback til kultursnobberiet som modreaktion på »AI slop og mid tv«. Og underligt nok kan jeg også mærke en på mange måder konservativ trang til at investere min tid i noget, der ikke forholder sig til nutiden og alle dens tomme popkulturelle mikrotrends.
Min indre pick me girl er muligvis vågnet op til dåd og vil pludselig gennemføre Sight & Sound-listen. Om end hun stadig er taget i Cinemateket ’for plottet’, som man siger, selvom det er for at se en film, der ikke rigtig har et.
»’Sátántangó’ skildrer to dage i en lille gruppe bønders liv, mens de vælger at følge deres alt andet end stuerene drømme om at starte et kollektivt landbrug«, opsummerede Politiken pirrende handlingen tilbage i 2011.
At dømme ud fra lovprisende ord er dette udgangspunkt dog det perfekte redskab til alle mulige former for selvrealisering.
»Knusende, medrivende for hvert enkelt minut af dens syv timer. Jeg ville være glad for at se den hvert år resten af mit liv«, lød Susan Sontags kendte anmeldelse eksempelvis.
»Jeg husker en forårsnat, hvor vi, der havde set den, blev stående uden for biografen og diskuterede den i timevis, og vi kendte ikke hinanden i forvejen«, skrev Politikens Michael Bo om premieren på ’Hesten fra Torino’, med et skær af Danmarks befrielse.
Så er spørgsmålet bare, om Béla Tarr kan kurere brainrot?
Klokken er 14, og når jeg forlader bygningen om små ni timer (inkl. pauser), vil jeg kende svaret.
Performativ kedsomhed
Den gode nyhed er, at Cinemateket og jeg er totalt på bølgelængde.
De er allerede i gang med at rebrande Béla Tarr i dagens anledning, hvor de med ‘Sátántangó’ kalder til slowcinematisk kamp mod 2026-tilstanden. Dagens visning er del af et nyt tiltag ved navn Lang(som) søndag, hvor der vises film på minimum 200 minutter.
»Vores koncentration er under belejring. Instagram pling, Facebook ding, TikTok, tik, tok. Levende billeder på små skærme blitzer konstant forbi vores øjne i et uendeligt loop. Vores opmærksomhed vækkes i 10 sekunder, før noget nyt tager over«, skriver de lokkende om eventet. »Cinefil ekstremsport for alle, der holder af lange fortællinger«.
På vej til biografen har jeg været nervøs på en måde, jeg mest forbinder med at starte til en ny fritidsaktivitet som barn, hvor man ikke kender nogen.
Da jeg sætter mig ind i salen, føler jeg mig udenfor. Alle andre virker til at være i virkelig godt humør. Som om de uironisk glæder sig til det her og ikke kun er kommet for at dyrke performativ kedsomhed.
Fuck mig og mine bamsestøvler.
Mens rummet klukler af en intern joke om den filipinske filmskaber Lav Diaz, smiler jeg og tænker på, at jeg hader lange fortællinger, og at jeg aldrig kunne finde på at kalde mig selv for cinefil.
Satans sour cream & onion chicken-burger
Heldigvis finder jeg ret hurtigt ud af, at det i lige denne sammenhæng måske er meget godt, Béla Tarr er død.
Selvom jeg ikke kender ham så godt endnu, ved jeg på en måde bare, at han ikke ville have brudt sig om at have en reklame for TV 2-programmet ’Spillet’ som opvarmningsact til sit magnum opus.
Af uransagelige årsager bliver der nemlig i dette statsfinansierede filmhus vist reklamer, inden forestillingen begynder. Også én fra McDonald’s, der ironisk nok bryster sig af at levere mad til de gange, »en filmaften bliver til et helt filmmaraton«, og man altså har brug for at spise en sour cream & onion chicken-burger.
Helt uvidende om, at den spiller for et publikum, der om to en halv time vil blive belønnet med gullasch, fordi vi har set den første tredjedel af filmen. Jeg styrker mig på den sidste hjernegift, inden afgiftningen forhåbentlig kan begynde.
Så bliver der endelig sort.
Mon Béla Tarr kan reparere mig, kører det Lars H.U.G.sk rundt i mit hoved. Mon jeg bliver rask igen, runger det optimistisk, mens filmens berømte åbningsscene – køer, der løber rundt i mudder i cirka otte minutter – luller min håbefulde pling, ding, tik, tok-detox i gang.
Hurtigt sker en af mine yndlingsting. En af køerne prøver at bestige den anden ko. Godt begyndt er halvt fuldendt. Der er nu kun 427 minutter tilbage.
Auteur-ASMR
The hype is rimelig real.
Det vigtigste at vide er, at det første, der sker efter det med køerne, er, at en mand ved navn Futaki bliver vækket af kirkeklokker, mens han har en affære med Mrs. Schmidt. En kvinde, hvis bærende karaktertræk er, at hun har store patter. Mere højpandet er Béla Tarr åbenbart heller ikke. Det store mysterie? Der er ikke slet ikke nogen klokker i landsbyens klokketårn.
Vi er næsten på plottwist-niveau med Joey Tribbianis »Betsy’s been dead for ten years«.
Nuvel. Den »ulidelige lange efterårsregn« falder, mens de geniale sætninger fra László Krasznahorkais manuskript hober sig op i min notesbog.
Forbryderne Irmias (hat) og Petrina (hue som taget ud af københavnsk saunagus) går med ryggen til kameraet i dramatisk blæsevejr. Senere vakler den lille bys doktor af sted på samme måde, efter han er løbet tør for spiritus med frugtsmag.
Jeg er usikker på, hvad landsbyboernes plan er, men jeg er audiovisuelt investeret.
‘Sátántangó’s hypnotiske effekt er slet ikke til at tage fejl af. Faktisk går Béla Tarr direkte i nervesystemet. Auteur-ASMR!
Det virker faktisk så godt, at jeg nok bliver nødt til at købe en Red Bull i pausen.
Men der er et andet problem, som skal overvindes.
Jeg fanger mig selv i at blive så grebet af stemningen, at jeg glemmer, at jeg ikke forstår ungarsk, og at jeg skal huske at læse underteksterne.
Ellers risikerer jeg muligvis ikke at kunne følge med de næste 6,5 time.
Til gengæld har jeg fundet ud af, at ‘Sátántangó’ er en komedie. I hvert fald hvis man skal tro mine medpublikummer, der griner løs.
Der har været fem latterbrøl, da jeg et par timer inde hører første snork.
»Gal, jeg zonede ud nogle gange«
Klokken er nu blevet 17.25, og jeg har tilbragt spisepausen ved siden af to gæster, der begge har set filmen op til flere gange.
Mens de bonder over Béla Tarr, har jeg valgt at ære ham med en art cosplay, der går ud på at stirre tavst ud i luften fortærende to store portioner gullasch.
Inde i salen kommer der en mere relaterbar anmeldelse.
»Gal, jeg zonede ud nogle gange«, lyder det, mens min sidemakker er i gang med meget ivrigt at bede sine bekendte om anbefalinger til en god møbelpolstrer. Overtræthed antager mange former.
Kapitlet »Felfeslik«, eller »Unravelling«, begynder, og jeg føler mig set af titlen.
Den første times tid går med en (kendt) sekvens, hvor pigen Estike, der har en sej vorte på hagen, torturerer sin kat. The girly urge til at dræbe sin kat iført sjal, fordi din mor er luder, og din bror har snydt dig for alle dine penge.
Den anden er en (kendt) hvirvlende harmonikafest, hvor en af fulderikkerne konstant vrøvler løs om, at »I’m plodding along«, hvilket er rart at grine af efter det med katten.
»A glass of wine would help«, lyder det også, og man tænker ja.
Runners high for irriterende mennesker
Da del tre, som varer tre timer, starter, er jeg ikke den eneste, der er ved at have ramt muren.
Tid og sted er opløst på den måde, at folk går ind på de forkerte rækker.
Dem, der kommer for sent ind fra pausen, bliver til gengæld mødt af de udskammende blikke fra næsten hele karaktergalleriet, der nu er samlet til et begravelsesselskab foran et børnelig.
Senere bliver kisten losset oven på en bil fyldt med tomme flasker, og alting begynder at føles mere og mere håbløst.
Efter en ellers vidunderlig øjenkontakt med en ugle tjekker jeg, hvad klokken er. Der er et par timer endnu.
Men så når vi endelig frem til slutningen.
Cirklen sluttes, fanfavoritten doktoren er tilbage med nye alkoholforsyninger.
Klokkerne ringer igen, og det er helt fantastisk. Og det er ikke kun, fordi filmen endelig er slut.
Det er et æterisk runners high for virkelig irriterende mennesker.
Det ville være en overdrivelse at sige, at ‘Sátántangó’ slutter brat.
Men på vej ud er der nogen, der siger »det skulle virkelig gå stærkt til sidst« (hvilket er nummer to på listen over Cinemateket-core-sætninger, jeg har hørt i dag – den første var »det er mit tredje gensyn«, og der var også en meget nichet kartoffeljoke).
Det er umiddelbart en absurd ting at sige om en film på små 7,5 timer med en tredje akt på tre timer, hvor der ikke er noget, der er gået hurtigt.
Men det er også lidt rigtigt. Enhver kulmination på noget, der har taget så lang tid, vil måske føles flygtigt.
»They haven’t a clue it is this dull«, lyder en af filmens replikker. Det tænker jeg om alle i 6A på vejen hjem. De ved ikke, at jeg har brugt hele dagen på at se ‘Sátántangó’.
Et sted undervejs er jeg blevet grebet af Béla Tarrs ånd. Jeg rawdogger i hvert fald busturen hjem. Mine airpods bliver i hylsteret. Jeg venter med at logge filmen på Letterboxd til dagen efter. Om natten drømmer jeg om kirkeklokker.
‘Sátántangó’ vises i Cinemateket 13. februar og 28. februar.