Tidligere på foråret så jeg en krage dykke ned, fange en lillebitte ælling og flyve væk med den i næbbet.
Jeg sad i Frederiksberg Have lamslået, mens den gråsorte ondskab fortærede den lille babyfugl et stykke væk fra mig på plænen. Onde tunger ville nok kalde mig et sart Østerbro-opdrættet speltkorn, men jeg forlod parken i både forargelse og chok over den lille cuteness-massakre, jeg lige havde overværet.
Der var dog én ting ved oplevelsen, som var intet mindre end fantastisk.
Den skete i mit nye liv som ’The Sopranos’-fan. Jeg havde haft mit første vaskeægte Tony Soprano-øjeblik med ænder, determinisme, liv, død og det hele.
Scenariet var nemlig som taget ud af tv-seriens første afsnit, hvor hele mafiaboss-miseren sættes i gang, da en gruppe ænder, som har boet i Tony Sopranos pool, flyver væk og efterlader deres midlertidige dyrepasser med depressiv tomhed. Han ender som bekendt hos en psykiater, der med symbolindsigt tyvstjålet fra et barn foran svanen på en Snellen-tavle, fortæller ham, at »ænderne symboliserer hans familie, som han er bange for at miste«. Resten er seriehistorie.
Min oplevelse sendte mig heldigvis ikke ud i et længerevarende terapiforløb hos Dr. Melfi (blev folk med angst i 00’erne virkelig behandlet med freudianisk drømmetydning, eller er hun en enestående karikatur?).
Men tristessen blev hos mig i flere dage efter. Man kunne måske sige, at »the fuckin’ regularness of life« blev for hård for mig, som det gør for nevø-håndlangeren Chris Moltisanti i første sæson, hvorfor han ender med at skyde den lokale Sfogliatella-pusher i foden.
Vi skal til gengæld ikke mere end nogle måneder tilbage, før den døde ælling bare havde været en nederen oplevelse og ikke endnu en anledning til at bruge noget, jeg havde set i fjernsynet, som analyseapparat i min egen tilværelse.
Så før det her udvikler sig til en parodi på en funderende Zetland-artikel a la »først da jeg så en ælling dø i Frederiksberg Have, forstod jeg, hvorfor verdens bedste tv-serie er verdens bedste tv-serie«, lover jeg at lægge mit overfortolkede park life-moment på hylden for en stund.
»’Remember when’ is the lowest form of conversation«, som Tony siger. Men det kommer vi alligevel nok ikke helt udenom.
Nemt at fake
Indtil for nylig levede jeg på en løgn. På den konkrete måde at jeg aldrig rigtigt havde set ‘The Sopranos’, men engang imellem lod som om.
Sandheden var, at da jeg første gang hørte Tony Soprano sige »whatever happened to Gary Cooper«, hæftede jeg mig mest ved whatever-delen.
Jeg havde haft om ‘The Sopranos’ på universitetet, læst, hørt, smilt, nikket og faldet i søvn over samtalerne om antihelten! Serien som romanens arvtager! Geniet David Chase, der portrætterede den smuldrende fortælling om USA’s storhed i samtalerne mellem tykke gangstere med grimt hår i baglokalet til en stripklub. Fra det altændrende ‘College’-afsnit i første sæson til den historiske finale. Det var nemt at fake.
Nogle gange sneg jeg, som seriemorderen der gerne vil opdages, endda et lille »gabagool« ind i diverse samtaler i jagt på et billigt (og i mit tilfælde ret meningsløst) grin. I virkeligheden var mit åndelige forhold til HBO-klassikeren ikke dybere end teksten til Nephews ’Va Fangool!’.
Alligevel var det store ‘The Sopranos’-formede hul i mit liv en latent anledning til angst, som ikke blev mindre, da jeg regnede sammen, at jeg i stedet havde brugt 1.000 timer på at se ‘Gilmore Girls’.
For er no fuckin’ Sopranos egentlig det tætteste, man kan komme på fyringsgrund for en tv-kritiker? Hvad siger det om min troværdighed i en post-Diez-tidsalder?
Mens alle ved, at alle lyver om, hvilke bøger de har læst, er der ikke nødvendigvis samme tradition for seriebluff. Simpelthen fordi der stadig ikke er samme prestige i at sidde foran et fjernsyn som foran en bog. Måske lige med undtagelse af ‘The Sopranos’.
I længden blev min meget fagspecifikke form for impostersyndrom dog for fattig.
Men hvad ville være værst? Ikke at have set ‘The Sopranos’ eller ikke at kunne lide ‘The Sopranos? Gennem årene havde jeg nemlig opbygget et mindre had til samtalen om verdens bedste tv-serie.
Knæfald for patriarkatet
Grunden til, at jeg aldrig har set ’The Sopranos’, har egentlig ikke så meget med serien at gøre.
På nogle punkter vil jeg mene, at jeg endda havde nogle ok undskyldninger. Jeg var eksempelvis tre år gammel, da den blev sendt for første gang. Og en pige. Og selvom det ikke betyder alt, betyder det lidt.
Mens ’The Sopranos’ for den oprindelige seerskare blev allemandseje og repræsenterede en udvikling, hvor seriekunsten fik bred samlende masseappel, er den i eftertiden også blevet noget andet.
For et sted mellem, at alle gik og sagde »it’s not TV it’s HBO«, og nu, er der opstået et ‘The Sopranos’-smagsdommeri, som i værste tilfælde skræmmer nye potentielle seere væk.
Serien er blevet noget, man ikke har tilfælles. Blandt de øverstbefalende i et hierarki, hvis slagside er, at det lige siden serieguldalderen har fastholdt definitionsmagten over, hvad der var over- og underlødigt.
For mig har ‘The Sopranos’ været en irriterende mandet målestok, som de serier, jeg rent faktisk har set og elsket, aldrig har kunnet nå (med undtagelse af ‘The Wire’, selvfølgelig). Imens har mine mest dyrkede antihelte heddet Carrie Bradshaw, Lorelai Gilmore og Hannah Horvath, eller endda Marissa Cooper og Blair Waldorf, hvis vi skal være rigtigt ærlige.
Det har pisset mig af, at folk med ‘The Sopranos’ som yndlingsserie har kunnet smykke sig med dens prestige, selvom det oftest bare har været den eneste tv-serie, de rigtigt har set.
Ham, der ud over ‘The Sopranos’ har et tv-forbrug primært bestående af ’Klovn’ og Premier League, men alligevel aldrig forpasser muligheden for at være bedrevidende. Den hardcore cineast, der kun kigger væk fra Criterion Collection, hvis det er for at se en serie med garanti for flokkens anerkendende nik.
De kvinder, jeg har mødt, som elsker ’The Sopranos’, har sjældent dyrket seriens exceptionalisme på samme måde.
Men samtidig har jeg altid følt mig mindre sej, fordi jeg aldrig har kunnet coolgirle en interesse for mafiaen frem, lige meget hvor mange gange jeg har forsøgt. Det er den samme svinehund af mindreværd, der har fået mig til at se ’The Godfather’ tre gange, på trods af at jeg aldrig har siddet tilbage efter endt rulletekst og tænkt: Gid den varede tre en halv time mere!
Jeg har brugt den her fortælling om, at dyrkelsen af ’The Sopranos’ var et knæfald for patriarkatet, som skjold til ingen verdens nytte. Men aldrig har det været federe at tage fejl.
»Cunnilingus and psychiatry brought us to this«
Der er (surprise, surprise) overraskende meget, man går glip af, når man mest har hørt om en serie med 86 afsnit. Fantastiske ting.
At der opstår en fucking mafiakrig over, hvad der egentlig er mest pinligt: At gå til psykolog eller slikke fisse?
»Cunnilingus and psychiatry brought us to this«, forklarer Tony sin konflikt med Uncle Junior i slutningen af sæson et. I dag lyder det mere som en form for sexpositivt sårbarhedsmantra for en ny generation af unge kvinder.
Hvis jeg havde set ‘The Sopranos’ på alle andre tidspunkter end lige nu, ville jeg ikke nødvendigvis have haft det samme perfekte ord til at beskrive Tony Sopranos desillusionerede måde at bevæge sig rundt i verden som en udadtil stærk leder med galopperende angst indeni.
For han er sgu mere delulu end 2024’s samlede bestand af TikTok-girlies, der tror, de kan manifestere sig til at være det menneske, de drømmer om at være.
Den eneste, der er mere delulu end Tony, er restauratør-vennen Artie Bucco, da han får en ørering og forelsker sig i Adriana.
The best is over?
»Lately I’m getting the feeling that I came in at the end. The best is over«, siger Tony i det allerførste afsnit.
Det er til gengæld modsat, hvis man stiger om bord på ‘The Sopranos’ i 2024. Sent, men alligevel på det perfekte tidspunkt.
For det kan godt være, at både serien og den guldalder, den blev gallionsfigur for, er slut. Men når man ser den i dag, virker den alt andet end ovre (med undtagelse af den skabshomoseksuelle håndlanger Vitos historie og den fatalitet, der følger med at være kvinde i serien, som ikke hedder Soprano til efternavn. Men det er en anden historie).
Ud over at være verdens mest elskede stjernepsykopat og en stor fissemagnetisk fusion af Fred Flintstone og Shrek i kortærmet skjorte har Tony Soprano faktisk fået evigt liv. Præcis som finaleafsnittets abrupte slutklip manifesterede.
Da serien for nogle år siden fejrede 20-års jubilæum, skrev The New York Times om, hvordan Gen Z-seere tog serien til sig og på deres egen besatte fangirl-måde troppede op til skuespilleren Michael Imperiolis helt urelaterede bandgigs i Sopranos-cosplay-outfits.
Da 25-års-jubilæet tidligere i år førte til opblomstringen af mob wife aesthetic på TikTok, blev det desværre mest til en diskussion om problematiske mikrotrends. Ikke mindst fordi HBO samtidig lagde alle afsnit op i versioner på 25 sekunder i forsøg på at skabe ny ung hype.
Som en person, der nu rent faktisk har set serien, er det min officielle holdning, at Adriana La Cerva, Janice og Carmela Soprano har fortjent al den anerkendelse, de overhovedet kan få. Selv hvis det bare er et par sekunders homage til deres tøj. Eller når Carmelas karakteristiske gangart bliver hædret med sin egen internetjoke.
Miniversionerne af afsnittene giver i øvrigt kun mening, hvis man ved, hvorfor »no fucking ziti« er en legendarisk replik. Og at det bliver sagt af den karakter, der virker allertættest på virkeligheden i dag.
Åh, A.J. Soprano. Med din tragiske pissemyreenergi, dit forlorne politiske engagement, dit post-work-mindset, incelflirt med millitæret, Trump og afbarberede øjenbryn ville du have elsket at være en del af Gen Z.
Det var komplet unødvendigt for HBO at mane ‘The Sopranos’ fornyede internettilværelse frem, for den levede allerede online i bedste velgående.
Ændrer liv 25 år efter
I dag er Tony Soprano også et slags modeikon og en relaterbar meme-tilstand. I stedet for at have en hot girl summer kan man vælge en Tony Soprano summer, som går ud på at gå i badekåbe og i terapi og spise pasta.
For mig startede det hele altså med et dead duckling spring, hvor alle de distancerende ‘The Sopranos’-fordomme, jeg havde opdyrket gennem et helt liv, endelig blev ædt levende og fløj væk i munden på en krage.
it’s gonna be a tony soprano summer (eating italian food and having panic attacks)
— cass city (@HeavenlyGrandpa) May 25, 2024
Og i en verden, hvor det meste popkultur holder som en isterning i solen, synes jeg, det er livsbekræftende, at der findes ting, som er så gode, at de aldrig kan blive dårlige.
Tony Soprano er død (og har nok været det siden sin sidste løgring i 2007, ikke?). Et faktum, der kun bliver mere intenst, når man ser serien i dag, velvidende at skuespilleren James Gandolfini, der vakte ham til live i seks sæsoner, helt sikkert er det. Men heldigvis ændrer ‘The Sopranos’ stadig liv 25 år senere.
Det er sjældent, man føler, at ens liv bliver oprigtigt rigere. Men med undtagelse af en fødsel i min nære familie er jeg tilbøjelig til at sige, at ‘The Sopranos’ er det største, der er sket for mig i 2024.
Derfor græd jeg også som pisket, da jeg så finaleafsnittet, selvom jeg godt vidste, hvad der skete. Jeg havde læst det på Wikipedia og set det på YouTube, men det var i mit gamle liv.
Jeg har faktisk ikke følt så meget til tonerne af ‘Don’t Stop Believin’, siden jeg hørte den første gang. I pilotafsnittet af ‘Glee’, som fik premiere to år efter ‘The Sopranos’ legendariske sorte skærm. Hvilket er virkelig meget mere, end jeg orker indrømme.
‘The Sopranos’ kan ses på Max.